holdt os fra dette delicate Foretagende indtil nu, da vi
atter derom har faaet en meget alvorlig Skrivelse, som for
drer saadant af os paa vores Samvittighed. Vi har da
formaaet vores Hofmesterinde til at give os følgende Efter
retninger. Med Unge Pigebørns Opdragelse i Hoved Sta¬
den, (og maaskee andre Steder ligesaa) gaaer det saale¬
des til: Nu frisk! Cloris lærer sin Datter at pryde et
Spillebord. Dorimene lærer sin at neye og tvinge Krop¬
pen. Phyllis lærer sin at klæde sig flygtig. Florentina
lærer sin at bande Tieneste=Folkene og at kysse Hunde.
Elisandra lærer sin at være kræsen. Eugenia lærer sin
af hvad Blod hun er, og at foragte andet Sløer. Praxilla
lærer sin lille dumme Dukke tvetydige Ord og forblommed
Tale. Cicilia lærer sin Coqvetterier og Galanterier. Aga¬
ta fører sin an til Comoedier, Opera, Masqverader og
Ball. Amalia lærer sin Øynenes Sprog og at sukke til
rette Tider. Elisa lærer sin at pryde et Natbord samt at
dandse. Leonora lærer sin at tage imod Opvartninger og
affærdige de unge Smaae=Herrer paa en endnu meere træk¬
kende Maade. Flavia lærer sin at læse Romaner. Jan¬
tippe lærer sin, hvorledes hun skal bemægte sig Herredom¬
met over sin tilkommende Mand. Tripenippe lære sin at
gaae i Maaneskin. Eulalia lærer sin at være upasselig,
have opdigtede Svagheder, alligevel den lille Glut er gand¬
ske Hiertefrisk. Men hvem lærer sin Gudsfrygt? det kun¬
de hun ikke erindre. Hvem lærer sin Huusholdnings Sa¬
ger? Fy! hvem vil spørge derom? det er saa gemeent.
Her gaaer det langt anderledes til. Glutterne her har
langt andet at forrette end saadant Lapperie. En spodsk
Mine er her Presence d'Esprit, og en aaben Hierne, en
oplyst Forstand. Et rank Liv er her en ædelmodig Siel.
Et skiøndt Bryst er her et mildt Hierte. En fiin Hud er
her en seryervindende Dyd. En affecteret Utaalmodighed
er her et fornemme Sind. En kielen Kleinmodighed er
her et ømt Hierte. En pyntet Dukke efter allernyeste Mo¬
de er her en udvalgt Forstand. En prægtig Silke Klæd¬
ning er her en liflig Omgiengelses=Kunst. Hvide Hænder
er her en ædel Distinction. En kostbar Brillant er her en
høy Fornøyelighed. En tækkelig Skiødesløshed er her en
berømmelig Huus=Raadighed. At indtage en Cavallier
er her det samme som en ærbar høflighed. See! disse
og saadanne Fuldkommenheder passerer her for artige Dy¬
der; de ere og lærte paa en kort Tid; thi de spæde Engle
har meget let ved at lære dem, og endskiønt de kan læres
ungefæhr paa een Dag, saa kan de dog ikke glemmes i 40
Aar. - See saadan er gemeenlig Børne=Opdragelsen,
i Store Stæder. Hvad man vil tænke derom i de smaae
Provintzer, skal vi ikke kunde sige. Den vil ventelig nok
forekomme dem noget underlig. Nu vil vi igien give
vore peene Kiøbstæd Mødre og Pigebørn en kort Efterret¬
ning om, hvorledes Pige=Børn bliver opdragne og forma¬
nede andensteds. Af Sproget seer man lettelig i hvad Land
saadant skeer. Det vil ventelig forekomme vore Kiøbsteds
Koner og peene Døttre ligesaa latterlig, som deres Opdra¬
gelses Maade forekømmer de andre forunderlig. Ja, hvert
Land har sin Skik. - Her er da et kort Udtog af Bu¬
lette Ebeltofts Formaning til sine tvende Døttre;
Mi Hiate Bøn Johon og Kiesten: atterdi a val
føl, a int stoer mier aa mi Sing, mins døer, skiønt a
haar mi Fostand, aa ka muntle sei, aa Lær jer, hvordan
J ska løv atter mi døe, soe hører da flittelæ hvad a sejer
jer, o giør dar atter, soe ka J i Dav eller i Mon endnu
kom te Ær.
1.) For oldting ska J gaa flitte i Kierk og bee, soe
vil J vær lykkele i olt hva J taaer jer for, soe ka J foe
kiøn Mænd; mins giør J int de; soe vil de goe Jer jl.
Nær J no er i æ Kierk, soe la jer Yven int flyv omkreng
aa de ung Koel; thi den Jomfrou som giør de, goer int
i Kirk for at bee, mins for ai fii aa Snushonerne, for
ai blyv narret aa dem, de er int fauert, mens Løsafteg.
J moe sie styvt aa Prøisten, o val gie auft hva han seyer
jer. Nær J da kommer ud an Kierken, soe ta gudele
Bøver, hellers saa vil de goe jer il. De vil a sæ Mari int ha.
2.) Nær J er til Gild, inten Basel= eller Bryllups¬
Fær, soe hol jer kiøn inen Ærbarhieds Grinser, a J int
kommer i et slemt Røvte. Spør de jer om noued, soe
svorer mæ fo Urd. Nær J fæder ve Bouret, soe mo J
kon æd møy let, o tøg Maen longsom. Diersom jen
ung Koel driker Jer te, foe svor ham: a sejer Tak; a drak
no nyssens; a ka no int drik, drikker a for møy soe bly¬
ver a fuld. Nej, a er ingen Fyllebøt. Holler Houdet
aa jet Stæj, sii jer int omkring, stik jen Knappenaal for
jer aa Bouret, læg bone Forfingre aa boue Hænnerne aa
bouret, o sii Styvt aa Naalen. Nær J giør de, sie,
soe vil Folk sej: de er to møi feise Pejer.
3) Vil jen ung Koel sladder jer nouet for om Fri¬
eraserie (som dier Vaaen er) fo tie bom still, bid Mun¬
nen sammen, og svor ham slet int. Sejer han da te jer,
ai han holder saa møj aa jer, o vil ha jer, o diersom han
int fæk jer te Koun, soe maa han døe a baaer Forlyvelse.
De maae i slet int trou, mins J moe sej ham: Mi Ven!
a forstaaer int aa jeres Taal, vil i døe, sie soe holler a jer
int dierfro. Vil han int læ sej sæje mæ de, mins
vil gie jer Baand o saadant Tøv, soe ta int derimod; mins
sejer: Hvorfor vil J gy mæ de? Vil han ta jer ved Haa¬
nen, og træk jer jen Ring aa Fingren, de maa J int taal
mens J mon stravs træk Jer Haan tilbaue, o sei: hva
hor J mæ mi Haand o giør, ka J int la mi Rind sæd?
Mien J, ai J har jer Lysbed fuer Jer, a hør int aa jer
Sladder. Sæt jer so bort o ven Koelen Ryggen te, o sii
int aa ham.
4.) Kommer de da soe nær, ai J ska daans, si soe
mo J først neje kiønt, dreje og kneise med bone Enner, og
kiøn snæver. La Spillemand spil: Tralle, tralle, tralle.
Si soe vil Folk sei: di tou Pæjer daanser møy kiønt.
Siir J! de vil vær jer jen stouer Berømmels.
5.) Nær jer Faster stor op o vil gaae (thi hos hinne
ska J vær atter mi Døe) si so ska J strafs goe mæ hin.
Vil da de ung Koel hol aa jer, soe ska J støe dem mæ
jere Albouer, o sei; min J, al vi ær Hurer? J ær noule
