samt lære at kiende Dydens Skiønhed, bliver latterlig
derover i den store Hobs Øyne. Derover formanede jeg
dig min Datter saalænge du endnu var hos mig, at du ik¬
ke skulde lade nogen see dine Bøger, eller lade dig merke
med, at du var hengiven til Læsning. Det andet Kiøn
har Venner eller kan søge Venner, og hvad kan giøre os
uforanderligere i Troeskaben imod Dyden, end det sande
Venskab? Men hvor skal et Fruentimmer søge Venner?
Jblant Mandfolkene? Jeg har ofte sagt dig, mit Barn,
at Verden anseer det for en Forbrydelse imod vor Dyd,
om vi har og omgaaes med en Ven, som ikke er declare¬
ret for vor Kiereste eller Brudgom. Du tør meget mere
haabe om dit Kiøn, at du skal finde Veninder deriblant.
Den almindelige Opdragelse vænner os alt for tidlig til
Jalousie imod hinanden; man lærer os, at vi overgaaer
andre Fruentimmer, naar vi enten ere smukkere, eller har
en bedre Pynt og Stads end de. Venskab kan altsaa umue¬
lig bestaae med Forfængelighed. Du er smuk, min Dat¬
ter, og du har af Natureu faaet en indtagende Skiønhed,
som skulde være farlig for dig, dersom du i de Aar, da
den første Forfængelighed yttrer sig, heller havde anhørt
Speylets Lære, end din Moders Underviisning. Jeg siger
dig, hvad Smiggrere og Letsindige utallige Gange vil sige
dig, paa det at det ikke skal giøre noget Jndtryk hos dig
naar de siger dig det, at du er smuk. Dersom du ikkun
saae mine Øyne og mine døende Læber! Det var og engang
den Tid at man roste dem. Hvor skulde dog dette Syn
væbne dig imod alle Smiggrerier, som man vil giøre dig
formedelst din indtagende Skiønhed! Det er sørgeligt, min
kiere Datter, hvad jeg siger, det er meget sørgeligt. Maa¬
skee du ikke nogen Tid mere i din heele Livestid vil høre
noget Menneske at tale saaledes om Skiønheden; men nu
taler en Moder med dig, som elsker dig og skal forlade dig.
Du kan glæde dig over, at du er smuk, saalænge du bli¬
ver dydig; thi Skiønheden er en Himmelens Gave; men
dersom du hos nogen Person af dit Kiøn merker en større
Dyd end din egen, saa troe, at hun besidder flere Tekke¬
ligheder, end du. Hun er smukkere end du, fordi hun
er dydigere.
Naar du har begrædt min Død, saa maae du lade
dig see iblant dine Paarørende og i Selskaber; og da vil¬
le de Farer vove sig frem, som hidindtil endnu har holdt
sig noget forborgne. Du vil faae Fruentimmer at see,
som søger deres eneste Roes og Berømmelse derudi, at de
bliver omringede af en Mængde falske Elskere. Disse Be¬
dragere ville maaskee og sige dig, at du er elskværdig, for¬
di dit Ansigt er ungt; de ville smiggre for dig, og giøre
dig forfængelig, fordi de ere selv forfængelige; de ville for
sikkre dig om, at de elsker dig; men deres Hensigt er ikkun
at giøre dig til deres Forfængeligheds Triumph, dersom du
vil fæste Troe til deres forræderske Eder og Forpligtelser.
De ville søge at tilfredsstille deres Stolthed, for at kunde
foragte dig. Jntet er farligere for Dyden hos et Fruen¬
timmer, eller som er det samme, for et Fruentimmers
Lyksalighed, end Begierlighed efter Erobringer. De afta,
ger tilligemed det Indtagende i Skiønheden, og en Person,
som ikke vil tabe denne indbildte Fornøyelse, taber gemeen¬
lig ikke allene den, som ved varer alle Aar, men maae end¬
og bruge tusinde nedrige Kunstgreb, til at erholde den ind¬
bildte Fornøyelse, og endelig oprører al Jndbildning. Det
verste er, at det i vore Tider ikke er nok, at være smuk og
artig, naar man endog forlanger den forfængelige Glæde,
at blive beundret af en Sværm Tilbedere. Verden har
saa fordervede Øyne, at den ikke bliver rørt af Skiønheden,
naar den ey bliver oplivet af en vis mild og lystig Anseelse,
som man kalder med et ærligt Navn Friehed. Det er kom¬
met saavidt, at man i det mindste skammer sig og blues
ved at være dydig, naar man endog af Naturen eller
Opdragelsen bliver tilbageholdt fra, uden Betænkning at
opofre sig til Lasterne. Dersom du vilde treffe en Middel¬
vey imellem Dyden og Lasterne; have Tilbedere, uden at
afvendes fra din Uskyldighed, saa skulle dog din Forfænge¬
lighed selv slet intet vinde derved. Dine Elskere og Tilbe¬
dere skulle efterhaanden forlade dig af Fortrædelighed over
at de ikke naaede deres Hensigter, og dog altid indbilde
Verden, at de forlode dig, fordi de vare kiede af deres
Lykke. Endelig kommer de Aar, da Verden bliver uvis
om, enten man endnu er ung, eller bliver gammel. Nu er
da din Forfængeligheds Triumph forbi; dit Hierte har vant
sig til saa flygtig en Fornøyelse; Længselen bliver tilbage,
og tillige kommer den Fortrædelighed dertil, at den ikke
kan blive tilfredsstillet? Men hvorledes skal du undgaae de
vildrasende, som ofte ere saa uforskammede, at de ikke la¬
der sig afskrekke ved den Strenghed, hvorved et Fruentim¬
mer vaager over sine Pligter? Du tør ikke ved at befrygte
dig derfor, og du behøver slet ikke at ville mishage dem.
Du tør ikke engang straffe dem med Foragt. Din Uvil¬
lie og Foragt skulde være en alt for stor Ære for dem; thi
du maatte da have givet Agt paa dem og fornummet og
følet deres Fornærmelser. Du er sikker nok for dem, naar
du ikkun ey vil befalde dem, og saadanne Egennyttens For¬
fængelighed, som ere egennyttige Beundrere af os, kan man
ingenlunde meere ydmyge, end naar man ikke giver Agt
paa alle de Anstalter, som de giøre imod vort Hierte. Den
første Gang afskrekker vist nok saadan en Opførsel dem ikke;
de holder den for en antagen Adspredelse og hemmelig Op¬
muntring; de indbilder sig, at man ikke vil see deres Fore¬
tagender, paa det at de skal igientage og fordobble samme.
Men naar deres Jndbildning endnu eengang eller to Gan¬
ge bliver igiendreven, saa ophører de, enten af Fortræde¬
lighed eller Forfængelighed, at forfølge os. Maaeskee du
treffer nogle, som ere endog saa uforskammede, at de un¬
derstaaer sig, aabenbare at fornærme dig. Men viid min
Datter, at Dyden har visse Øyekast i Magt, for hvilken
den frekkeste Udyd skielver og bæver. Du har, som jeg for¬
moder, ikke fornøden at giøre dig megen Umag derfor; thi
jeg har, fra dine første Aar af, søgt at opdrage dig til Dy¬
den, saa at saadanne Øyekast i Nødsfald maae være dig
naturlige.
Alt dette siger jeg dig ikke, min kiere Datter, for at
bibringe dig nogen Modbydelighed for Kierlighed. Ney,
mit Barn, jeg vil ikke giøre dit Hierte uømfindtligt, men
