1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 45
Florio, en Moralsk Fortælling.
D¬
lorio har megen sund Forstand; dog endnu mere af
et got Hierte, og er ey saa meget stolt, som han
dømmer meget meere med alt for stor Beskedenhed
om sig selv. En ædel Charakter! Unægtelig ikkun Skade,
at hans gode Hierte, og hans beskedne Føyelighed yttrer
sig ofte paa den sunde Forstands Belystning.
Dette gode Hierte og denne beskedene Føyelighed hav¬
de giort det til en Hoved=Regel for ham, i henseende til
hans Forhold i Verden: at man maatte stemme sig
til sit Sælskabs Tone. J lystigt Selskab, sagde han
vil jeg være lystig, og hos alvorlige Folk vil jeg være al¬
vorlig. Naar det gaaer maadelig til i Sælskabet er det
saa meget desto bedre; thi jeg gider ikke gierne drikke me¬
get. Naar Sælskabet er oprømt, muntert, og høytalen¬
de og leende, vel da, hvi skal jeg med en Sæde=Domme¬
res viise Mine tie stille iblant dem, og vil jage Glæden
bort fra de glade Hierter? Jeg har til Lykke en bestandig
Sundhed, og kan fordrage ligesaa meget som enhver anden,
hvorfor skulde jeg da være den første, som fordervede et got
Selskab? og om man vil spille, men fattes tredie eller fier¬
de Mand, nu vel, hvi skulde jeg sette mig derimod, om¬
endskiønt jeg ikke just gider vinde Penge fra mine Venner.
Og hvad Fruentimmer angaaer, hvo vilde da være uemp¬
findtlig imod dette elskværdigste Kiøn? Saaledes dømte
Florio, og man maae lade ham vederfares den Ret, at
han levede ligesaaledes.
For nogle Aar siden besøgte Philint ham, og læste,
ikke uden Forundring, en vis Misfornøyelse i hans Ansigt,
som syntes at forraade et besynderligt Forfald. Han be¬
drog sig heller ikke. Florio havde Aftenen forhen været
i Sælskab, hvor han først af blot Føyelighed havde sat sig
med ved Spillebordet, førend han h-vde faaet Tid til at
overveye hvad han giorde. Hvormegen Uleilighed kostede
ham denne ubetænksomme Føyelighed. Hvor megen For¬
nøyelse maatte han nægte sig selv, førend han fik sparet saa
meget, at han kunde gotgiøre en Feyl igien, hvortil hans
gode Hierte havde forledet ham.
Florio, som havde vidst at bringe sine Sager i Or¬
den igien, lod sig efter et halvt Aars Forløb atter see
Verden, og det med den Beslutning, at være forsigtig.
Men hans fortroelige Ven Erast, som var en Mand,
der havde det beste Hierte i Verden, kom efter nogle Aars
Fraværelse til Staden, og Florio maatte deele alle For¬
lystelser med ham. Hvo havde ikke ogsaa gierne vildet glæ¬
de sig med en saa ærlig Ven? Enhver Aften var en Glæ¬
des Aften og blev immer opofret Forlystelsen, indtil endelig
Florio af blot Føyelighed, og for ikke i Utide at spille det
sædelige unge Menneske, lod sig overtale til at tilbringe en
Nat et Steds, som han i alle Henseender betalte for dyrt,
med Forliis af to vigtige Ansigts Træk. Jmidlertid kan
man dog immer have et got Hierte, og handle som en ær¬
lig Mand, omendskiønt man har mistet Halvparten af Næ¬
sen; og see ligesaa meget med et friskt Øye, som man for¬
hen har seet med begge.
Det havde virkelig været en Lykke for den stakkels Florio,
om denne Forliis havde lært ham den Kunst at leve klogt.
Men de Ubesindigheders Maade, som hans Føyelighed
skulde lade ham begaae, var endnu ikke fuldkommen. For
nogen Tiid siden havde han, blot for at føye sin Vens Be¬
giering, drevet Aftenen og en Deel af Natten bort ved ful¬
de Glasse. Endelig blev det Tiid at brække op. Erast
tumler hiem med sin Hiertens Ven. En fortryllende Mu¬
sik, som lader sig høre langt borke, giør, at Florio ophol
der sig underveys, og bliver ikke vaer, at Erast er gaaet
forud, førend han erindres derom ved nogle Kaarders Klin¬
ken og et Fruentimmers Skraal. Han gaaer hen efter Ly¬
den, seer, at hans Ven slaaes med en anden velklædt Mand,
og kommer just til Stædet, da Erast falder om med et
Stik i Brystet. Florio, ophidset saavel af Viinens Dun¬
ster, som af et saa empfindtligt Syn, angriber hans Vens
Morder med saadan Bitterhed, at han inden faae Minu¬
ter igiennemborer ham. Fruentimmeret, som heele Tiden
igiennem har forgieves skregen om Hielp, synker fuld af
Fortvivlelse ned paa den Døende, og besværer ham at leve
for hende og hendes Børn. Den Døende har neppe saa
mange Kræfter, at han kan sige til Florio: Jeg tilgiver
eder min Død. Himmelen tilgive Eder, at J har trakt
eders Kaarde for det skiendigste Skarn. Denne Dame jer
min Hustrue. Eders Ven, som J kalder ham, tvang mig
til, med Kaarden i Haanden at forsvare hende imod hans
fæiske Voldsomhed. Lev vel min Kone, min beste Kone!
Sørg for vore stakkels Børn! Hvor tidlig maae de blive
Faderløse, Hvor meget taber de i mig! Vær deres Moder,
saa meget du kan! Her forgik Maalet ham. Han døde i
hans ømme Kones Arme, og - men hvem er uempfindt¬
lig nok til at male denne forskrækkelige Seene?
Hvor mange Ulykkelige har Florio gjort ved denne
sidste Ubesindighed, hvortil hans gode føyelige Hierte gav
den første Anledning. Skulde han vel have troet, at han
med sit føyelige Hierte skulde have gaaet ud af Verden med
et skammeligt lemlæstet Legeme og besmittet med en rede¬
lig Mands uskyldige Blod.
