sterdam. Engang vare 3 Spitzbubere arresterede, iblandt
hvilke var en formuende Borgers Søn. Dennes Venner
underkiøbte Kokke=Pigen til at formaae sin Herre at faae
hans Befrielse udvirket; hvilket Borgemesteren og giorde
forestillende Slots=Fogeden, at denne var en ung Dreng
og en fornemme Mands Barn, hvis Familie han ikke gier¬
ne vilde have beskiæmmet; men at de andre havde forført
ham, og bragt ham i denne Ulykke, og haabede, at han
nok skulde forbedre sig, og vogte sig herefter for saadanne
Skallestykker. Slots=Fogden fortrød paa at denne Spiz¬
bube skulde slippe saa let; gik derfor til ham i Fængslet og
sagde: Du veed, at du har fortient Galgen, og at jeg
har Magt til at lade dig hænge op; men dersom du kan
practicere Ducat=Pungen af Buxe=Lommen paa Borgeme¬
steren De Grave, og skaffe den i mine Hænder, saa vil
jeg skienke dig Livet. Denne løvede at skaffe Ducat=Pun¬
gen i Hans Hænder, naar hans tvende Kamerater bleve
løsgivne tilligemed; thi allene kunde han ikke giøre det.
Slots=Fogden slap dem alle tre løs; men satte tillige saa
mange til at passe dem op, at det var umueligt at und¬
gaae, om de ikke holdte deres Løfte. De stillede sig saa¬
ledes alle 3 paa en Broe, hvorover Borgemesteren skulde
gaae, naar han vilde til Raadstuen. Saasuart de saae
Borgemesteren at komme, begyndte de to at yppe Trette,
og efter Skields Ord fik hinanden i Haaret. Folk stimle¬
de sammen, og da Borgemesteren trængde sig igiennem
Mængden, for ved sin Myndighed at skille dem ad, som
sloges, passede den tredie paa, og i Trængselen practicere¬
de hans Ducat=Pung til sig, og derpaa gik til sine Kam¬
merater, som strax paa hans Formaning bleve fredelige.
Han leverede altsaa Ducat=Pungen i Slotsfogdens Haand,
som lod dem alle tre gaae, med Erindring, at de skulde
vogte sig for aldrig mere at komme i hans Hænder. Det¬
te skeede omtrent Klokken 3, og Klokken 5 gik Borgeme.
steren atter hiem; da Slots=Fogden, som og var paa
Raadstuen, fulgtes med ham. Paa Veyen faae Slots¬
Fogden en fattig, hvilken gan gav en Ducat; strax derpaa
mødte ham en anden Stoder, som han ligeledes gav en
Ducat. Borgemesterer faldt i Fvrundring over saadan
Gavmildhed, og tillige betragtede Ducat=Pungen nøye
og greeb i Lommen efter sin; men den var borte; dog tur¬
de han ikke beskylde Slots=Fogeden. Men da den tredie
Stoder kom, som Slotsfogden ligeledes gav en Ducat,
kunde Borgemesteren ikke tie længer, og forundrede sig over
saadan Gavmildhed. Ja, svarede Slotsfogden, denne
Ducat=Pung er en Present af den unge Spitzbube, som
et Erkiendtligheds Tegn for hans Løsladelse, paa Deres
Recommendation. Han er og nu løsladt, og disse Du¬
cater vil jeg spendere paa Fattige. Det skal Bødelen ta¬
ge den Skielm for, det er mir Pung, sagde Borgemeste¬
ren, og jeg skal aldrig efter den Dag intercedere for Spitz¬
bubere. Slots=Fogden loe og leverede ham sin Ducat¬
Pung, sigende: at saadanne Folk burde straffes og ikke
løslades paa en Kokke=Piges Forbøn. - Velgiernin¬
ger bevises ofte af slette Grunde. Denne Kokke-Pi¬
ge havde neppe forhvervet sig den store Gunst hos Bor¬
gemesteren ved hendes Koge=Kunst; men maaskee
snarere ved hendes Anretning.
En Giestgiver=Kone roste sig af, at der var endnu
aldrig nogen Giest sluppen fra hende, som hun jo havde
trakt op og bedraget. Dette fik en Skalk at viide, som
forklædte sig, og lagde sig der i Logement. Han logerede
der temmelig længe, og hørte selv, at hun gav sig ovenmeld¬
te Berømmelse. Endelig fik han Leylighed til at flytte der¬
fra, uden at betale hende, og saaledes bedrage hende. Ko¬
nen bragte hendes Mand et Glas rød Viin, og derpaa
gav han sig til at fortælle, hvilket Kunst=Stykke, han vid¬
ste om Viin, nemlig at han kunde giøre et Anker hvid slet
Viin meget god, ja endog præparere samme saaledes, at
man kunde tappe hvid Viin af den ene og rød Viin af den an¬
den Ende paa samme Anker, og det ligesaa længe som der var
noget paa Ankeret; men det maatte være gandske fuldt.
Hans Værtinde bad ham, at lære hende dette Kunst=styk¬
ke; han lovede hende det; og en Dag, da de vare allene
sagde hun til ham: da vi nu ere allene, saa kom med mig
i Kielderen og lær mig det Kunststykke med Viinen. Han
fulgte med, lod hende vise ham et fuldt Anker, og derpaa
tog han et Boer, og borede et Hul paa den ene Side, for¬
hvilket Vertinden maatte sette en Tommelfinger for det Hul,
strax sprang han om paa den anden Side, og bad hende
holde den anden Tommelfinger for det Hul, han der boere¬
de. Nu forlangte han et Glas. Konen sagde, han maat¬
te gaae op, og hente et; ja, holdt da brav fast, sagde
han, saa vil jeg imidlertid og skiere et Par Tappe. Her¬
paa gik han op af Kielderen, tog sin Hat, Stok og Kaar¬
de, og gik bort. Konen maatte saaledes blive staaende,
indtil om Aftenen at hendes Mand kom hiem, som da hialp
hende derfra.
Forlorne Sager.
Monsicur Dagdriver lader herved i disse med Posten
til Forsendelse alene privilegerede Tidender bekiendt¬
giøre for alle og enhver, at han har tabt og forloret 366
Dage i dette Aar, som var et Skud=Aar; det er ham en
plat Umuelighed, at kunde opregne alle de Omstændighe¬
der, ved hvilke han er kommet til denne ubodelige Skade;
men skulde nogen kunde skaffe ham dem igien, erbyder han
sig, at vil give en Ducat for hver Dag; thi han merker
nu ved Aarets Udgang, at Tiden er dog det kostbareste i
Verden, og sukker med Poeten:
O! mihi præteritos referat si Jupiter annos!
d. e.
O! gid at Aarene tilbage maatte gaae!
O! gid jeg kunde nu de forbigangne faae!
Herved endes denne Anden Aargang, med næste Aar begynder Tredie Aargang.
