1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 41
Samleren.
D¬
senne Gang maa jeg svare til mit Navn. Vore
Sælskaber har befalet mig denne Gang at føre i
Pennen, eller rigtigere, at fortælle, hvad der paa
denne Tid i sær har hendet og vederfaret enhver af os. Vo¬
re Blade, siger de, har Navn af Fruentimmer= og
Mandfolk Tidende, og det Ord Tidende betyder egent¬
lig saadant et Blad, som medbringer lutter Nyeheder,
følgelig vil vi og denne Gang fortælle lutter Nyeheder; dog
saadant Nyt, som mestendeel har hender enhver af os.
Men i det vi anfører vore egne Sager og Hændelser, maa
vi og tillige berøre nogle fremmedes og andres; thi man
veed jo, at det ene Menneske staaer i Connexion, Samfund,
og Forbindelse med det andet. Her vil jeg da over¬
levere vore Læsere, hvad der i vort Sælskabs sidste For¬
samling blev besluttet at skrive i dette Blad. Jeg vil giø¬
re Begyndelsen med vores
Præste=Enke.
Denne meget skikkelige Enke, og som virkelig er en ret
Enke, ey saadan en, som var Melancholisk og tungsindet
medens hendes Mand lrvede, og efter hans Død, som
mange andre begyndte at leve, ney langt fra; hun er en
meget ærbar Enke; hun overlader sig ikke til Vellyster;
Hun tænker aldrig meere til at forandre sig; som mange,
hvis Enke=Sorg gaaer allene ud paa, at kunde behage
paa nye, og at farandre det enlige og kiedsommelige En¬
ke=Sæde med en Brudeseng. Hun er tarvelig, dog net
i Klædedragt, ikke som mange Enker, dem man neppe skal
kunde kiende fra de meest pyntede Brude. Denne vor Præ¬
ste=Enke, som altid behagede os med sin Nærværelse i vore
Sælskaber; thi hun var og er virkelig et Exempel paa Dy¬
den, blev nu nødt til ved sidste Fyttetid at forlade Staden,
for at drage ind i et lidet Herberge paa Landet, hvor Leve¬
maaden, Huusleyen og Jldebrand ey er saa kostbar. Hen¬
des liden Pension, som Præste=Enke, tillod hende ey læn¬
ger at opholde sig paa dette kostbare Sted, hvor alting
bliver jo længere jo dyrere. Hun kunde ikke uden Veemo¬
dighed sige os Farvel, og vi kunde ikke uden med rørte Hier¬
ter ønske hende en lykkelig Reyse. Dog, har hun lovet frem¬
deles at forblive i vort Selskab, og om hun ikke mundtlig
kand tale med os, vil hun dog ikke forglemme at sende os
et og andet Stykke til vore Blade, som hun i sin Rolig¬
hed paa Landet enten selv kan optænke, eller og af hendes
Mands efterladte Papirer og af andre smukke Bøgger. -
Hun tog Afskeed, og overleverede mig denne af hendes
Salig Mand forfattet og nu paa hendes Omstændigheder
passende Sang, som var hende til stoer Opmuntring; den
viser, at ve skal være uforsagte i de os tilfaldende Hendelser,
I. Kummerlige Leve=Dage!
Himmel! Agt dog paa min Klage!
Jngen mig ey hielpe kan
Udi Verdens Fahre=Vand.
See, hvordan mit Skib det hvipper
Op og need blandt Skiær og Klipper,
Kan ey komme ind i Havn.
Hav! tog det udi din Favn.
2. Hvi forsagt? om jeg maa spørge?
Har du Aarsag til at sørge?
Himlen selv dig tager an
Midt i Verdens Fahre=Vand.
Lad kun bruse, lad kun larme.
Himlen tager dig i Arme.
Haabet kun paa Herren kast
Saa forgaaer ey Skib og Mast
3. Jeg nu Boepæl skal forandre.
Og som Pillegrim maa vandre.
Dog, hvad er vi Mennesker?
Jkkun Pillegrimme her.
Trøst! vi dog engang skal flytte
Udaf denne Jordisk Hytte,
Jnd udi de Boliger,
Hvor Omskiftelse ey er.
Paa dette Sted, som synes det beqvemmeste, maa jeg og
denne Gang melde et par Ord om vores forrige Selskabs=Lem
Barbeer Enken.
Efter hende er der skeet mange Spørgsmaale, fordi
hun ey i saa lang Tid har talet og givet et got Raad i
vore Blade. Mogle har endog vildet meene, at vore Qvak¬
salvere, og saadanne, som curerer under lukt Laag og i
Smu, havde formaaet Vedkommende til at stoppe
Munden paa hende, saasom de tabte en hoben af deres
uvisse Jndkomster, ved det at hun meddelede saa mangt et
got Raad for intet. Men herudi har man taget mærkelig
Feyl. Enhver kunde let indsee Nytten af hendes Huus¬
Raad, og, at ingen, som rettelig forstaaer Læge=Kunsten,
kunde tabe derved. Skaden var langt mindre for Staten,
om alle Qvakslvere døde. Hvor faa blev ikke tilbage af
dette Slags i Constantinopel, da Stor=Sultanen begynd¬
te at jage efter dette Slags Bønhaser. Tænk engang! af
10000, som passerede for Læger, bleve ikkun 50 antagne,
og af disse 50, blev ikkun en eneste erkiendt for dygtig Læ¬
ge, og denne var en Jøde. Dette var en Pokkers Degra¬
dering. Men vel var det for disses Ordens Brødre, at denne
Reformation strækkede sig ikke længer end til dem i Constanti¬
nopel. Vons Barbeer-Enke skal nu ikke fornærme nogen me¬
re. Nok at hun havde den Lykke at curere en eneste Patient.
