det syntes at en Mand i en rød Kiol som uformodentlig
stod hos dem, tog sig deres Striid til Hierte. Vær trø¬
stig, søgde han gandske sagte, til den stakkels grædende,
i det han drog hende til Side; J skal snart giøre Bar¬
sel; J trænger haardt til Penge; dersom J vil give
mig Jeres Barn, saasnart det er født til verden, og
for det er bleven døbt, saa vil jeg tage mig af det,
som en Fader. og give Jer Hundrede Guld=penger.
hyvor boer J? den forbansede Kone nævnte ham i første
Øyeblik sit Bolig, men betænkte sig strax derpaa og svarede:
Noi, Mosis, jeg kan ikke giøre det, før jeg faaer
spurgt min Mand og vor Præst. Vel an, svarer
Manden og blev usynlig. Den stakkels Kone fortalte strax
denve Hændelse til sin Mand, til Præsten og til de andre
Kierlinger; Rygtet om en saa besyndelig Hændelse udbredte
sig, og, da man vel havde overlagt alle Omstændigheder,
sagde man: man vil have dette Barn, førend det er
bleven døbt; det kan ikke være nogen anden end
Diævelen som vil have det med saadant Vilkaar; i
det mindste er intet meere sandsynlig; snart bliver man
overbeviist; det er vist, det er Diævelen.
Jmidlertid føler Koncu, Morgenen derpaa Fødsels¬
Smerter, og troer, at hun skal giøre Barsel; men tvende
Dage gaaer børt, uden at hun kan blive forløst; Det er
Diævelen, siges der i heele Naboelaget, som hindrer, at
det ikke kan fødes, førend han kan komme at tage
det; man maae søge at forhindre det.
Pøbelen stimler til Døren paa Huset, og hver Gang
man bliver en Mand vaer i en rød Kiol; hei! der er
han. - Skrigen og Vrolen: See, der er Diævelen;
man maa hente Hoved=Vagten og Borger=Vagten for at
splitte den fortryllede Pøbel, som er ud af sig. Man giør
alvorlige Forslag til offentlige Bønner og Diævelens Ma¬
nelser. Man bringer endelig den ulykkelige Kone til Ho¬
spitalet, hvor hun er saa lykkelig at blive forløst; men
først 8te Dage efter, at hun havde talt med den røde Mand.
Nu troer man at have opdaget, at det var en Mand, som
havde en ufrugtsommelig Kone, hvis Arvemidler ikke kunde
tilfalde ham, med mindre hun gav ham Livs=Arvinger, og
at det derhos kom dem ret tilpas at faae fat paa et Barn
som han kunde lade døbe paa sit Navn.
Parma. Her har reyst sig ven merkværdig Process over
et ungefæhr for 4 Aar siden indgaaet giftermaal imellem
en Fransos ved Navn l'Eschalon som var i Tienniste hos
den for nogen Tiid siden døde Hertug af Parma og et her
i Landet født Fruentimmer Mieville kaldet. Begge gik
til Biskopen, som foruden den brugelige Maade at giøre
saadant bekiendt og at indhente Forældrenes Tilladelse, vil
de dem sammen, hvorpaa Brudgommen førte Bruden hiem
i sit Huus. Hun forlod strax derefter Mandens Huus,
tog hiem til fine Forældre igien, og 8te Dage derefter
indgik det andet Giftermaal offentlig med bemeldte Biskops
Tilladelse, uagtet det var imod den første Mands Ret,
der ey begiærede andet, end at blive skilt ved hende og sin
Ægteskabs Forbindtlighed, hvilket han endnu ey har kun¬
det opnaae. Denne tænkte, at det gik med Mænd,
som med Stads, at naar hun var blevet kied af een
Klædning, kunde hun tage tane sig en anden.
Svaben. For nogen Tid sil en saae To Svaber en
Maar i en Skov, som de satte efter, men som sprang op i
et Træe. Strax sagde den ene: Brøder jeg kan klavre,
jeg vil klyve op efter den; gak du imidlertid hiem til Byen
og hendt Jld, at vi kan stege den. Ja, sagde den anden,
jeg vil springe gesvindt efter Jld; men Boder, du maae
for alting ikke æde den op allene, du kal de ellers blive syg
der af. Han gik derpaa til Byen, da imid ertid hiin gior¬
de sig megen Umag, for at komme op i Træet; men jo nær¬
mer han kom Maaren, jo høyere klavrede den op. Han
steeg stedse efter den, og da Maaren ikke kunde komme vi¬
dere, sprang den hen i et andet Træe. Holdt, raabte Sva¬
beren, er du saadan en Karl, den Kunst vil jeg snart giøre
dig efter; thi mine Been ere noget længer til at springe
med, end dine. Da han nu sprang hen til det andet Træe,
fandt han Jorden paa den Maade, at han aldrig kunde sprin¬
ge mere. Jmidlertid kom hans Kammerat med Jlden, som
immer gik og tænkte, at den anden havde nok spiist Ste¬
gen raa, og spiist den op allene; og da han nu saae ham
ligge død, sagde han: See du Slughals: Sagde jeg dig
ikke, at du ey skulde æde den raa Steeg op allene. Nu lig¬
ger du der, og har det raa Dyr i Livet.
Bortkomne Sager.
Mathes Grah havde tabt en Fløyels Pung, hvori
der vare Hundrede Dukater. En fattig Bonde fandt den,
og tog En Dukat deraf, til at kiøbe sig en Hue. Mathes
fik det at vide, og kom til Bonden, og forlangte, at han
vilde give ham sin Pung igien, hvilket Bonden og strax
giorde. Her er eders Pung, sagde han; deri fattes kun
En eneste Dukat?. Mathes blev derover meget vred, og
sagde: Du har stiaalet fra mig mine Penge; jeg tager
ikke imod Pungen, uden at alle Pengene ere deri". Han
gik, og anklagede Bonden. Dommeren, efter at have hørt
begge Parter, sagde til Mathes; Du har jo tabt en
Ja sagde Ma¬
Pung, hvori der var Hundrede Dukater?
thes. Nu saa er denne ikke din, sagde Dommeren videre,
thi der er kun Ni og Halvfemtesindstive deri" Og til
Bonden, som havde fundet den, sagde han: Der har du
den; behold den for dig; den hører ikke ham til; han maa
søge den andensteds?
