" Her blev jeg forhindret, og maatte holde op. Jeg
"veed ikke, hvad der bevægede mig til at melde, at det
"skulde altsammen blive got. Da jeg skrev det, saa blev
"jeg forskrekket ved det, der var nogen, som bankede paa
"Døren, og kom uformodentlig for at betale os en Gield,
"som vi allerede skulde havt for længe siden. Ak, jeg vil
"nu berette dig det altsammen. Jeg har i nogle Dages
"Tid næsten levet uden al Bistand, i det jeg har sendt hen
a til din stakkels Fader alle de Penge, som jeg har kundet
"opbringe - - Du skulde græde den bittre Graad, om
"du vidste, hvor han var; dog vær forsikkret paa, at han
"snart skal blive frie igien. Det grumme Brev skulde
"have taget Livet af ham, men jeg har dulgt det for ham,
"saa han ikke har faaet det at see. Jeg har nu ingen an¬
"den hos mig, end den lille Fikke, som passer paa mine
"Øyne, i det jeg skriver, og græder for hendes Syster.
"Hun siger, at hun troer gandske vist, at du ikke maae
"befinde dig vel, i det hun merker, at jeg bekymrer mig for
"din Skyld. Men tænk ikke, at jeg vil igientage min
"Hiertesorg for dig af den Aarsag, at jeg kan giøre dig
"bekymret derved. Ney, det skeer ikkun, for at formane
"dig, at du ey skal tage dig samme for nær, eller formere
"min Hiertesorg, ved at giøre det sidste verre, end alt an¬
"det. Lad os med Glæde bære en Modgang og tung
"Skjebne, som vi ikke selv har paadraget os, og erindre
"os, at der er et Væsen, som langt bedre kan redde os
"derudaf, end at det skal skee ved din Uskyldigheds Forliis.
"Himmelen bevare dig, mit allerkiereste Barn. Jeg er
"din ømsindede velmenende Moder.
Uagtet Buddet havde lovet, at indhændige Amanda
dette Brev, saa bragte han det dog først til sin Herre, da
han indbildte sig, at Herren skulde blive meget fornøyet over
at have en beqvem Leylighed, at levere det selv i hendes
Hænder. Hans Herre var utaalmodig for at vide, hvor¬
ledes Brevet var optaget, og brekkede det derfor hemmelig,
for at see, hvad der stod udi. Han blev ikke lidet rørt
over en saa ægte Afbildning paa en bekymret Dyd. Men
tillige blev han overmaade forbavset, da han saae sine Til¬
bud forkastede. Desuagtet besluttede han, ikke at tilbage¬
holde Brevet, men forseiglede det omhyggelig igien, og har
det hen til Amanda. Al den Umag han giorde sig, for
at komme for hendes Øyne, var forgieves, førend han for¬
sikkrede hende, at han medbragte et Brev fra hendes Mo¬
der. Han vilde ikke levere hende det paa anden Maade,
end med de Vilkaar, at hun skulde blive i Stuen og læse
det. J det hun læste det, betragtede han hende med den
største Opmerksomhed. Hendes Bedrøvelse gav hendes
Skiønhed en nye yndig Tekkelighed; og da hun brast udi
Graad, saa kunde han heller ikke bare sig længer, at tage
Deel i hendes Kummer, og fortalte hende, at han havde
allerede læst Brevet, og havde besluttet, at giøre det got
igien, og at han havde været Aarsag dertil. Han skrev og
virkelig Dagen efter følgende Brev til Amandas Moder:
"Høystærede Madame! Jeg er gandske beskiemmet,
"og skulde aldrig kunde tilgive mig det selv, dersom jeg
"ingen Forladelse kan faae af hende for det, som jeg nylig
"har skrevet. Det var slet ikke min Hensigt, at giøre Be¬
"drøvede endnu mere bedrøvede; og der var intet, uden
"at jeg ikke kiendte Madamen og hendes Mand, der kun¬
"de forlede mig til en Feyl, hvilken jeg, saa længe jeg le¬
"ver, skal giøre mig Umag for at afbede hos dem, som
"deres Søn. De kan ikke være ulykkelige, saa længe
"Amanda er deres Datter; og de skal heller ikke være
"det, saafremt jeg ikkun kan bidrage noget dertil, saavidt
"det staaer i min Formue. Jeg forbliver Høystærede
"Madames lydigste og meest hengivne Tiener.
Dette Brev skikkede han bort med sin Forvalter, og
reyste selv strax derpaa til Staden, for at fuldføre den
ædelmodige Gierning, som han havde foresat sig. Forme¬
delst hans Venskab og Bistand blev Amandes Fader snart
sat i Stand, til at bringe sine forvirrede og forfaldne Sa¬
ger i Orden igien. Kort sagt: han ægtede Amanda, og
nød derved den dobbelte Fornøyelse, at han satte en vær¬
dig Familie i sin forrige Lykke, og havde selv gjort sig lyk¬
kelig ved en Forbindelse med Familiens Dyder.
Klygtige Jndfald.
Keyser Karl den V, som selv var meget ydmyg, kunde
ey fordrage Stolthed hos andre. Engang kom tvende Hof¬
Damer, som ey kunde blive enige om det øverste Sæde
til ham, og bad, at Keyseren vilde dømme dem imellem,
hvem af dem, der skulde sidde øverst. Keyseren, som mær¬
kede deres Stolthed, dømte saaledes: Den skal være den stør¬
ste Coquete, som kommer til at sidde oven for den anden.
Der blev engang lagt en Pasqvill paa Kong Henric
den IV. Tallerken over nogle af hans Hof=Cavallierer.
Kongen læste den, sigende: Pasqvillen er got gjort; For¬
fatteren har allene glemt at sette sit Navn under.
I Dronning Elisabeths Tid i Engelland, hendte
det sig, at en fattig Landsbye Capellan kom til Biskoppen
og søgte om et Pastorat, hvorved han kunde have sine nød¬
tørftige Udkomme. Biskoppen tog mod hans Ansøgning.
Men, som han gierne gad spiist Ost, saa lovede han An¬
søgeren et godt Pastorat, saafremt han gav ham en af de
store Engelske Oste. Den arme Præst, som ikke eyede meer
end en eneste Ost, skar samme over, og sendte Biskop¬
pen, tillige med dette Vers:
Mitto tibi Lunam, Solem non mittere possum;
Non cadit in nostrum forma rotunda polum.
Halv=Maanen sendes Dig. Jeg ey formaaer en Soel.
Ey Maanen skinner rund paa vores Landsbye=Poel.
Da dette kom for Dronning Elisabeth, fik hun saaledes
Behag i dette Vers, og Jndfald, at hun giorde den fat¬
tige Capellan til Biskop i Biskoppens Sted, og satte ham
fra Embedet.
