taget af hendes udvortes Skiønhed og Væsen. Sex Uger,
som sagt, forløb i vort Ægteskab, og i den Tid var hele
Verden død for mig. Jeg kunde ikke leve fornøyet noget
Øyeblik, undtagen jeg tilbragte Tiden i min Elskeliges Ar¬
me. Kort sagt, jeg var det meest førelskede Menneske paa
heele Jorden. Men saa gaaer det med det Sandselige!
Af hvilken kort Varighed er det ikke! Efterhaanden faldt
Dækket bort. Den bestandige Omgang havde allerede vant
mig saaledes til det Jndtagende hos hende, der havde,
sat mig i saadan en dødsig Henrykkelse, at jeg, da jeg en¬
gang betragtede hende noget nøyere, befandt hende meget
middelmaadig, ja adskillige Trek hos hende endog heslige.
Dette skede just paa en Tid, da en af vore Piger slog en
Dresdener Theekop i Stykker. Hvilket Raserie! hvilken
Fruentimmer=Furie! Jeg skielvede, jeg vilde undskylde
Pigen - - Min Skat! giør mig den Tieneste, og tie
stille! vil du tage saadant et Beest i Forsvar? Maaskee
du har Forstaaelse med Pigerne? – Jeg taugde stille,
og begyndte nu at blive meere opmerksom paa hendes Op¬
førsel. De mange hemmelige Conferencer, som hun holdt
med min Svigermoder, befaldt mig meget slet. Hun an
tog altid et sprødt Væsen og en overmodig Miene imod mig,
saasnart hun havde forladt sin Moder. J mit Huusvæsen
havde jeg hidindtil ikke gjordt den ringeste Anordning; kun¬
de jeg vel i min Kierligheds Drukkenskab en eneste gang
tænke derpaa? Men nu var det fornødent, i fald jeg vilde
bestaae som en ærlig Mand. Jeg talede derfor med min
elskelige Kiereste derom - - Sørg du for dine Forre¬
ninger, og pas paa dine egne Sager, jeg skal nok besør¬
ge det andet, jeg er Kone - - Got, mit Barn! jeg
kyste hende, og lod det saa gaae. Jeg ulykkelige Mand!
jeg fandt inden kort Tid, at min dyrebare Kone ikke for¬
stod det allermindste af Huusholdningen; hendes Kokkepige
giorde hvad hun vilde; og naar vi sadde ved Bordet, faa
vidste Konen endda ikke, hvad for Mad vi skulde have.
Musikken var min Ulykke. Claveret! Claveret! Jeg igien
tog mine Forestillinger, og her holdt hun den merkværdige
Samtale med mig, som jeg aldrig glemmer.
Jeg. Mit Barn! der gaaer mig saa meget med i
Kiøkkenet. Du veed omtrent, hvad min aarlige Jndkomst
er, og det vil ikke rekke til. Jeg beder
Min Kone. Nu! hvad er der allerede paa Færde
igien?
Jeg. Kokkepigen kan jo giøre hvad hun vil; du veed
jo selv, hvor gierne saadanne Folk ville betrekke og belure,
naar man ikke seer flittigt efter med dem.
Min Kone. Saa? Maaskee du vil have at jeg skal
være Kokkepige? det er noget dumt! der bliver nu slet in¬
tet af. De Griller maa Herren slaae af Hovedet!
Jeg. Hvad fattes dig? kan du ikke tale med mig med
det gode? du ved jo, at jeg elsker dig, og at jeg blot al¬
lene taler saaledes med dig for vor fælleds Lyksaligheds
Skyld.
Min Kone. Der har vi det! Min Mama har vel
hundrede gange sagt mig, at den Herlighed med Mandfol¬
kene fik Ende som et Lynet, at de begynder at coujonere
en, naar de først har en i Strikken. Men veed du og at
du tager Feyl deri hos mig? Kone vil jeg være i Huset,
forstaaer du mig? Min Kokkepige er et ærligt Menneske,
men du, du vil beklippe hendes Ære; kan du forsvare det
for Gud; vil du passere for en Christen? Har du ikke lo¬
vet mig, at du altid vil elske mig? Kan det kaldes at elske?
naar du begynder en Trette for ingen Tings Skyld og
om ingen Ting? Hvad gaaer sligt dig an, naar du ikkun
faaer din gode Mad paa Bordet? Kan det ikke være dig
ligemeget, enten jeg har sluget Kiøkken=Røg i mig, eller
ey? Er det ikke sandt, at det vilde befalde dig, om jeg
dig til Behag blev røget guul og sort i Kiøkkenet? Ney,
bild dig aldrig det ind; den Appetit maae Herren lade for¬
gaae sig! Hvorfor har du ægtet mig, naar du ikke kan
forsørge en Kone? Og hvad regner du da de 6000 Mark
for, som du fik med mig til Medgivt? Mener du, at jeg
vil leve som en gemeen Kone?
Jeg. Min Hierte Kone! jeg beder dig dog for Him¬
lens Skyld, det er jo ikke saa ilde meent, tænk ikkun selv
efter.
Min Kone. (bitterlig grædende.) Jeg merker
nok, du elsker mig ikke, dersom du kunde lide mig, saa
skulde du ikke ville giøre nogen Kokkepige af mig. Du er
en heslig og utaknemmelig Mand. Havde jeg ikkun kun¬
det see det paa dig tilforn! -- Her græd hun stridig
Graad, og jeg stod der som en arm Synder. Pludselig
sprang hun op i en Hast af sin Stoel, kastede et forbittret
Øyekast paa mig, og fløy ind i hendes Kammer. Jeg
hørte en Brumlen, og det var min dyrebare Frue Sviger¬
moders Røst. Efterat hun havde talet en Times Tid med
min Kone, kom hun ind i mit Kammer, og jeg stod op,
for at tage imod hende. Hr. Søn, hvad er det for Mund¬
huggerie, som allerede er kommet imellem jer. Fy, Hr.
Søn! ney det maae Hr. Søn ikke tænke, at jeg for Hr.
Søn har opdraget min Datter dertil, at Hr. Søn skulde
giøre en Slavinde af hende, cujonere hende, maae Hr. Søn
ikke. -- Frue Svigermoder! vil hun ikkun behage at
høre! -- Ey hvad skal jeg høre? naar J Mænd ikkun
kan giøre Livet snurt for eders stakkels Koner, det er jer
hele Kunst; for Resten kan J intet. Men da er man vel
en ret Nar, om man vil lade eder raade. Den Orm maae
man strax i Begyndelsen fordrive! ligesom man vænner
eder, saa har man eder. Kort sagt, Hr. Søn, min Dat¬
ter maae Hr. Søn holde i Ære, tag sig vel i Agt Hr.
Søn; Dersom min ma Soeur vidste det, saa skulde hun
hielpe mig, til at sette Hovedet i lave paa Hr. Søn, for¬
staaer Hr. Søn mig? - Og dermed forlod hun mig.
Der var nu Enden paa mit hele Livs Lyksalighed! Det
Forblindende var forsvundet, den bedrøvede sunde Fornuft
indfandt sig gandske igien, endskiønt til min store Qvale;
thi den forestillede mig ikkun min Elendighed desto livag¬
tigere, og i sin hele Omkreds. I denne Angest løb jeg til
min Svoger; ak, han var ikke meget lykkeligere end jeg;
men letsindigere var han, og det var hans Lykke. Jeg tog
