Matronen. Det ene er ikke imod det andet, og intet
vil være uden det andet. Jeg kan, jeg skal selv overlegge;
men hindrer det, at jeg ikke ogsaa spørger Venner til
Raads, som ere mindre indtagne, har mere Erfarenhnd,
og ivrig ønsker min Lyksalighed? Nu da! anseer hun Gud
som som saadan en Ven?
Doris. Men hvorledes kan jeg vide, hvad Gud vil
raade mig? Skal jeg vente en Jndgivelse, en Ahndelse,
eller noget deslige? Skulde det ikke være saa overtroisk,
som hiin, der efter lang Bøn vilde ægte den første, hvilken
den kiere Gud førte til ham paa hans Kammer, og som
en Time derefter forlovede sig med sin Vasker=Kone?
Matronen. Det var ingen christelig men en dum Til¬
lid. Forlad mig dette Udtryk. En oplyst Tillid maae
have guddommelig Forjettelse for sig, ellers gaaer man i
blinde. En Christens Tillid maae ogsaa være beskeden
og ey forlange Mirakler. Men desuagtet bliver hans Til¬
lid, hvad den er og skal være. Jeg kan da forsikkre mig, at
Forsynet, hvis Raad jeg alvorlig søger, vil ogsaa velsigne
mine Beraadslagninger; at det veed Middel til i Tide at
advare mig for Bedragerie; at det giør mit Hierte roligt,
naar jeg har fattet en Beslutning. Denne Pligts Udøvel¬
se selv, at søge Guds Ansigt i en saa vigtig Sag, giør alle¬
rede Hiertet visere, at man ikke saa let forblindes af det
udvortes Skin, eller lader sig regiere af Affecter, hvilket
er gandske anderledes ved de blot sandselig tænkende og sand¬
selig handlende Mennesker. Der behøves altsaa ingen Gud¬
dommelig Jndgivelse. Beed, overleg saa med Fornuften,
spørg kloge og erfarne Folk til Raads; fat derefter modig
en Beslutning, og bliv bestandig derved. At adlyde den
guddommelige Orden, er saa got, som en Bøn. Men
det er den guddommelige Orden, at bruge sin Fornuft og
følge vise Raad. Dog maae ikke forglemmes, at Bønnen,
som et vigtigt Stykke, henhører altid med til denne gud¬
dommelige Orden.
Fætteren.
Begivenheder og Jndfald.
Om Læger.
Da Andreas Baccius, en meget duelig men egensindig
Læge i Florenz, blev kaldet til en syg Kone, saa følte han
hende først paa Pulsen, og da han befandt en sterk Feber
hos hende, spurgte han hende iblant ogsaa hvor gammel
hun var? Hun havde neppe sagt, at hun var 80 Aar gam¬
mel, førend han slængte hendes Arme tilbage, og sagde
gandske vreed og bittert til hende: "Hvor længe agter J da
vel at leve paa Jorden? Han gik derpaa strax bort igien.
En duelig Læge, ved Navn Falconet, blev kaldet til en
Dame, som var syg i Jndbildningen. Han spurgte hende,
hvad hun fattedes? Hun sagde ham, at hun kunde spise,
drikke og sove got, og havde alle Kiendetegn ved sig af en
fuldkommen Sundhed. "Nu got, sagde Lægen som et vit¬
tigt Hoved, lad hun mig ikkun gaa. "Jeg skal nok fore¬
"skrive hende et Middel, som skal befrie hende fra det alt¬
sammen."
En Syg, som blev tilspurgt, hvorfor han ikke lod kalde
nogen Læge til sig, svarede: "Fordi jeg endnu ikke har Lyst
til at døe."
En Læge, som tog det ilde op, at man i Almindelighed
talede slet om Lægerne, sagde: "Over mig kan ingen bekla¬
ge sig." "Ney, svarede man ham; thi J skiller dem
"alle ved Livet, som J faaer under eders Hænder."
En Mahler, hvis Færdighed i Mahlerkunsten var meget
middelmaadig, lod sig falde ind, at blive en Læge. Da
man nu spurgte ham om Aarsagen dertil, svarede han:
"J Maleriet kan alle Feyl sees, men i Lægekunsten bliver
"de begravne med den Syge, og man kan lettere slippe ud
deraf.-
En Læge, som var et hidsigt og egensindigt Hoved, fik
Tvistighed med Een, og truede ham, at han vilde tage
ham af Dage. "O derfor er jeg just ikke bange, svarede
"den anden; thi om jeg bliver syg, saa vil jeg ikke lade
"dig hente.
Man fortæller om en Schweitzersk Læge, at naar han
gik forbi en Kirkegaard, saa skiulte han altid sit Ansigt
med sit Tørklæde; og da man spurgte ham om Aarsagen,
svarede han: "Jeg frygter, at nogen af de mange Folk,
som her befinder sig ved mine Curer, skulde kiende og an¬
"taste mig."
Triller fortæller, at en Læge, som han har kiendt, stedse
bar en Pose fuld af Recepter hos sig. Naar en Syg
spurgte ham om Raad, lod han ham gribe i Posen i blin¬
de, og udtage en Seddel, og forsikkrede ham, at den Re¬
cept, som fandtes derpaa, var det beste Middel for den
omspurgte Sygdom. En Dame, som havde en Byld i
Halsen, tog sin Tilflugt til ham, udtrakte en Seddel af hans
Pung, og maatte hiertelig lee, da hun saae, at det var en
Recept til et Clysteer; men formedelst hendes sterke Latter,
gik der Hul paa Bylden og hun blev frisk.
