ter en troe Tieneres Løn. Og naar hun ikke kan tiene længer,
haaber hun at vederfares den Barmhiertighed, at komme ind
i Wartou.
Lad os nu see, hvorledes det i denne Tid er gaaet vores
Gamle vægelsindede Jomfrue.
Jo, hun spaaede rigtig nok ved sidste Flyttetid, at hun
kom nok til at flytte den 100de Gang her paa Jorden, førend
hun flyttede ind i Evigheden. Hun er slet ikke i god Homeur
i denne Tid. Hun er meget forbittret paa alle Verter og alle
Tieneste=Piger. Tænk engang, hun har maattet skifte Pige
og flytte. Ja, det er i Sandhed og tungt nok. Hendes
forrige Pige, sagde hun ret med en forbittrende Latter, skal
ikke rose sig af den Løn, hun løb af med; thi hun formeerede
hende saadan en Regning, at Pigen af sin Løn fik net op 2 Mrk.
og 4 Skill., og at man ikke skal tænke at saadant er utroligt,
da vil jeg her anføre den Regning Ord fra andet, som den
gamle Jomfrue forelagde sin Pige til Betaling:
Pigens halve Aars Løn skulde være 5 Rdlr.- Mk. - s.
derudi afgaaer:
1) For det i Huuset i tu slagne:
-Rdlr. 1 Mk 128.
1 par Theekopper med Hank
1 dito Underskaal- - - -
1 Aqvavit=Glas - - 1.
1 Flaske - - - - -
1 Leer=Potte - - - -
2) For bortkommet i Vasken:
1 Lagen. - - - - - -
1 Dug -- - - - -- -
1 Serviet (nu er Dusinet spoleret)¬
1 Stk. Kniplinger-- - - - - -
1 Nat=Kappe - - - - -
1 Korse=Klæde - - - -. -
3) For bortkommet i Huuset:
1 Tin=Fad. - - - - - -
1 dito Tallerken - - - - -
1 Profit=Pind -. - - - -
Summa Summarum 4 Rdlr. 3 Mk. 12 s.
2 Mk. 4z.
blev igien, som Pigen bekom
Paa denne Regning er endda intet løyet og opdigtet, som mange
bruger, der endog undertiden giemmer deres Tøy og beskylder Pi¬
gerne, for at faae Sag til Afkortning i Lønnen. Pigen tog de
2 Mark 4 Skill. og gik; men forsikkrede, at hun aldrig skulde fæste
sig til nogen gammel Jomfrue meere. Hendes nye Pige har og
mødt hende paa Gaden Dagen efter, og forsikkrede, at hun nu
havde en galant Tieneste, uagtet hun havde kun været der een Nat
og en halv Dag. Men det er saa gammelt, at de nye Koste
feyer best. Vores gamle Jomfruemaatte nu ogsaa flytte den
100de Gang, fordi hendes Vert lagde paa Huusleyen. Hun
er nu flyttet langt op i de smaae Gader, hvor Værelserne ere
lettere. Dog var hun meget misfornøyet med de Folk, som
hun kom ind efter; thi de havde ladet ligge en Hoben efter sig
som de ey skyttede om at vilde flytte. Ja, deres gamle Senge
Halm laae endog midt paa Gulvet. Ja, Gulvet var ey engang
toet og mindre skuuret. Her rystede den gamle Jomfrue
med Hovedet. Det fortryder hende næsten, at han ikke slog til
med den kiønne gamle Mand, som friede til hende. Det var
Skade, at han sørgede kun for, hvad hun skulde leve af efter hans
Død; Men hun sørgede for hvad de skulle leve af medens de leve¬
de begae, og da han ikke kunde giøre Udveye hertil, blev der
intet af Mariagen.
Nu kommer jeg til vore Mandfolk. Lad os nu see, hvor¬
ledes det er gaaet vores
Borgeren i Hovedstaden.
Den gode Mand har og til visse maattet flytte i denne Tid
Af Huus=Eyere er han bleven Huus=Leyere. Han er dog ikke
kommet tilbage ved Forsømmelse i hans Forretninger, eller ved
Ødselhed og Overdaadighed. Han har levet som Borger, og
hverken han, hans Kone eller Børn har nogen Tid ført dem op
over hans Stand. Dette uagtet er han dog kommet tilbage.
Han veed ingen anden Aarsag dertil, end de kostbare og vanskeli¬
ge Tider; Brødet er dyrt og - - - -. Han maatte flytte
som sagt er, af sit Huus og Gaard, eftersom hans Prioritets Herre
opsagde ham Capitalen og han var saa uheldig, ey at kunde faae
en anden. Det er en meget Critisk Tid med Penge, de gaaer
saa underlig omkring i vore Tider; alt hvad man kan sammen¬
skrabe kan dog intet forslaae til at stoppe. Det er ligesom at
Penge har faaet en Væmmelse for at blive i Kiøbenhavn, de vil
heller Roullere over heele Werden. Havde han endda, stakkels
Mand kundet faae sine Værelser leyet bort havde han dog ikke endnu
selv maattet sidde til Leye. Men af de mange ledige Værelser
maatte man snart tænke, at Folk reyste bort af Kiøbenhavn for
at hente de Penge tilbage, som allerede ere bortløbne. O! kun¬
de de kun faae fat paa dem! Det gik denne gode Mand meget
nær til Hiertet, at han saaledes maatte rykke ud af sin Gaard,
som han saalænge havde besiddet. Vi havde nok at giøre for at
stille ham tilfreds. Er det ikke Elendigt sagde han med Taarene
i Øynene, at jeg en Kiøbenhavns Borger, som altid har været
i Agt og Ære, skal saaledes forvandels fra Huus=Eyere til Huus¬
Leyere, og det uden mindste Skyld og Aarsag paa min Side;
hvorfor skal dog den Uskyldige lide med den Skyldige? Vi vilde
havel trøstet og opmuntret ham; men han gik sukkende bort, og
haabede ikke bedre Tider uden ved Mirakler. Men hvad sagde da
Borgeren i Kiøbstæden paa Landet.
Ja, hvad sagde han? Ligesom den forrige. Jammer, Fat¬
tigdom og Dyrtid hersker der ligesom her. Brød=Kurven hen¬
ger ligesaa høyt hos dem, som hos os Ja, det, som værre er; de
kan ikke engang faae for Penge. Denne Mand, som tilforn har
været en meget velhavende Mand er i nogle Aar bleven saa svæk¬
ket og udmattet ved Qvægsygen og - - - at han af Frygt
for, ikke ret længe at kunde svare hver Mand Ret, har solgt sin
Gaard, indskrænket sig til det allerknappeste, har kiøbt et lille
ret Soer atisk Huus paa 3 Fag og det endda i en Afkrog. Skil¬
linger har han nok; men han tør ey være dem bekiendt, uagtet
han med megen Sveed, Fliid og retfærdig Møye har erhvervet
sig dem. Han har levet tarvelig og klædt sig efter sin Stand.
Hans Kone har endnu aldrig baaret en filke Kiol, og endnu langt
mindre en Fløyels Pels eller Kaabe, og hans Døttre har endnu
aldrig været puddret i Panden, end sige kreppet. Men siger han
uagtet vi har levet saa ærbar, har vi dog maattet sætte til
hvert Aar. Jeg seer Faren forud, og skiuler mig i en Afkrog.
Jeg kan ikke negte at det gik mig til Hiertet, da jeg maatte flytte
ud af min store Gaard, hvorpaa jeg havde sat saa mange Pen¬
ge; men best, at bære den Byrde taalmodig, som Skiebnen har
behaget at legge paa os. Min Kone derimod er meget utaal
modig over denne Krebsgang. Hun kan ikke saa vel finde sig i
mit Socratiske Huus. Hun er saa indkneben, og har ey sit
forrige store Rum at vende sig udi. Mine ældste Sønner har jeg
sat i Lære hos Fremmede, og mine Dattre har maattet tage tie¬
neste hos Gotfolk. Jeg holder det aldeles ikke for en Skam at
lade mine Døttre tiene. Min største Sorg er, at jeg nu i min
indskrænkede Stand ey har den Leylighed at tiene det almin¬
delige. Men hvad skal man giøre? Jeg er den eneste Kiøbmand
her i Byen, som endnu gaar med Sølv=Knapper i en brun Kiol,
alle de andres Sølv=Knapper ere forlængst afsprungne. Et li¬
det har jeg endnu fra forrige Tider; thi i disse skal man ikke leg¬
ge meget op. Det har min Sviger=Son faaet en Følelse af.
Men got nok til ham; hvorfor handlede han imod Lov og Forord¬
ning. Een eneste Vintte af 5 Visiteurer knækkede ham. Han
