1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 43
Den nyegifte Kone.
D¬
set er nu den syvende Gang, at Madame Abelone
har anmodet mig om mit Besøg. Hvilken Kone
lader sig vel syv Gange bede, førend hun gaaer i
Besøgelse? Man vil vist nok sige: at jeg har begaaet er
Stats=Feyl; men unge Koner, som først ere komne ind i
Verden, bør man holde lidet til gode, om de just ikke saa¬
nøye veed at i Agt tage alle Recesser. Og, om jeg skal
sige det reent ud, saa skiøtter jeg ey meget om den gode
Madames Omgiængelse; thi jeg har nogle Gange hørt
hende i andre Sælskaber. Men, for at føye min Mand,
maatte jeg dog, efter saa mange Jndbydelser, i Søndags
Eftermiddag aflegge et Besøg hos bemeldte Madame,
at jeg ey skulde synes alt for egensindig. Lad være, sagde
min Mand, at alle Sælskaber ere os ikke lige behagelige,
saa kan man dog ikke altid unddrage os for de ubehagelige.
u Jmidlertid bør man i de ubehagelige Sælskaber iagttage al
muelig Forsigtighed, at man ey yttrer sin Misfornøyelse.
Jeg aflagde alt aa denne lange ombedede Visite i Søndags
Eftermiddag, som sagt er. Ved min Ankomst forefandt
jeg to andre Madamer, som vare mig ubekiendte; den
ene hedde Madame Sibille, og den anden Madame
Magdelone. Jeg havde ladet mig melde, altsaa ventede
uan paa mig med Caffeen. Madame Abelone var i
Kiøkkenet og lavede Caffeen, da jeg kom, følgelig sad vi
tree Madamer gandske stiltiende, og saae og betragtede
hinanden fra Top og til Taa. Madame Abelones Com¬
plimenter og Utak, fordi jeg biede saa længe, vil jeg for¬
bigaae, jeg vil allene fortælle dem den Discours, som blev
ført, saa snart vi kom til Caffe=Bordet:
Samtale
Jmellem Madamerne: Abelone, Sibille,
Magdelone, Sip og mig.
Abelone. De skulde faae mange Utak Madame,
fordi de biede saa længe; men saaledes gaaer det
med de unge Koner. De kan aldrig faae afsyslet.
Magdelone. Jeg har den Ære, at gratulere Madamen
i deres nyegifte Stand.
Sibille. Jeg iligemaade. Dog ak! man burde meere con¬
dolere Dem, mit Barn. De vil nu først fornem¬
me hvad Vanskelighed den Stand fører med sig.
Jeg kan see paa Dem mit Barn, at Deres Mand
er ikke alt for god. Jeg beklager Dem.
Jeg. Min Mand, Madame! Jo, Himlen skee Tak: jeg
kan ikke klage.
Magdelone. Ja, ja. Det er i Hvede=Brøds=Dagene
endnu.
Abelone. Min Mand var og meget god i Førstningen;
men nu er han aldrig hiemme nogen Aften. Det
begynder ikke saa snart at mørkne, førend han ta¬
ger sin Hat, sine Handsker og sin Stok.
Magdelone. Hvor gaaer han da hen? søde Søster!
Abelone. Jh! hvor gaaer han? Disse politiske Sælskaber
har Pokker skabt. Min Mand er saa ivrig Cor¬
sicaner, at jeg kan høre ham snakke i Søvne med
General Paoli, og er saa ivrig undertiden, at han
er færdig at støde mig paa Gulvet.
Sibille. Ak! ak! det seer farligt ud paa Corsica; men saa¬
vidt jeg kan see forud, saa vil det ikke løbe saa let
af. Ak! min kiere Søster! det seer ud til farlige
Tider.
Magdelone, Det gaaer mig ikke et Haar bedre med min
Mand. Hvor han gaaer og ikke gaaer, saa har
han dog, naar han kommer hiem om Aftenen, Ho¬
vedet fuldt af Confoederationer og Polakker. Jeg
veed ikke, hvor han gaaer; men forleden Aften
troer jeg nok han kom fra et blodigt Feldtslag; thi
der var et stort Hul i hans Hoved, og han raabte
immer paa, at han, som ene Dissident var falden
midt i en Confoederation. Ja, han var saa druk¬
ken, at han talede Polsk, og dette Sprog forstaaer
jeg ikke.
Sibille. Det seer ilde ud i Polen. Ak! jeg seer forud,
hvorledes det vil gaae. Ak! Tyrken, Tyrken.
GHun græd).
Abelone. Giv sig tilfreds, Søster! Hvorfor græder De?
Vi lever jo i god Fred og Roe.
Sibille. Got nok. Men naar jeg tænker paa min kiereste
og beste Søn, som er reyst Udenlands, jeg frygter
han skal falde i Tyrkernes Hænder.
(Hun græd.)
Magdelone. Hvor er da Deres Søn? Madame Sibille?
Sibille. Han er reyst langt op i Jylland for at besøge sin
Moster! Gud forlade hende! Hun kunde ey faae
Rist og Roe, førend hun fik lille Hans at see
(Hun græd.)
Jeg. Der falder Deres Søn neppe i Tyrkernes Hænder.
Madame. (jeg kunde neppe bare mig for Latter.)
Sibille. Ja, ja, min kiere nyegifte Madame! De kien¬
der ikke endnu en Moders Hierte, men giv kun Tid.
De lærer det nok.
Jeg. Jnlland er dog temmelig langt fra Tyrkiet.
Sibille. O! der kan Tyrken snart komme. De har jo en
Spaadom i Tyrkiet, at det Tyrkiske Rige skal
mærkelig udvide sig, inden at vi skriver 1770. Hav¬
de jeg kun min Søn hiemme. GHun græd)
