1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 47
Elvira og Jacintha, eller Afbildning paa egennyttige
og unyttige Giftermaale.
O en behagelig Stad, omtrent femten Mile fra Ma¬
drid, boede en Dame, ved Navn Lovisa. Hun
havde ikkun to Døttre, Elvira og Jacintha: men
hun besad i dem al den Lyksalighed, som en ømt elskende
Moder kan besidde i vel opdragne Børn. Hun fandt en
ubeskrivelig Fornøyelse saa ofte hun betragtede sine Døttre,
og denne Fornøyelse blev ikke forstyrret ved nogen Urolig
hed, undtagen ved den, som pleyer at have sin Oprindelse
af Omsorg for Børnenes Velgaaende, og af Begierlighed
efter at see dem i lykkelige Omstændigheder.
Disse to Fruentimmers Stand, Midler og fortreffelige
Egenskaber, tillode ikke, at de længe kunde blive forborgene.
Don Alonzo, en Herre af gammel Adel og stort Gods
friede til den Ældste. Lovisa var herover meget fornøyet,
og troede at hendes Datter aldrig kunde giøre noget for¬
deelagtigere Giftermaal. Elvira, som hos hendes Yndig¬
hed besad megen Fornuft, bad, om Sagen maatte opset¬
tes, indtil hun først bedre havde lært at kiende Alonzo,
Hun sagde til hendes Moder: at efter hendes Mening kun¬
de Rigdom allene ingen giøre lykkelig. Men den kloge
Lovisa vidste snart at igiendrive disse Grunde. Hun haste
de med Giftermaalet saa meget hun kunde; hun overrump¬
lede ligesom hendes Datter; og efterat Alonzo havde lo¬
vet hende et rigt Livgeding, ifald han skulde afgaae ved
Døden, saa maatte hun efter faa Dages Forløb, end¬
skiønt med ligesaa stor Pragt som i stor Hast, lade sig føre
til Madrid. Nu troede Lovisa, at hun først var ret fuld¬
kommen lykkelig; ikkun det eneste syntes endnu at fattes
hende, at Jacintha var uforsørget.
Jkke længe derefter blev Don Carlos, jeg veed ikke ved
hvad for et Tilfælde, bekiendt i dette Huus; han var en
ung Herre af fortreffelige Gemyts Gaver, men hans Jnd¬
komster vare ikke engang middelmaadige, og vare langt fra
ikke at sette i Ligning med Jacinthes Midler. Dog alli¬
gevel var han altid velkommen, og blev bevertet med den
største Høflighed. Han tilbragte mange Timer hos Ja¬
cinthe, snart med Spil, og snart med en fornuftig og dy¬
dig Samtale; og her viste sig saadan Overeensstemmelse i
Gemytterne, i deres Tænkemaade, og deres Tilbøyelighe¬
der, at der indsneg sig uformerkt noget mere end Venskab
i deres Hierter. Kort: De merkede begge med Forbav¬
selse, at de elskede hinanden, førend de selv ret vidste det.
De betragtede hverandre, som to Skilderier af en eneste
Person. De smigrede sig, at dersom nogen Tid to Hier¬
ter vare blevne parrede i Himmelen; saa var det gandske
vist deres.
Lovisa merkede hendes Datters Tilbøyelighed til Don
Charlos, og blev derover meget urolig. Hun giorde sig
Umag for at rive hendes Datter ud fra den saa nær fore¬
staaende Fordervelse. Jacintha var alt for ærbødig, og
elskede hendes Moder alt for ømt, at hun skulde foraar¬
sage hende nogen Kummer, og handle imod hendes befal¬
ning; og Don Carlos var alt for ædelmodig til, at han
skulde giengielde Lovises gode Bevextelse paa en saa neder¬
drægtig Maade, som hun befrygtede, og tænke til at bort¬
føre hendes Datter. Af denne Aarsag oppævede de al Om¬
gang, og skilte sig fra hinanden, og beklagede i den stille
Fraværelse deres Forliis paa begge Sider. Deres Kum¬
mer blev derved formeret, at det var Jacinthes Moder,
som forhindrede dem fra at nyde deres Lyksalighed. Naar
de tænkte derpaa, saa udtrykte strax Pligt og Taknemme¬
lighed Sukke og Ønsker for hende; thi de vare veltænkende.
Omendskiønt de nu maatte skilles ad, blev dog den ædel¬
modige Jacintha bestandig i hendes Tilbøyelighed, og be¬
gegnede alle dem med Foragt, som vilde udslette hendes
elskelige Carlos af hendes Hierte. Hun efterlod ikke, dag¬
ligen at anholde hos hendes Moder, at hun dog endelig
engang maatte bifalde hendes Forening og Forbindelse med
Don Carlos. Moderen derimod forestillede hende altid,
hvor farligt det var, at gifte sig med en Mand, som havde
intet, hvorpaa han kunde forlade sig, uden en Betiening
ved Hoffet, som han desuden let kunde miste, og som i det
ringeste maatte ophøre ved hans Død. Jacintha derimod
troede, at hendes egne Midler vare tilstrekkelige nok, til at
giøre deres Ægteskab roligt og fornøyeligt; og den eneste
Forskiel imellem hende og hendes Moder bestod derudi, at
Jacintha intet videre havde foresat sig, end at være en
lykkelig Kone; Lovises Ærgierrighed vilde derimod have
at hun skulde blive en rig Enke.
Jmidlertid tilbragte Don Carlos alle sine Dage i en
dybsindig Bedrøvelse, og Græmmelse fortærede ham saa¬
ledes, at han tilsidst saae mestendeels ud som en Skygge.
Endelig lod Lovise, ved hendes Datters uafladelige Bøn,
og ved Medlidenhed over et Menneske, som intet andet
havde forseet sig, end at han elskede alt for ømt, sig be¬
væge til at give sit Samtykke til deres Forening, omend¬
skiønt det skede med nogen Modtvillighed. Jacintha og
Don Carlos bleve formælede med hinanden. Hvilken
Lykke, hvilken henrykkende Fornøyelse for disse to oprigtige
Elskende! Men den omhyggelige Moder befrygtede, at
dette unge Pars indbildte Lyksalighed skulde alt for hastigt
forsvinde. Denne Tanke opvakte tusinde Bekymringer
hos hende. Endelig besluttede hun, for at lindre hendes
Kummer, at reyse til Madrit, og at tilbringe hendes øvri¬
ge Livs=Tid hos hendes Svigersøn Alonzo og den tredob¬
