Baand bleve afklippet tæt bag i Nakken. Der laae heele
Stadsen i Moradsen. - Hun var neppe kommet
hiem, førend Grand=Mama savnede de guule Baand;
thi de faldt meest i Øynene. Jomfruen maatte da for¬
tælle hvorledes det var tilgaaet, hvad Fataliteter der
havde mødt hende. - Ak, mit Barn, sagde Grand¬
Mama, sagde jeg dem det ikke i Morges, da de nøes,
Ja, ja, troe de mig kun en anden Gang. Ja, det
som værre var, sagde Tante, at vi først mødte en
gammel Kierling paa Gaden om Morgenen. Ja, der
har vi det sagde Grand=Mama; men jeg, sagde Tan¬
te, havde Salt og Brød i min Lomme, derfor kom
jeg ingen Skade til. Ja, sagde Grand=Mama, det
er meget got at have Salt og Brød i Lommen. De
haver nok ey heller flyttet den høyre Fod først over
Dørtrinnet i Morges, da de gik ud. Det maae De
for alting observere. Jeg kunde ey andet end beklage
den unge Jomfrue, og hialp hende til rette.- En¬
delig kom Dagen, at de skulde reyse. Jeg var saa
bange, at noget ulykkeligt Tilfælde skulle treffe ind,
hvorover Reysen kunde blive opsat; og allermeest befryg¬
tede jeg at nogen af dem skulde nyse imedens de toge sine
Skoe paa. Jeg lod og min Pige passe paa at holde
alle gamle Koner fra Dørren, at de ikke skulle først
faae saadant et Møde. Thi jeg var alt kied af denne
Jndqvartering. Men jeg frygtede meest for, at de paa
Veyen skulde møde en Spinde=Kone, og altsaa kom¬
me tilbage igien. - De toge Afskeed, og jeg bad
dem allesammen at flytte den høyre Fød først over Dør¬
trinnet. Den unge Jomfrue maatte selv lee deraf; men
Grand-Mama og Tante iagttoge det meget nøye.
De reyste. Jeg blev glad, og glæder mig endnu ved
at de ey kom tilbage. De havde i den korte Tid
giort mig saa forvirret at jeg neppe førend nu, har kun¬
det sandse, at ynke saadanne overtroiske Mennesker. Saa¬
dant et overtroisk Menneske har aldrig et roeligt Sind,
og giør sig tusinde Bekymringer, just fordi de hader Op¬
lysning om den rette Troe.
Fætteren.
Jndfald.
Den forsigtige Jomfrue.
Sen smukke Blonde man kan ret forsigtig kalde:
Hun nøye vogter sig, at hun skal ikke falde.
Thi naar hun mærker, hun kan ikke holde Stand,
Saa passer hun, at hun i Armen gribes kan.
Den andægtige Jomfrue.
Lucie vil nu plat i Nonne=Kloster gaae,
Og der blandt Søstrene paa Helgens=Listen staae.
Leander raaber: Ak! min kiereste Lucie!
Vil du aarsage mig saa stoer en Hierte=Svie?
Jeg elsker dig, og gik for dig saa stiv og strunk.-
Lucie svarede: Du kan jo blive Munk?
Den grædende Doris
Jeg seer en Taare=Flod ned paa dit Bryst at strømme
O! var jeg nu en And! jeg her da vilde svømme.
Var Crisis Ord. Ja, mæn! Gid du var da en And
Var Doris Svar, man da undskyldte din Forstand.
Den paastaaende Jomfrue.
Belise klager an, er vred og reent af lave.
Hun fuld Erstatning vil for Tyveriet have.
Hun dobbelt Paastand giør; selv Retten raaber: tys!
Hvad har Belise mist? Silvander stial et Kys.
Over et Kys.
Hvad? meener du at der er ikke Jld i Vand?
Et fugtigt Kys har den Forlibte sat i Brand.
Den vittige Jomfrue.
Et smukt og ærbart Syn man seer i Leonore.
Det blaa hun elsker og er altid gierne blaa.
En Springer spurgte: Ak! min Engel! Ak! hvorfore
Skal man dem altid see saa blaa fra Top til Taa?
I Hykler! sagde hun: Naar jeg er Engel vorden,
Og dertil blaa, saa seer J Himlen jo paa Jorden.
Den Forundringsfulde.
Min Ven! jeg troer at du er bleven Secretair.
Ja du maaskee endnu er bleven meget meer?
Hvi saa? - O! siig mig dog, hvorledes er det fat?
Hvorfor? - Med Duske du jo gandske er besat,
Sandhed jeg dig nær for Fryndser ey har kiendt,
Ey Snak, min Kiortel jeg ikkun har faaet vendt.
