ligesom hun var død. Uagtet Manden sprøytede Vand i
hendes Ansigt, holdt Røg under hendes Næse, og giorde
alt, hvad han holdt for, der kunde opvekke hende igien,
saa hialp det dog altsammen intet, og hun gav ikke det rin¬
geste Tegn til Liv fra sig. Manden løb derpaa af Skrek
til sin Naboe, klagede sin Nød for ham, og sagde: Ak
Naboe, min Kone giørde mig vred, og jeg gav hende et
Slag med en Stok, hvoraf hun strax faldt om, og jeg
troer hun er rigtig død, efterdi jeg intet Liv kan spore hos
hende. Kom ind med mig, og fee, hvorledes det er fat;
thi er hun død, saa vil jeg pakke mig bort i Tide; det kun¬
de ellers koste mit Hoved. Naboen gik strax med ham.
Han fandt hende vel ubevægelig; men da han følte hendes
Puls, saa merkede han hendes Skalkhed. Dette sagde
han hemmelig til Manden, og tillige paa hvad Maade
han vilde curere hende. Ja, Naboe, sagde han høyt,
jeg beklager eder, Konen er rigtig nok død; J har givet
hende et ulykkeligt Slag, og J kommer til at rømme jo
før jo heller. Men jeg har immer hørt, at naar man
har flaget sin egen Kone ihiel, saa skal man flaae hen¬
de, og det maae J og giøre, førend i pakker eder.
Manden svarede: Naboe, jeg kan ikke vel omgaaes med
saadant Arbeyde; thi min heele Krop ryster, saa stor er
Skrekken hos mig, vær saa god og giør det paa mine Veg¬
ne, jeg skal betale eder derfor. Da tog Naboen sin Kniv
og sit Staal, hvedsede Kniven paa det skarpeste, trak Ko¬
nens Skoe af, ristede hende med Bagen af Kniven op ad
Benet, og lod ligesom han opskaer Huden. Da Konen
fornam det, og meente, det skulde blive Alvor, sprang hun
op i en Hast, løb ud i Haven og over Gierdet, saa langt,
indtil hun meente, at hun var i Sikkerhed. Om hun af
denne Enur siden blev bedre, derom har man ingen Ef¬
terretning.
Verdun, En Borger=Kone lod sig kalde Margnise, for
at blive holden for en Person af Stand. "Madame,
sagde en anden til hende, see vel til hvad J giør; J kan
let komme til at beholde det Navn Marquise til Spot
og Øyenavn.
En Dame, der var temmelig til Aars, kom, for at
besøge en gammel Herre, der var hendes Ven, og som laae
farlig syg. Denne Herres Datter vilde ikke lade hende
komme ind i Kammeret til ham; men sagde, at hendes
Fader ikke tog imod nogen Besøgelse af Fruentimmer.
"Ak, min gude Jomfrue, svarede den Gamle, paa
min Alderdom gives der ingen Fruentimmer meer."
Man dadlede et ungt Fruentimmer, fordi hun vilde
ægte et Menneske, hvis Levemaade havde været lige tvert¬
imod hans Tids Sæder og Moder; kort sagt: en Origi¬
nal af en Mandsperson. Men dette Menneskes Egensindig¬
hed var ikkun en Forstandens Feyl, og ingen kunde have
et redeligere Hierte, end han, Fruentimmeret, som ikke
manglede Forstand svarede derfor meget vel; Jeg ægter
ham fordi jeg haaber, at han af Egensindighed skal
blive en god Ægtemand.
Rom. En meget enfoldig Karl, som gav sig ud for
Poet, overleverede en Sonnet af sit Arbeyde til Paven.
Saasnart Paven kastede sine Øyne derpaa, fandt han i
det andet eller tredie Vers en Stavelse for lidet, og vise
Poeten det. Denne lod sig ikke anfægte deraf; men bad,
at hans Hellighed vilde læse videre fort, saa skulde der
maaskee findes et Vers, hvori der var en Stavelse for me¬
get; og man maatte regne det ene i det andet.
En Skyldner, som var i meget slette Omstændigheder,
sagde til sine Creditores, efterat han havde anvendt al sin
Flid og giort sig megen Umag, for at tilfredsstille dem:
Mine Herrer! jeg har hidindtil giørt mig al Umag, for
at tilfredsstille eder; men da jeg seer, at det er forgieves,
saa vil jeg nu overlade til eder selv, at sørge derfor."
Giftermaale.
Kiøbenhavn. At der er meere Trang end Brød¬
Trang beviser denne Mariage. Et Fruentimmer ind¬
bildte en Mand, at hun var Eyere af en Summa Pen¬
ge, som hun skulde have et andet Sted. Mande saae
altsaa mere hen til de fraværende Penge end det nær¬
værende Fruentimmer, og ægtede hende. Men hvor blev
Brude=Skatten? Efter Bryllupet blev alle hendes Obli¬
gationer falske. Ved dette Puds fik hun dog en Mand;
men om han vil blive ligesom Obligationerne, det bliver de¬
res Sag.
Grenoble. Den bekiendte Rousseau, har her indladt sig
Ægteskab med sin Huusholderske navnlig le Wassenr. Rous¬
seau som er en lærd Mand vilde ikke tage i blinde, og
kiøbe Katten i Sækken. Hans Huusholderske maatte han jo
kiendefor et skikkeligt Menniske.
Ulykkelige Tildragelser.
Kong Boleslaus i Polen havde en Hof=Præst, som, da
han saae en Mængde Guld og Sølv at bæres ind paa
Slottet, sukkede. Kongen, som var nærværende, spurgte,
hvi han sukkede saa dybt. Ak! svarede han, jeg tænker
paa min Fattigdom hiemme. Vel an! sagde Kongen:
Du maa tage saa meget Guld og Sølv med dig hiem, som
du kan bære. Den gierrige Præst skrabede da saa meget
i sin Kappe, at han havde nær sprængt sig, og da han
skulde gaae over en Steen=Broe igiennem et Vand, kom
han formedelst Byrden udaf Balancen, faldt i Vandet
og druknede.
Spitzbuberier.
J Amsterdam var en Borgemester ved Navn De Grave,
hos hvilken hans Kokke=Pige formaaede saa meget, at hun
næsten kunde faae alt hvad hun forlangte; hvorføre og alle
Supplicantere i sær stræbte at vinde hendes Gunst. Hvor¬
over man og sagde at en Kokke=Pige regierede Staden Am¬
