meere kan slaae. O! det var en ærlig Vert; men han
skal og være en meget fattig Mand, og selv drikker meere
Vand end Viin.
Her sad en gammel Beste=Moer og moraliserede for
sin 16 Aars Datter, som skulde sendes til Hovedstaden for
at lære smukke Sæder. Ak! mit Barn, sagde hun; det
ere ugudelige og onde Tider vi lever i. Forestil dig, hvor
mange unge Jomfruer der hver Dag bliver skændet af de
lastefulde Mandfolk, som anvender saa vel Kunstgreeb som
Gevalt, for at forføre et uskyldigt Pigebarn, ja truer et
værgeløst Fruentimmer endog med Pistol og Kaarder, ja,
den visse Død, for at fyldestgiøre deres skammeligste Hen¬
sigter. Hvad vilde du vel giøre, min Datter, sagde den
Gamle, naar du engang befandt dig i saadanne Omstæn¬
digheder, og saaledes blev fristet? Ak Mama, svarede
den Unge, Livet er kiert.
Et lystigt Hoved vilde her besøge en lærd Mand, som
var hans gode Ven, og bankede meget stærk paa Døren.
Manden var allene hiemme, og havde just sat sig til sine
Bøger at læse, hvorover han blev ærgerlig, og, førend
han endnu vidste, hvem der bankede, sagde inden for:
Hvad er det dog for Allarm, der er ikke stor Forskiel
imellem jer og et grovt Beest. Den uden for var strax
færdig med Svar, og sagde: De har Ret. Døren er
allene imellem.
Engelland. En Land Edelmaud, som levede allene
i Verden for at æde og drikke, besøgte sin Naboe, og fandt
ham spillende Dam med sin Capellan: Denne Geistlige
gik derpaa ud af Stuen; da Edelmanden sagde til sin
Ven: Hvorfor han giorde sig saa gemeen og spillede med
sin Capellan? Jeg, sagde han, vilde heller spille med min
Kok. Ey, svarede den anden: De giør just det selv¬
samme som jeg; thi da De giør Bugen til Deres
Gud, saa er Kokken jo Deres Capellan.
Holland. Her kom en Borgermand til en Procura¬
tor, for at bede ham at opsette sig en Klage over hans Na¬
boe, som havde skieldet ham for en Tyv. Procuratoren
svarede ham, at han ey skulde giøre det, han vilde kun
tabe sine Penge, og dog intet faae udrettet; Jnjurie=Pro¬
cesser vare nogle fortredelige Sager; han maatte selv ofte
lade sig kalde en Spitzbube, og han maatte have nok at
giøre, om han skulde forklage alle disse. Got nok, sva¬
rede Manden, det kan gaae an med Dem; men jeg
kan dog ikke fordrage saadant.
En Vert her, fik en Aften tre tilreysende Giester.
Verten havde kun en eneste Seng tilovers. Han trakte¬
rede sine Giester saa got som han kunde; og, da de vilde
gaae til Sengs, spurgte han, hvo de vare? Den første
sagde: Jeg er en Adelsmand, og har i 20 Aar havt mit
adelige Sæde i Svaben. Den anden sagde: Jeg er Sol¬
dat, og har lagt 10 Aar i Skantzen i Ostfrisland. Den
tredie sagde: Jeg er en Præst, og har staaet 24 Aar paa
Prædikestoelen i Neunstadt. Got sagde Verten: Jeg har
kun een Seng, og, efterdi den gode Adelsmand har sadt
i 20 Aar, og Soldaten lagt i 10 Aar; men Præsten staaet
i 24 Aar, saa er det billigt, at han som har staaet saa
længe bør legge sig til Hvile. De behager altsaa min Hr.
Pastor at gaae til Sengs, sagde Verten: De andre maa
tage til takke med Straae.
Frankerig. En berømt Cognette i en stor Stad, hav¬
de givet sine Betientere nyt Livree. En Bekiendt mødte
en af hendes Tienere, og spurgte ham, hos hvem han
nu tiente. Hos Damen - - svarede Tieneren.
Ey, sagde den anden det er jo den største Coquette i heele
Staden. Herover blev Tieneren fortørnet og vilde hævne
sigt, men den anden var ham for stærk, og, foruden
at han gav ham Stokke=Prygel, gandske tilsudlede hans
nye Livree i Gade=Skarnet, og derpaa gik. Tieneren
løb hastig hiem, og beklagede sig for sin Dame, hvor¬
ledes han var bleven tilredet, fordi han vilde forsvare hen¬
des Ære, og tillige bad om et nyt Livree. Du Skurk!
svarede hun; Du skulle have skiøttet dig selv. Jeg
maatte have nok at giøre, om jeg skulde give dig
nyt Livree, hver Gang man kalder mig en Co¬
quette.
Sachsen. General Kyau vilde engang tillige med
nogle andre Officierer besøge en vis gierrig og karrig Land¬
Edelmand, som altid nægtede sig hiemme, naar nogen
kom for at besøge ham. Han giorde ligesaa da disse kom; men
Kyau sagde: Ja, ja, vi vil da vente til han kommer
hiem, og derpaa gik af en Stue i den anden; endelig kom
de til det Værelse, hvor Edelmanden var, denne, af Frygt
for, at de skulde komme ind og see ham, sprang ud af Vin¬
duet, og da han troede at han ikke kunde blive usynlig for
den skalkagtige Kyau, resolverede han til at springe ud i
en Baggaard, og da de just samme Dag havde slagtet et
meget stort Sviin, som hængte i Bommen, kryber han
ind i samme Sviin; Kyan med de andre kommer og i
denne Baggaard, og i det de beundrede det skiønne store
Sviin, blev de Verten vaer. O! min Herre, raabte
Kyah, i det de alle loe: Vi ere nogle ubarmhiertige Sol¬
dater. Vi sparer end ikke Barnet i Moders Liv.
