1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 51
Brev=Vexling.
L¬
ondon. Man har her havt et merkværdigt billede paa
en triumpherende Dyd. En fornemme Borger, som
havde levet i god Lykke og Anseelse, blev sat i meget slette
Omstændigheder formedelst mange ulykkelige Tilfælde efter
hinanden, og formedelst en uundgaaelig Uorden i hans For¬
retninger. Ved en uforskyldt Armod findes der gemeenlig
en vis Beskedenhed; hvilken da ogsaa giorde, at han heller
indrettede sin Levemaade efter sine nærværende Omstændig¬
heder, end at han hos sine Venner vilde anholde om noget,
for at understøtte det udvortes Skin af en Formue, som i
Grunden ikke fandtes hos ham. Hans Kone, som var for¬
nuftig og dydig, opførte sig ved denne Leylighed med en
ikke almindelig Velanstændighed, og havde aldrig været saa
elskværdig i hans Øyne, som nu. J Stedet for, at hun
skulde have ladet ham høre, eller bebreydet ham den store
Formue, som han havde faaet til Medgivt med hende, eller
de mange gode Partier, som hun for hans Skyld havde
afslaget, saa fordobblede hun meget mere alle Kiendetegn
paa hendes Kierlighed og Gunst; da hendes Mand derimod
uophørlig udøste sit Hierte med Beklagelser for hende, at
han havde giort den beste Kone af Verden ulykkelig. Han
kom undertiden hiem paa en Tid, da hun ikke ventede ham,
og traf hende grædende, hvilket hun søgte at skiule for ham,
og paatog sig et muntert og mildt Ansigt, for at tage imod
ham. For at formindske deres Udgivter, blev deres ældste
Datter Amanda, sat ud paa Landet i Huset hos en brav
Forpagter, som havde ægtet en Pige, der havde tient dem.
Dette unge Fruentimmer befrygtede i Forveyen, at det
skulde gaae til Agters for hendes Forældre, og havde hem¬
melig formaaet en Veninde, som bøede i deres Naboelav
at give hende Efterretning om det, som Tid efter anden til
drog sig i hendes Faders Affairer. Amanda var smuk og
i sin blomstrende Ungdom, da Herremanden, som ofte be¬
søgte Forpagteren, fik hende at see, og blev dødelig forelsket
i hende. Han var en meget ædelmodig Herre, men for
medelst en slet Opdragelse havde han fattet en stor Afskye
for Ægtestanden. Han giorde derfor et Anslag paa Aman¬
das Kydskhed, hvilket han for det første holdt for tienligt,
at holde hemmeligt. Den uskyldige Pige, som ikke for¬
modede hans Hensigter, fandt Behag i hans Person; og
da hun havde merket, at hans Kierlighed mod hende kog
til, saa ventede hun ved et saa fordeelagtigt Giftermaal
snart at være i Stand til, at kunde hielpe hendes forarme¬
de Paarørende. Da han en Dag besøgte hende, fandt
han hende med et Brev i Haanden, som hun havde faaet
fra en af fine Veninder, og sad derover grædende. Hun
havde derudi faaet Efterretning, at man nyelig ved Dom
og Execution havde taget fra hendes Fader alt hvad han
eyede. Hendes Elsker, som med nogen Umag fik Aarsagen
til hendes Bekymring at vide, betiente sig af denne Leylig¬
hed, til at giøre hende et Forslag. Man kan umuelig ud¬
trykke Amandas Forvirring, da hun saae, at hans Be¬
giering streed imod hendes Ære. Hun tabte nu alt hen¬
des Haab, og kunde ikke tale et Ord; men hun steed sig i
den yderste Urolighed i en Hast fra ham, og lukkede sig inde
i hendes Kammer. Han afsendte strax et Bud med føl¬
gende Brev til hendes Fader.
"Min Herre! Jeg har fornummet eders Ulykke, og
"tilbudet eders Datter, at jeg vil give hende fire hundreds
"Pund Sterling aarlig Jndkomst, og betale den Sum,
som J nu bliver søgt for, dersom hun vil opholde sig hos
mig. Jeg vil være saa aabenhiertig, og tilstaae det for
"eder, at min Tanke ikke er, at ægte hende. Men dersom
"J er klog, saa vil J betiene eder af eders Anseelse hos
"hende paa denne Tid i sær, da hun har en beqvem Ley¬
"lighed til at hielpe eder og eders Familie, og giøre sig selv
lykkelig, saa at hun ikke skal lade som hun er alt for mod¬
"bydelig dertil. Jeg er &c.
Dette Brev faldt Amandas Moder i Hænderne. Hun
aabnede det, og læste det igiennem med største Forbavselse
og megen Kummer. Hun holdt det ikke for raadeligt, at
udlade sig derom til Budet, men forlangte, at han Mor¬
genen derpaa skulde komme igien, og skrev imidlertid føl¬
gende Brev til hendes Datter:
"Allerkiereste Barn! Din Fader og jeg har just nu
"faaet et Brev fra en Adelsmand, som foregiver, at han
"er forelsket i dig; men derhos giør et Forslag, som dri¬
"ver Spot med vor Ulykke, og skulde styrte os endnu langt
"dybere ned i Elendighed, end noget af al den Modgang,
som har rammet os. Hvorledes kunde denne Barbar
"indbilde sig, at de allerømmeste Forældre skulde være til¬
"bøyelige til, at overlade deres allerbeste Barn til For¬
"haanelse og Skam, naar de ikkun derved kunde redde
"dem af deres Nød? Det er et nederdrægtigt og grusomt
"Kunstgreb, at giøre dette Forslag paa saadan en Tid, da
"han troer, at vor Nød skal drive os til alting: Men,
"vi ville ikke æde vort Brød med Skam; og derfor legger
"vi det paa din Samvittighed og befaler dig, ikke at tæn¬
"ke paa os, men at skye og undflye den Snare, som er
"lagt og opstillet for din Dyd. Du behøver just ikke at
"tage dig vor Tilstand saa meget nær til Hierte; den er
"endnu ikke saa slet, som man maaskee har berettet dig.
"Det kan endnu altsammen blive got, og jeg skal snart
"skrive mit Barn bedre Tidender til.
