1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 46
Gonzales, eller den ædelmodige Sønlige Kierlighed
J Barcellona levede en rig Kiøbmand, som heed Feral¬
do. Han var af meget ringe Herkomst, og besad
hos sin Lykke den vilde Stolthed, der gemeenlig pleyer at
følge dem, som opkommer af deres Ringhed og bliver til
noget. Da han kunde erindre sig en Tid, paa hvilken han
havde været fattig, og da man den gang havde foragtet og
og spottet ham derfor, saa vilde han nu hævne sig for beg¬
ge Deeles Skyld. Just derfor viste han et uforsonligt Had
imod alle Fattige, og han forsømte ingen Leylighed, at be¬
gegne dem med den største Haarhed. Han elskede visse
Dyder, dog saaledes, at de aldeles maatte lade Rigdom
have Fortrinnet. Han undrog sig, saavidt mueligt, fra
alle Menneskers Sælskab, og da der i hans Aasyn og Øye¬
kast intet andet viste sig, end Stolthed og Foragt, saa synes
det, at han hadede alle Mennisker. Om Ædelmodighed
havde han meget høyt Begreb; men han troede, at man
aldrig maatte udøve den, efterdi ingen, efter hans Tan¬
ker, var en ædelmodig Begegnelse værdig. Han tiltroede
Menneskene ingen virkelige Dyder. De besidder intet uden
Laster, raabte han, som skiules under Dydens Skin og
en falsk Sminke og alle deres Dyder skal intet andet være
end Midler til at bedrage os desto lettere. En Mand af
denne Caracter kunde umuelig have Venner. Han forlang¬
te heller ingen; ja han paastoed meget meere, at der ikke
fandtes en ærlig Ven i hele Verden. Alle Mennesker hader
hverandre indbyrdes, og søger at skade hinanden. Ven¬
skab er intet andet, end en Modvilliens Stilstand, som
de ved første Leylighed og under den ringeste Forevending
bryder igien. Det er bedre, at man holder dem allesam¬
men for sine Fiender, end at man giør en forvøven
Undtagelse og vil stille sig blot for deres Vægellindighed og
deres fornyede Had.
Med saadanne vidrige Begreb levede Føraldo indslnt
tet i sit Huus, ligesom en Biørn i sin Hule. Jntet syf
selsatte ham, undtagen hans Handling, ved hvilken han
iagttoge de strængeste billigheds Love. Hans forkeerte Fore
stillinger, hans grusomme Stolthed, og den Haarhed,
med hvilken hand begegnede de Kiøbmænd, som faldt i
hans Hænder, gjorde ham allene skadelig for alle andre
Mennesker.
Denne viderlige Feraldo havde en eneste Daatter,
Leonore, som var gandske langt borte fra hendes ubarm¬
hiertige Faders Feyl. Hendes Skiønhed, hendes Venlig
hed, hendes Dyder, giorde hende lige elskværdig, og hen¬
des hele Opførsel var saaledes indrettet, at hun maaskee
blev det eneste iblant alle Fruentimmer, som hendes Fader
tiltroede noget af Dyden.
Lige over for dem boede en anden Kiøbmand, Anto¬
nio, hvis Søn, Gonzales, hemmelig elskede denne Smuk¬
ke. Hans Fader var langt fra ikke saa rig som Feraldo,
og derfor kunde han heller ikke love sig nogen stor Lykke for
hans ømme Kierlighed. Feraldo forlangte meere til at
bortgifte sin Datter, end Kierlighed, Dyd og Gemytternes
Overeensstemmelse. Gonzales, havde imidlertid fundet
Leylighed, til, at aabenbare sin Kierlighed og Tilbøyelighed
for den smukke Leonore. Kierlighed giorde disse dydeful¬
de Personer snart enige, og Gonzales androg sin Hen¬
sigt for sin Fader med den største Beskedenhed.
Antonio elskede sin Søn paa det inderligste. Han
lovede ham sin Biestand, og erindrede ham ikkun at være
varsom ved hans Forehavende. Han vidste vel, hvor li¬
det Feraldo lod sig bevæge ved noget andet, end ved Rig¬
dom, og han giorde sig fra den Tid Umag, at udmerke
sig ved nogle vigtige Foretagender. Et heelt Aar igiennem
lykkedes alting for ham, som han havde foresat sig. Hans
Skibe komme hiem med rige Fordele, og Antonio, blev
iblant alle Kiøbmænd imodtagen med en besynderlig Ud
merkelse. Han indlod sig med nogle som endnu strakte de¬
nes Handel videre, og med Feraldo selv indlod han sig i et
besynderligt Foretagende. Feraldo ansaae allerede Anto¬
nio med andre Øyne. Hans Lykke og hans erholdte Rig¬
dom giorde ham værdig til hans Omgang. Antonio,
som han forhen neppe havde kiendt, var nu en klog og en
stor Mand fordie han besad mere Gods og Midler end til¬
forn. Men det var dog ikke denne Overbeviisning, som
bevægede Feraldo til Bevaagenhed imod sine Naboer. Han
vilde tage Deel i denne Mands Lykke, han vilde ved hans
Foretagender tillige berige sig, og denne Hensigt gav An¬
tonio en gandske anden Gestalt.
Gonzales havde ved disse Omstændigheder ofte Ley
lighed til at tale med Feraldo. Han saae sin elskelige
Leonore hos hendes Fader, og Feraldo var alt for snu
til, at han ikke snart skulde have merket begges Tilbøyelig¬
hed. Hensigten befaldt ham, efterdi Gonzales, efter al
Anseelse, med Tiden endnu skulde blive rigere, og fordi
han selv kunde være overbeviist derom. Han gav sin Dat¬
ter sin Mening at forstaae, som antog denne Erklæring
med en beskeden Hengivenhed og med et hemmeligt Vel¬
behag.
Hidindtil var alting gaaet Antonio efter Ønske, da
han paa eengang saae alle hans Foretagender at lide Skib¬
brud. Søe=Røverne vare de første, som giorde ham en
Stræg i hans Regning. De borttoge tre Skibe med ri¬
ge Ladninger fra ham; og paa samme Tid gik i Saragos¬
ja og Madrid to Huse til Grunde, som reve ham fort med
