Forundring og Forbavselse. Saa megen Dyd havde han
aldrig indbildet sig hos noget Menneske, og den giorde sin
hele Virkning. Feraldo som hidindtil havde søgt sit For¬
trin i den skarpeste Strænghed omfavnede nu Gonzales,
og bad ham staae op. Kom, sagde han, eders Dyd har
rørt mig, og jeg vil strax belønnne den. Eders Fader skal
endnu i Dag være paa frie Fod, uden at jeg vil sette eder
i hans Sted. J skal derved erfare, at jeg agter Dyden
høyt og holder den i Ære. J har overvundet mig.
forlanger vel ikke andet, end eders Fader, men det er ikke
nok. Jeg kiender eders Kierlighed til min Datter, og jeg
veed, at hun er eder bevaagen. Jeg vil foreene eder med
hinanden, og i Eder udvelge mig en Svigersøn, som har
det ædelste Gemyt. Leonore er eders, og jeg giøre eder
tillige til Eyer og Besidder af min heele Formue.
Saa stor Virkning kan den ægte og sande Dyd giøre
og saa vist er det, at dens Magt ikke kan imodstaaes endog
af det groveste og haardeste Hierte.
Gonzales geraadede i den behageligste Forvirring.
Han erholdt ikke allene sin Faders Friehed, men endog sin
elskelige Eleonora. Han kunde ikke giøre andet, end at
han kastede sig igien ned for sin Elskelige Velgiøreres Fød¬
der. Hans stridige Graad hindrede ham fra at tale, men
hans Miner opdagede Feraldo alt, hvad der gik for sig i
hans Siel. Han bad ham atter staae op, omfavnede
ham paa det kierligste, og forføyede sig strax med ham til
Fængselet. Antonio blev paa Timen sat paa frie Fod, og
hans Glæde blev ikke lidet forøget, da han af Feraldo
fik at vide, hvem han havde at takke for sin Friehed.
Venskabs Forsikkringerne bleve paa nye igientagne, og An¬
tonio blev i lang Tid hængende om sin Søns Hale, som
han med de ømmeste Udtryk takkede for sin Friehed.
Bryllupet blev inden kort Tid fuldbyrdet. Hele Byen
tog Deel i denne Glæde. Man forglemte gandske Feral¬
dos haarde Opførsel, og man nævnte ham overalt med
Ærbødighed. Gonzales erholdt sin Dyds Belønning, og
hans Fader ansaae ham med den ømmeste Erindring som
sin Hielper. Baade Feraldo og Gonzales ere saadanne
Exempler, som det er en sand Ære at efterfølge.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. Hier her damit 15000 Rdln. Ja, de
kom rigtig nok, og hvor torde de andet end lystre denne
Commando=Tale? Her ligger nu saa manges Haab, og
vores med. Jngen af os har vundet dem, hvilket vi her¬
med for alle og enhver bekiendtgiør, paa det vi kan have
vore Døre lukte for Gratulationer. Her kan man sige,
som der staaer i Sangen: See! manges Haab blev der¬
ved halt, da 15000 blev udtalt, i steden for: da denne
Stadens Skiønhed faldt. Vor Fætter har et Num¬
mer, som han vil sælge for 4 Skilling, det er dog langt
ringere end 40 Rdlr. som der, før dette lykkelige Træk, blev
budet. 400 Rdlr. vil vi ikke forlange for et Nummer;
thi det er der vel ingen, som vil give. Dog, naar Tossen kom¬
mer til Torvs, faaer Kræmmeren Penge. 25 Rdlr. for
et Nummer er dog taaleligt for den, som kan give dem.
Dette Kiøb og Salg skeede dog ikke af Begierlighed efter
de 15000 Rdlr. men kun for at have den Fornøyelse, at
see de 15000 Rdlr. at komme ud paa saadant et Num¬
mer, som var saa dyrt kiøbt. Vidste vores gamle Ung¬
karl, hvilken Collecteur i tilkommende Aar fik dette lykkelige
No. 15649. i sin Collection, vilde han gierne give 30 Rdlr.
derfor. Man seer jo, at Folk legger saadant et Nummer
meget paa Hiertet, og ønskede sig gierne det; thi hvor kan
det andet end være lykkeligt. Vor gamle Ungkarl saae
ellers temmelig suurt ved dette Træk. Thi man maae
mærke, at alle hans Anslag gik derved over styre. Han
havde farlige Anslag i Hovedet: Han vilde have kiøbt sig
en Herregaard, og havde alt betænkt, af hvilken Proprie¬
tair i Jylland han vilde kiøbe Besætningen af Køer og Stu¬
de; han vilde være meget ubarmhierkig imod hans Bøn¬
der, dem han vilde udsuge indtil den sidste Skierv; men
endnu meere, som var det farligste Forsæt, han vilde hav
taget sig en Kone. Og var det ikke da got for ham, som
nu er temmelig til Aars, at han ey fik de 15000 Rdlr.
Han har og forsvoret at sette i Lotteriet næste Aar, undta¬
gen han kan faae No. 15649. Ja, saa gaaer det, jo
ældre man bliver jo begierligere man og gemeenligen bliver.
Men, mon vores gamle Ungkarl er den eneste, som har
gjort sig et falsk Bestik paa denne Gevinst? – Havde
vores Præste=Enke vundet de 15000 Rdlr., vilde hun
have levet som før, meget sparsommelig, og af Renterne
aarlig uddeelt til de Fattige. Capitalen skulde udsettes,
og efter hendes Døn skulde Renterne uddeeles til fattige
Præste-Enker. Skade! hun ikke fik dem.- Havde der¬
imod vores nyegifte Kone vundet dem, vilde hun strax
have havt Heste og Vogn, og hvad som hører dertil, saa¬
som Kudsk og Tienere, 5 a 6 Piger, en stoer Gaard i Sta¬
den, og en Lystgaard paa Landet, med meere.- Vores
Hofmesterinde vilde have reyst til Fridericia, om hun hav¬
det dem, og der levet i Roe og gaaet i Messe. - Vores
Gamle Jomfrue haabede gandske vist endnu at kunde have
blevet gift, om hun havde faaet de 15000 Rdlr; thi, siger
hun: Man har jo Exempel paa, at mange Penge kan giøre
Gamle unge: tilmed saa kunde hun nok have overkommet
at kiøbe sig et Sminke=Floer. Dog veed vi ikke, om dette
var hendes Alvor. Men vist er det, at hun nu slet ingen
Troe har til Lotteriet. - Vores Huusholderske vilde ikke
have tient en Time længer hos hendes arrige og karrige
herskab, dersom hun havde faaet den høyeste Gevinst; men
nu vil hun dog blive i sin Tieneste indtil videre. - Vores
Borger i Hovedstaden vilde ikke søge Privilegium paa
at udlaane Sørge= og Brude=Klæder samt Christen¬
Tøyer, hvortil hans Plan sees i vores No. 41, dersom han
havde vundet de 15000 Rdlr. Men nu tænker han at faae
bemeldte Privilegium, og derved agter at blive vel holden.
Vores Borger i Kiøbstæden paa Landt, vilde igien
have begyndt sin Handel, og, saavidt han havde kundet,
