ikke boede ret langt fra hans Landgods, gav ham en Besø¬
gelse, og talede med ham om Kampen og Brydningen;
Baronetten tog fat paa ham bag fra, og kastede ham hen
over sit Hoved. Denne, som just ikke havde giort det sag¬
teste Fald, reyste sig op, fuld af Vrede og Harme. "My¬
lord, sagde Baronetten i en alvorlig Tone til ham: De
kan nu meget holde mig for Deres Ven; thi De er den
eneste, som jeg nogensinde har viist dette Kunststykke.
Daniel Pearce, der for nogle Aar siden er død i
Salisburg, havde ved et meget selsom Talent gjort sig be¬
kiendt under det Navn Dovdi. Han havde en Fornøyelse
af at iføre sig revne Klæder, slæbe Kieder og Lænker omkring
sig, besmørre sig i Ansigtet med Blod, og overhovedet at
gebærde sig som et rasende Menneske, der var sprunget ud
af Fattig=Hupset i London. Han giorde sig paa samme
Tid en fæl Røst og Stemme, hvilken han efter Behag en¬
ten lod høre sterk eller svag, eftersom han vilde giøre Folk
mere eller mindre bange. Han var saa besynderlig skikket
til at spille denne Rolle, at han endog kunde giøre de meest
Uforfærdede bange, og bevægede dem til at flye for hannem.
Man sprang ud igiennem Vinduerne, man klavrede op i
Kamierne; man reddede sig endog op paa Tagene af Hu¬
sene, for at undgaae denne formeente Rasendes Grum¬
hed. Pearce var ellers en meget sagtmodig Mand. Naar
han havde aflagt Narre=Dragten, kom han ofte til de Per¬
soner, som han havde giort bange, og tilbød dem sin Bi¬
stand, at løbe efter Narren, paa det han kunde blive bragt
i Forvaring.
Man veed, at ingen kan i Engelland spise uden Huset,
end ikke engang hos sine Venner, uden at være nødt til,
ved Afskeden at give Tienerne Drikkepenge, som beløber sig
til mere eller mindre efter Herrens Stand i Huset. En
Officier, som det endelig ikke befaldt mere, at han saa
dyrt skulde betale alle de Middagsmaaltider, som han fik
hos en vis Hertug, lod sig sige alle Hertugens Tieneres
Navne. Hertugen vidste ikke, hvad det skulde betyde, og
spurgte om Aarsagen dertil: "Mylord, svarede Officieren,
da jeg ikke er i Stond til at betale alle de herlige Maalti¬
der, som jeg nyder hos Dem, og derhos at vedligeholde
mine Vogne, Heste og Tienere, uden hvilke jeg ikke torde
komme herhid, saa vil jeg erindre disse Herrer i mit Te¬
stamente."
Denne uskikkede Sædvane er særdeles ømfindtlig for
Fremmede, og adskillige Engellændere har allerede forgieves
forsøgt, at afskaffe den. Den er imidlertid for nogen Tid
siden gandske kommen af Moden i Skotland. Freds=Dom¬
merne og Landgods=Eierne har i nogle Grevskaber gjort
Begyndelse dertil, i det de fattede den Beslutning imellem
hinanden, at de ingen Drikkepenge vilde give deres Tienere,
naar de komme sammen. Andre Grevskaber og Selskaber
giorde ligesaa, og da man har indseet, at denne Skik var
skadelig for Tienernes Sæder; at den ikke var i Brug hos
nogen anden Nation; at den var en Skam for dette Kon¬
geriges Politie; at den lagde Forhindring i Veyen for
Giestfriheden, og ligesom bebyrdede gode Venners sæl¬
skabelige Omgang med en Skat, saa er det besluttet og
befalet, at en saa fordervelig Misbrug skulde afskaffes, da
man ellers maatte betale sine Middags maaltider hos go¬
de Venner dyrere, end i Giestgivergaardene og Vertshusene.
Der er ingen, siger Rousseau, undtagen en Jord¬
maaler og en Dummerhoved, som kan tale uden Figurer;
man kan endnu sette til, som kan være følesløse ved Jma¬
ginationens og Følelsernes Skiønheder. Man giorde, i
en Mathematikers Nærværelse, meget Væsen af og lagde
megen Berømmelse paa Racines Jphigenia; han blev
nysgierrig og forlangte at see denne Tragodie. Man le¬
verede ham den. Men neppe havde han læst et Par Si¬
der deraf, førend han leverede den fra sig igien, og sagde:
Hvad er nu beviist med alt dette?"
Det skal være her i Landet, man har havt den Til¬
dragelse, som beviser, at Erfarenhed er unyttig, naar der
ingen Forstand er hos. To Børn, det ene dumt, det an¬
det klogt, fandt nogle Nødder, som de vilde deele
imellem sig. Det kloge Barn slog disse Nødder i Styk¬
ker, tog Kiernen ud deraf og gav det andet Barn Skallerne,
som forgieves speculerede paa hvortil det skulde bruge
samme, og saae endelig til sidst, at det var bedraget."Du
skal ikke narre mig, naar det gaaer om igien, sagde det
ved sig selv, og jeg skal nok søge Leylighed, at hævne mig,
for denne Stræg." Nogle Dage derefter fandt de atter
i Selskab med hinanden nogle Oliver. Det Barn, som
nu den første Gang var blevet bedraget, troede nu, at vil¬
le giengielde det andet Barn det, og sagde: Giv mig nu
det Jndvendige, og behold du selv det Udvendige." Det
klogere Barn, som var vel fornøyet med denne Deling, ad¬
lydde med Glæde, tog den bløde Skal af som er meget god
at spise, og gav det enfoldige Barn den haarde Kierne.
Algier. Da denne Stad i Aaret 1683 blev bom¬
barderet af Kong Ludvig XIV. paa det at den kunde blive
tugtet for dens Utroeskab og Uforskammenhed. Det Ra¬
serie, hvorudi Corsarerne vare over det, at de ikke kunde
afholde den Jldsprudende Flode fra deres Kyster, forle¬
dede dem til at binde de Franske Fanger fast foran ved Ca¬
nonen, og at skikke dem Stykkeviis til de Franske Skibe.
En Algierisk Capitain, som paa sine Caperier var bleven
tagen til Fange, men var derhos bleven holden meget got
i sit Fængsel, saae iblant dem som vare bestemte til den be¬
drøvelige og af Raserie opfundne Skjebne, en Off eier,
ved Navn Choiseul, som havde viist ham besynderlig man
ge Velvilligheder. Han antog sig i samme Øyeblik denne
ædelmodige Mand, og bad, at man i det mindste vilde
skaane ham. Men al hans Bøn var forgieves, og man vil¬
de allerede løsbrænde den Kanon, ved hvilken Choiseul var
fastbunden, da Algieren sprang hen til ham, omfavnede
ham, og sagde til Canonieren: Brænd løs; thi da jeg
ikke kan redde min Velgiører, saa vil jeg i det mindste ha¬
ve den Trøst, at døe med ham." Deyen, i hvis Paa¬
syn dette skeede, blev saa rørt deraf at han med Taa¬
rene i Øynene tilstod nu det, som han tilforn med saa me¬
gen Grumhed havde afslaget.
