Vores Gamle Ung=Karl er i denne Tiid raget i en
Fatal Fortred; men got nok til ham. Hvorfor vilde han
snakke saaledes for den lille Pige? Det er intet Skiemt at
føre det Slags paa Tanker om Ægteskab. De troer lette¬
lig det, som kildrer dem og de hænger ved, som en Børre
ved et Faar. Den gamle Ung=Karl er bleven anderledes
til Sinds, og tilbudet sin forhen Allerkiereste 500 Rdlr.
om hun vilde lade sin Paastand og Prætensioner fare; men
hun vil ikke saa let give slip paa det selle Skind. Han er nu
ret i Knibe. Hun har ikke allene skieldet ham dygtig ud,
men endog fortalt hans heele Omgang for alle hans Ordens
Brødre. Ak! J kiere Mund=Elftere, bedrager ingen
med Tungen, 500Rdlr. vil ikke klarere Sagen.
Forleden mødte en Mand, som, af saare ringe
og fattig Tilstand, var kommet til stor Ære og Rig
dom, en af sine fattige gamle Bekiendtere, denne giorde
ham en meget Dyb og ydmyg Compliment, uden at den
Rige værdigede ham sit Aasyn. Ak, raabte den fattige.
Kiender de mig ikke? Ney, svarede den Rige. - Det
undrer mig ikke, sagde den Fattige; Efterdi De ikke kier¬
der Dem selv.
To Smaa=Herrer vare forleden udredet til Lunde¬
Huuset. Disse havde seet lidet i en Logica og indbildte sig
at kunde bevise alting. Underveys kom de til en Bonde,
som de vilde drive Spøg med. Hvad gielder, sagde de til
Bonden, at vi vil bevise, at du er et Svim? Jeg
troer det gierne, svarede Bonden; men hvad gielder, at
jeg vil bevise, at Jeres Sadler ere Muul-Esler? De vente¬
de nu først Plaisier, og bad ham at bevise. Gierne, sagde
Bonden: Det, som er imellem Heste og Esler, kaldes
Muul-Esler. Sadlerne ere imellem Jer og Hestene,
nu kan J vel selv giøre Slutningen.
Siælland. Her var en Bonde kommet til en anden
Bye at boe, og vandt strax sine Naboers Guust. Kort
derefter mistede han sin eeneste Koe, hvorover han sørgede
meget, og hans Kone endnu meere, saa hun kort derefter
ogsaa døde. Han beklagede sig for sine Nabøer, som alle
trøstede ham. Jer Kone, sagde de, var en brav Kone;
men her er jo mange fixe Piger i Byen. Den eene
tilbød ham sin Datter, den anden sin Datter=Datter, den
3die sin Søster, den fierde sin Moster, Kort sagt: Enhver
i Byen havde en Kone til Manden. Ak, svarede Bonden:
J denne Bye er det lettere at miste en Kone end en
Koe, da min Koe døde, var der ikke en eneste, som
vilde give mig en Koe igien, men nu min Kone dø¬
de, kan jeg faae 10 for een.
Fyen. Her havde en Mand en meget smuk ung Ko¬
ne, med hvilken han aldrig kunde forliges og sameenes,
men laae i en bestandig Strid og Trette. Hendes Ven¬
ner og Slægtinge anvendte ald Flid paa at tilveyebringe
Enighed imellem dem, men alting var forgieves, og Man¬
den paastod bestandig Skilsmisse. En af hans Venner
gik da til ham og sagde: Hør Broer! Er din Kone ikk
smuk? - Jo. - Er hun ikke forstandig? - Jo. -
Er hun ikke riig og af smuk Familie? - Jo. svared
Manden. Nu, da! hvorfor vil du da skilles ved hendef
Du er egensindig, og jeg seer ikke, at du kan have Aarsag
til Skilsmisse. Got, svarede Manden, og viiste ham sit
Skoe, sigende: Er den Skoe ikke smuk? - Jo. - E¬
den ikke vel giort? - Jo. - Er der ikke got Læder
den? - Jo. - Og dog alligevel, sagde Manden, ka¬
ster jeg den nu bort; thi den trykker mig, det kan jeg fø¬
le; men det kan du ikke see.
Jylland. Her kom en Bonde kiørende til en vis Kiøb¬
stæd, da han kom uden for Byen, mødte ham en Kareth,
som Endsken af Vaade veltede. Kudsken kaldte paa Bon
den, at han skulde hielpe ham at reyse Vognen. Hven
har J i Vognen, spurgte Bonden. Vor Stads Magi¬
strat, svarede Kudsken. Ney, sagde Bonden, jeg be¬
takker mig. Min Fader befoel mig, at jeg aldrig
maatte mænge mig i Stads-Sager. Og kiørte.
Meyland. Her døbte en Erkebisp en Vice=Konges
Baru; men han var saa lidet kyndig i hans Embedes For¬
retninger, at Sveden immer trillede ned af hans Ansigt.
Han havde Ritnalet liggende for sig, og læste Ord for
Ord op af samme. Endelig da han var bleven færdig med
sin besværlige Forretning, sagde han med et dybt Suk:
Ak! du kiere Gud, hvor meget hører der ikke til
naar man skal tale offentlig?
Coln. En syg rig Kone lod hente Doctoren til sig, som
forordnede hende et Lægemiddel, der skulde hentes fra Apo¬
theket i en Potte. Til Pigen, som hentede det, sagde
Doctoren, at hendes Madame skulde tage det ind altsam¬
men. Den anden Dag kom Doctoren igien, og spurgte,
om hun havde taget det ind? Ja, sagde hun, en Deel der¬
af, men det øvrige er saa haardt, at jeg ikke kan bide det
i Stykker. Doctoren forundrede sig, vidste ey hvad han
skulde sige, og lod hente Potten; da den blev bragt, sagde
hun: det, som var derudi, indtog jeg gierne, men Potten
var alt for haard, saa jeg ikke har spiist meere end et lille
Stykke der af. Doctoren loe og spurgte: Har da Mada¬
men vildet spise Potten op med? Hun svarede: De har
jo saaledes sagt til min Pige, at jeg skulde tage det
ind altsammen.
Til denne samme Doctor kom en uug Pige, og bad om
Tilladelse, at tage en Glød udaf hans Ovn, efterdi hun
ikke kunde faae Jld i sit Fyrtøy i Kiøkkenet. Han sagde:
tag; men J har jo intet at legge den paa. Det vil intet
sige, sagde Pigen; jeg kan nok bære den i Haanden. Hun
tog derpaa nogen kold Aske og lagde i Haanden, og Glø¬
den deroven paa. Da Doctoren saae dette, faldt han i
Forundring derover, og sagde: Det vidste jeg med al
min Videnskab ikke hvorledes jeg det skulde have gjort.
