hovedet ikke var Uret, at bede om en Mand. Fruentim¬
mer befinder sig ofte i Omstændigheder, hvor et Giftermaal
ikke allene er en Lykke for dem, men og en Befrielse fra
meget Ondt. Sæt engang en Pige, som befinder sig hos
meget sære og forunderlige Sted=Forældre, eller hos gru¬
somme Paarørende, eller i haard og streng Tieneste, eller
ikke i Stand til at ernære sig ærligen. For saadan en er
et got Giftermaal en dobbelt Lykke. Hun kan altsaa bede
om en Mand, uden at hun giør nogen daarlig Bøn; om¬
endskiønt at denne Bøn visselig altid maae skee med Vil¬
kaar, efterdi mange ved Giftermaal slipper fra et mindre
Onde, men falder i et Større.
Doris. Jeg kan endnu ikke komme til rette med den
Tanke, at bede om en Mand. En Christen skammer sig
ikke ved sin Bøn; men siig mig engang, Madame, vilde
det ikke komme os allesammen meget latterligt for, om vi
hørte en Pige at bede om en Mand.
Matronen. Det skulle ikke altid synes Dem at være
latterligt. Desuden saa er denne Bøn ikke at giøre for
Menneskens Øren. Maaskee det skulde synes latterligt, om
nogen bad om Kydskhed; men den Bøn er dog altid me¬
get vel gjort. Man tør ikke ved, at bedømme en Sag ef¬
ter det, som er latterligt for andre. Lad os engang sette
at to Elskende ere i en fortrolig Samtale med hinanden.
Den tredie Person vil meget af Samtalen forekomme lat¬
terligt, som i samme Tilfælde synes at være af største Vig¬
tighed for dem selv. Men just derfor er det en fortrolig
Samtale. Jkke Sagen selv, men den Omstændighed at
den ikke er hemmelig nok, tykkes os latterlig. Vi bede om
det, som er et Gode for os. Nu maae hun tilstaae at et
lykkeligt Giftermaal er et Gode; men at samme beroer
paa den Person, som vi gifter os med.
Doris. Det er sandt. Jeg Laster heller ikke saadan en
Bøn. Men jeg indseer ikke den Nødvendighed, just med
saa mange Ord at melde om et Giftermaal, en Mand
og saa videre. Naar jeg overhovedet beder om min Lykke,
og en Mand er en Lykke: saa giver det sig nok med Resten.
Matronen. Hun slutter dog Manden altsaa med ind
i Bønnen; i det mindste lukker hun ham ikke ud deraf.
Doris. Jeg tænker slet ikke paa nogen Mand, saa jeg
kan hverken lukke ham inde eller ude.
Matronen. Got, men om hun nu var i Begreb med
at udvælge sig en Frier? Siig mig da, hvorfor ere vore
Brude ofte saa urolige? Hvad betyder disse Taare, som
triller dem Strømmeviis ned ad Kinderne ved en Leylighed,
som dog skulde være en Glædes=Fæst. Vi ville ikke skiem¬
te derover. Er ikke Aarsagen dertil den Tanke, du giør
nu et vigtigt Skridt, et Skridt, paa hvilket din timeli¬
ge, ja vel endog ævig Lyksalighed eller Ulyksalighed beroer,
et Skridt, som maaskee er det klogeste, maaeskee og det
daarligste, som du i din heele Lives Tid har gjort; med
et Ord, du staaer i et viidt udseende og farlig Situation.
Skulde da et Hierte ikke der vente den samme Tilfredsstil¬
lelse af Religionen, som denne Himmelens Datter skaffer
os i saa mange andre vigtige Tilfælde af vor Levnet? Og
hører ikke Bønnen til Religionen?
Phillis. En Person, som gifter sig, kommer mig for li¬
gesom den, der foretager sig en lang Reyse. Han veed,
hvorledes han begynder Reysen, men ikke hvorledes han
skal fuldende den. Hans Klogskab er tilstrekkelig, at ud¬
vælge sig en Reyse=Kamerat efter hans Smag, som synes
i særdeleshed at være skikket til hans Fornøyelse, til hans
Beskyttelse og til hans Hielp. Han giør alle sine Indret¬
ninger paa det forsigtigste og fornuftigste. Men dog er han
endnu bange, dog bliver meget uvist for ham. Hvo vil
vel lee ham ud, om han begynder denne Reyse med Bøn
og Paakaldelse?
Lucinde. Men jeg tænker immer, naar jeg anseer saa¬
dan en Bøn, saaledes som den gemeenlig er, at det er
meer en Forsyndelse, end en Gudstienestes Gierning. Be¬
tragt dog engang de fleeste Exempler paa Giftermaale, hvor
enten Kierlighed eller Gierrighed, eller og en anden Fak¬
kelbærer gaaer forud. Man giør forhen alle sine Anstalter
saaledes, at der neppe mere er noget at ændre; siden tæn¬
ker man først paa, at man endnu er den kiere Gud Cere¬
moniellet skyldige. Saadan en Bøn forekommer mig ikke
allene latterlig, men endog ussel og elendig, Man udbe¬
der sig det af Gud, hvilket man allerede ligesom har berø¬
vet ham; eller man vil, at den Forsigtighed, om vi har
begaaet nogen Daarlighed, skal gotgiøre den igien, og for¬
vandle den til Visdom. Kan saadan en Bøn behages
Gud?
Matronen. Ney aldrig! men vil hun vel, fordie man
beder ilde, heller gandske efterlade Bønnen?
Lucinde. Det er ikke Meeningen. Men vanskeligt er
det, at vogte sig her for Daarlighed. Mennesket bilder
sine Ønsker for sig selv; disse har han næsten stedse i Tanker,
naar han beder; han stiller billedet ligesom frem, og vi¬
ser Gud det, uden just at sige det saa tydeligt, at han øn¬
sker, hans Lykkes Pagtes=Tabernakel maae bygges derefter.
Han sætter sine Ønskers Opfyldelse hemmelig til de Vil¬
kor, paa hvilke han vil takke Gud. Med et Ord: De veed
det jo, at det Menneskelige Hierte er meget naragtigt; og
naar man bilder sig ind, at være sysselsat med den helligste
Forretning, har man ofte meest Forladelse nødig.
Matronen. Denne Anmerkning geraader hende virkelig
til megen Ære; den er ligesaa sand, som brugbar og for¬
nøden; men man maae slutte rigtig deraf. Da skal man
desto omhyggeligere give Agt paa sig selv, intet ønske hef¬
tigt, intet foreskrive Forsynet, og lettelig stille sig tilfreds,
om det ikke gaaer efter vort Sind.
Doris. Men, hvor kommer vi da endelig ud af det?
Skal man tillukke sin egen Forstands Øyne og blot bede;
overlade alting blindt hen til den Guddommelige Regiering;
og ikke selv dømme, vælge eller forkaste? Det var jo det
samme, som om man skulde skienke sit Hierte bort ved Lod¬
kastning?
