1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39
Præste=Enken.
En Døende Moders Skrivelse til sin Datter.
M¬
in elskeligste Datter! Du venter maaskee ikke
dette Brev, og uden Tvivl formoder den ædelmo¬
dige Veninde det ikke heller, som vi begge ere saa
megen Tak skyldige. Den Tid kommer snart, da hun al
lene skal være din Moder og Forsørgerinde. Den udtæren¬
de Sygdom, som jeg i saa lang Tid har baaret paa, har
imod min egen Formodning saa pludselig taget Overhaand
at jeg nu vel skriver det sidste Brev til dig. Jeg føler den
ankommende Død, og jeg skal nu snart følge efter din
Fader, hvis ømme Kierlighed du ikke har kiendt, og
som døde alt for tidlig bort fra dig og mig. Du veed
min kiere Datter, hvor høyt jeg har elsket dig. Du er
det eneste Pant paa et kort men lyksaligt Ægteskab; Du
allene giør mig en Time tung og besværlig, som efter den
beste Mands Forliis intet forskrækkeligt skulde have havt
for mig. Jmidlertid forventer jeg den med en Rolighed,
som Haabet om din Dyd giver mig. Jeg takker Himmelen
for min Skiebne, at jeg i den største Svaghed dog allige¬
vel med noget Overlæg som en øm elskende Moder kan
skrive. Jeg veed at du vil græde; thi jeg græder selv.
Hvor kostelig ere dine Taare for mig. De ere den største
Belønning for min ømme Kierlighed og den Veemodighed,
hvormed jeg forlader Verden. Ak min Datter, hvormeget
Mod og Standhaftighed behøver jeg ikke, for at skrive
dette! Du vil græde, og jeg vilde, at du aldrig skulde
være bedrøvet. Men jeg vil søge at være saa standhaftig
og sterk, som mig nogensinde er mueligt, paa det jeg kan
endnu skrive dig et ret langt Brev til. Jeg tager dine
Taare, som en Forsikkring med i Graven, at du i alle dit
Livets Omstændigheder vil erindre det, som din døende
Moder skriver dig til. Min fornemste Sorg har altid
været, at Uskyldighed og Religion skulde være dine fornem¬
ste Yndigheder. Jeg vidste, at de allene giøre lyksalig,
og jeg veed, at du skal være lyksalig, om du ikkun fremde¬
les bliver deres Forskrifter troe. Ja -- jeg kan døe vel
tilfreds.
Du er et Fruentimmer, mit Barn! og det som end¬
nu siger mere, du er et ungt Fruentimmer. Det som kan
forhverve os en sand Høyagtelse og skaffe os en varig
Lykke i Verden, er allene Uskyldighed og Dyd, og naar
vi taber dem, saa er alting tabt for os. Selv vore Yn¬
digheder og indtagende Væsen, som gemeenlig til vor Lyk¬
ke tildrager os mere Beundring, end Dyden selv, bliver
uden den en Gienstand for Foragt. De fleste Personer af
Mandkiønnet har i mange Tilfælde giort det til en Ære, at
fornærme Dyden; de tilgiver sig selv alt, men os tilgiver
de slet intet. De fordømmer ikke sig selv, naar de begaaer
virkelige Udskeyelser, men os fordømmer de allerede, naar
de ikkun formoder, at vi kunde begaae dem. Det synes
at vort Kiøn selv er endnu lykkeligere derved, end Mand¬
kiønnet, efterdi mange af vort Kiøn holdes tilbage fra at
begaae Lasterne i det ringeste af Frygt for den udvortes
Skam, da Personer af det andet Kiøn overlader sig til
sine Udskeyelser, uden ringeste Undseelse for nogen Skam.
Men hvor farlig bliver ikke deres Uforskammenhed for os
Saa hastig de ere til at fordømme os, saa lidet overveyer
de, at det ofte ikkun er deres Eftersettelser at tilskrive,
naar en Person af vort Kiøn overtræder sine Pligter. Naar
de synes meest at ære os, saa ere de vore største Fiender.
Hvormeget har de ikke opfundet for at bringe os saaviidt,
at de kan hade os og have Afskye for os? Lovtaler, Cares¬
ser, Smigrerier, Beklagelser, Sukke; med faa Ord,
de Lasters Kunster ere utallige, som anvendes, for at skil¬
le os ved vor største Rigdom. De skulde selv giøre sig al
Umag, for at bevare os og holde os ved Dyden, efterdi
Naturen har skabt os for dem; men saa driver de deres
fiendtlige Anfald imod os saavidt, at de regne os Uskyldig
hed selv til en Forbrydelse, naar vi ikke ville lade os for¬
føre af dem. Jmodstaae Lasterne og Udyden, og de skal
beskylde dig for en overdreven Strenghed for en Uretfærdig¬
hed imod deres Kierlighed, for en Følesløshed og andre
dig ubekiendte Feyl. Betænk nu dit Kiøns naturlige Skrø¬
beligheder, og de Omstændigheder, hvorudi Mandfol¬
kenes Tyranme har sat os. Vi ere af Naturen forfænge¬
lige eller i det mindste meget tilbøyelige til Forfængelighed;
vor Egenkierlighed merker snart, at vi ofte befalder med
vor Ansigt, og med vor indtagende Væsen og udvortes
Skiønhed, som vi ikke har givet os selv, men som er no¬
get naturligt hos os. De overtaler og indbilder os, at
vi fra vor Fødsel af ere bestemte til at roses og berømmes,
uden at vi har fornøden at fortiene samme, og derover
forglemmer man lettelig, at man fornemmelig skal være
elskværdig ved Dyden. Man henvender vor Forstand ime¬
dens vi endnu ere unge, til Smaating og Dukketøyer;
den sædvanlige Opdragelse holder os i Vankundighed og
Uvidenhed og den mindste Deel Fruentimmer har saadan¬
ne Fædre, som du har havt en, dersom han ikke var ble¬
ven dig saa tidlig frareven ved Døden. Naar en Person
af det Kiøn, som du har dig saa meget at befrygte for,
faaer Fortienester, saa er det ikke saa stort Under. Det
er ikke saa vanskeligt at have Fortienester, naar man tør
have Forstand, men det er et Fruentimmer ikke tilladt.
Et Fruentimmer, som læser Bøger og Skrifter, ved hvilke
hun vil skaffe sig en opklaret Andagt, et forbedret Hierte,
