sig. Kort sagt, Antonius, var forloren, og magtte over¬
lade sig til sine Creditorer.
Jngen kunde beskylde ham for, at han ved Ødselhed,
havde givet Anledning til denne Fordervelse. Hans Opfør¬
sel havde altid været beskeden. Han havde aldrig fornær¬
met nogen i sine lykkelige Omstændigheder, og følgelig in¬
gen Fiender giort sig. Alle Mennisker elskede Antonio,
og lode hans Dyder vederfares sin Ret.
Denne ulykkelige Kiøbmand bevarede sin Redelighed
og sin Ære mit i sin Ulykke. Han fordrede sine Debitorer
til sig, aabnede sine Bøger for dem, og berettede dem sin
Handels heele Tilstand. Disse følte Medlidenhed med en
Mand, som de altid havde elsket. De forligte sig med ham
og lode ham beholde en anseelig Sum imellem Hænder,
som skulde give ham Leylighed til at begynde sin Handel
igien. Der faudtes endog Venner, som tilbøde ham end¬
nu flere Penge dertil, og Antonio skulde maaskee snart
have overvundet sin Ulykke igien, dersom han ikke endnu
havde maattet affinde sig med Feraldo. Det var
ikke lidet, som denne haarde Mand havde at fordre af ham.
Skylden skiulte Antonios Ulykke for ham. Han saae i
ham intet meere end en Ulykkelig, og følgelig en Skyldig,
som han maatte lade føle sin hele Strænghed. Det var
forgieves, at Antomio med al Ydmyghed forføyede sig til
ham, og viste sig saa ærbødig, som Ulykken nogensinde kan
giøre nogen. Han forestillede ham sin Ulykke paa det be¬
vægeligste. - Det Forliis, sagde han, som jeg har liidt
er ikke foraarsaget ved min Uagtsomhed eller Ødselhed. Det
er et Tilfælde, som alle menneskelige Kræfter ikke kan imod¬
staae, og som meget ofte møder Handelen. Hav Medli¬
denhed med mig, Feraldo, og opset eders Fordringer til
visse Tider, da jeg rigtig til hver Termin skal afdrage.
Jeg har endnu Venner, som griber mig under Armene,
og som ville sette mig i Stand til, at begynde min Han¬
del igien. Min heele Lykke staaer i eders Hænder, beviis,
nu, at J er ikke mindre ædelmodig, end mine andre Cre¬
ditorer. Hav Medlidenhed med mig og med min Søn,
vi har nu intet, uden eders Godhed, som kan ophielpe os
igien. Vi ville indgaae alt hvad J forlanger af os.
Men hvad kunde den venligste Forestilling vel udrette
hos en Mand, der besad saa liden Menneskelighed som
Feraldo. Han svarede ham koldsindig. Jeg vil troe,
at J ikke er Skyld i eders Fordervelse; men hvad gaaer
det mig an. J har Venner, anvender disse til eders For¬
deel, og betaler mig. Viidere veed jeg ikke at sige eder.
Antonio, kiendte vel meget got Feraldos Caracteer,
men han havde aldrig troet eller ventet, at hans Haarhed,
skulde gaaet saavidt. Det er sandt, han havde kundet be¬
talt ham med de Penge, som hans Venner havde ladet ham
bekomme. Men da han blot allene havde faaet dem, for
at gribe sin Handling an igien, saa troede han ogsaa at
være pligtig til, at han ikkun skulde anvende dem efter de¬
res Hensigt, eller give dem samme tilbage igien. Han søg¬
te altsaa nok engang at vinde hans Creditor, men forgieves.
Han maatte forlade ham trøstesløs og strax derefter blev
han sat i Fængsel efter Feraldos Forlangende.
Heele Staden forafskyede denne Opførsel; ikkun Fe¬
raldo allene var vel tilfreds med, at han havde sin Debi¬
tor i sin vagt. Han anstillede sine Klager imod ham, og
giorde alle Anstalter til at undertrykke ham gandske.
Gonzales var over sin Faders Fængsel geraaden i
den yderste Bestyrtelse. Han fattede en kort Beflutning,
og skyndte sig for at tale med Feraldo. Han kastede sig
ned med det bedrøveligste Ansigt for hans Fødder, og for¬
søgte alle Ting, for at bevæge ham; men zeraldo anhørte
ham uden at røres derved.
Han betragtede dette unge Menne kes Kummer med
en gruesom Ligegyldighed, og han vilde a lerede forlave ham
igien, da Gonzales omfavnede begge hans Knæer. Efter¬
di J da, begyndte han med sine grædende Taare hverken er
at vinde ved min Faders Ulykke, eller Bøn eller Løfter,
saa hører dog ikkun endnu et eneste Forslag. J veed Fe¬
raldo, hvor ømt og tierligt min Fader elsker mig, og
med hvilren Nidkiærhed at han skulde giøre sig Umag for,
at befrie mig af Fængselet, om jeg i Stædet for ham,
var indsluttet derudi. Velan, hav den eneste Naade og
Godhed for mig, og sæt mig i hans Sted. Jeg vil være
et Underpant og Gissel for hans Gield, og han vil intet
undlade, for at befrie mig igien. Jeg er ung, og endnu
u-erfaren i Handelen. Min heele Flid skal ikke kunde brin¬
ge vore Sager i Orden igien, og det er allene han, som
kan give min hele Lykke sit Udfald. Jeg begierer intet af
Eder, som kan giøre eders Fordring usikker. Jeg vil væ¬
re eders Fange, og det min hele Livs Tid, om eders For¬
dring ikke bliver betalt. Betag mig ikke den Leylighed,
min Herre, til at bevise den Kierlighed, som jeg er min
Fader skyldig. Han er svag, og skulde han snart beslut¬
te sine Dage formedelst saa megen Græmmelse og Gienvor¬
dighed, saa skulde jeg selv giøre mig en ævig Bebreydelse
derover. Lad mine Taare overvinde eder. Tillad mig,
at jeg maae redde min Fader, som elsker mig saa ømt og
kierligt, og som maaskee ikke skulde være bleven saa ulykke¬
lig, dersom han ikke havde giort sin yderste Flid, for at
giøre mig lykkelig. Jeg venter med Længsel efter eders
Tilladelse, at jeg maae gaae i Fængsel, og vil ansee denne
Bevilgning som en Naade og Gunst, hvorfor jeg bliver
eder uophørlig forbunden. Forkast ikke en forladt Søns
ydmyge Begiering, som ikke kan komme sin ulykkelige Fa¬
der til Hielp med noget, uden med sin Kierlighed. Lad
mig give den hele Bye et Exempel paa, hvormeget Børn
ere deres Forældre forpligtede og forbundne. Rosen og Be¬
rømmelsen derfor, min Herre, vil falde tilbage paa eder
og alle vore Medborgere skal takke eder derfor.
Feraldo havde aldrig formodet dette Forslag. Hans
haarde Hierte begyndte at banke, og erindrede ham om
Menneskelighed. Han fornam visse Bevægelser, som hid¬
indtil havde været ham ubekiendte. Denne ædle Søns
Taare, hans ydmyge Gestalt, den i hans Ansigt afmale¬
de Smerte, og det gandske uventede Forslag satte ham i
