Alle deres Forretninger bestaaer i at klæde sig paa klæde sig om
igien, at give og tage imod Besøgelser, at opfinde Moder og
bedømme de opfundne. Tolv Aar leger de med deres Duk¬
ker, og tyve eller tredive leger de med sig selv. Saalænge
Ungdommen varer, kan de maaskee være tilfreds og finde sig for¬
nøyede dermed, fordi de foretager ikkun alt dette, for at blive seete.
Men naar denne Tid er forbi. Naar man ikke meere seer dem eller
ikke meere vil see dem, naar man beleer dem, fordi de opholder sig
saalænge ved Natbordet, og ville endnu giøre Selskaber opmerksom¬
me paa sig, saa forandrer deres Forfængelighed Gienstanden, og af
Fortredelighed over, at de nu ikke meere kan behage Jorden, saa ville
de befalde Himmelen. Men det er ikke den Religion som kan giø¬
re Alderdommen og Døden behagelig, og opfylde dit Gemyt med
Lys og Tilfredsstillelse. Du har elsket mig, min elskeligste Dat¬
ter, og din Kierlighed giver mig det visse Haab, at Lærdomme
bestandig skal blive i din Hukommelse. Jeg behøver ikke at bede
dig, at komme hastig til mig. Himmelen giver mig maaskee den
Trøst, at du med dine Hænder kan tillukke mine bristende Øyne.
Jeg har herhos lagt et Brev til din dyrebare Tante, hvorudi
jeg beder hende at følges med dig, om hendes Omstændigheder
ville tillade det. Hvor høyt og meget elsker jeg hende dog, og
med hvilken Ømhed vil jeg vise min Taknemmelighed imod hende
for den Kierlighed, som hun beviser dig. Jeg beklager mig ikke
over Forsynet, at det ikke giver mig noget længere Liv, men jeg
vil endnu takke det for en Lykke meere, om det endnu sparer mig
Livet saa længe, indtil jeg endnu engang faaer omfavnet dig,
min elskeligste Datter, og vor Ædelmodige Veninde. Jeg tviv¬
ler næsten derpaa; men om jeg endog døer forinden, saa døer
jeg dog med den Tillid, at min Datter ikke kan være ulykkelig,
efterdi Himmelen altid belønner Børns Lydighed og Kierlighed.
Jeg velsigner dig nu maaskee sidste gang, og er indtil min sidste
Aandedræt din kierlige Moder.
Fætteren.
Denne Gang vil jeg fornøye det Slags, som plages af
den søde Melancholie; De Stakler ere i Sandhed ynkvær¬
dige nok. Disse tvende Arier eller Elskovs=Sange har
nogle Gange udpresset Taarene af mine Øyne, i hvor haard¬
hiertet jeg end er ved Sligt. Skulde jeg være saa heldig
at fornøye nogle med disse Liv=Stykker, skal jeg en anden
Gang giøre mig en Fornøyelse af at opvarte med fleere.
Clarice, mindes du, den Gang
Da jeg i Marken laae;
Og om min søde Frihed sang,
Før jeg din Skiønhed saae;
Saa mindes du da ogsaa vel,
Hvordan det med mig gik,
Da din Clitander blev din Træl,
Og du hans Hierte fik.
Jeg saae dig første Gang, jeg gik
Og vogted mine Faar,
Mit ubevæbnet Hierte fik,
Da strax sit Bane=Saar.
Min fængslet Friehed blev den Krands,
Og Seyers=Tegn du bar,
Da jeg af din fuldkomne Glands
J Lænker sluttet var.
Her blev jeg da Clariees Træl
O søde Slaverie!
Thi naar det gaaer en Træl saa vel
Hvem vil da være frie?
Ney, ney jeg aldrig anker paa
Din Haand har fængslet mig.
Hvad Frihed! naar jeg blive maa
Saa glad en Træl hos dig.
Thi denne Lænke! som jeg bær,
Den er saa let og sød,
At Fængslet selv min Frihed er,
Og Frihed blev min Død.
Saa giv da Deyligste! giv mig
Den Ret, som Slaver skeer,
At tiene, leve, døe hos dig,
Saa ønsker jeg ey meer.
Jeg Falskhed ey opamme lod,
Det Hierte dig har kiær,
Troer du mig ey, saa kræv kun Blod
Mit Vidne ferdig er,
Ja Døden selv skal være mig
Den mindste Trøst jeg har,
Naar kun min Død kan vise dig
Hvor troe din Slave var.
Og naar jeg da i dine Baand
Skal engang takke af,
Saa lad da denne søde Haand,
Optegne paa min Grav:
Her ligger den, som elsket har
Til sidste Aandedræt
Saa Døden selv hans Vidne var
At han har elsket ret.
Jeg elskte kuns Jsmene,
Jsmene elskte mig,
O! Himmel hvilken Scene!
Hvor var jeg lykkelig!
Ak Skiæbne vil du ramme
Jsmene - saa - dog ney.
Mit Hierte er det samme -
Ak straf Jsnene ey
Hvor har du giennemboret
Mit Hierte - Ak! du vil
Da glemme, Du har soret,
At høre Damon til
Du Selims Haand begierte
Jsmene Selims? – Ney:
Rør Amor Hendes Hierte
Men straf Jsmene ey.
Her under disse Bøge
Her fik jeg mangt et Baand;
Her saae man os tit spøge;
Her fik jeg først din Haand,
Her fik du min - ja mere:
Den Ring - troeløse-
ney
Mit Hierte kan ey mere -
Ak straf Jsmene ey
Du grov i disse Linde
Troeløse! selv din Grav,
Her (skrev du) skal den finde,
Som utroe er, sin Grav;
Ak: Guder - min Jsmene
Hun skulle straffes - ney
Hævn jer paa mig allene
Kun straf Jsmene ey.
