1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 3
Høytagtige Skrivere og Skriversker af Fruentimmer¬
og Mandfolke=Tidenden! Et glædeligt Nyt=Aar!
F¬
forsmaaer ikke følgende Biedrage til eders kiere Blad.
Jeg vil ikke dølge for eder, at jeg har taget dette Tøy
af Naschereyen in die Visiten=zimmer am Neujahrs¬
Tag. Det kan dog læses med Fornøyelse, og derhos have sin
Nytte.
En Stump af Huusholdnings=Kunsten.
J det mindste har nogle Folk den sidste Eftermiddag
i Fior, naar de har endt Samtalerne om det gamle og
nye Aar, ligeledes talet et Ord om de onde Tider - om
de mange og store Udgivter - og om deres Oeronomie.
Og omendskiønt jeg maaskee kunde treffe deres Tanker og
deres Forsetninger: saa er jeg dog vis paa, at de ikke kan
treffe mine Tanker om de oeconomiske Merkværdigheder.
Det kan og være, at mangen en Vert vil giøre nye For¬
slag, til at indrette sin Huusholdnings-Etat mindre, eller
at forøge sine Rentet, som maaskee kan lykkes for ham.
Men med al denne Duelighed veed jeg dog ogsaa endda
nogle Hemmeligheder, som man sielden iagttager: en vis
moralsk Kameralvidenskab, som angaaer enkelte Borge¬
res Finanger, og som ingen Øvrighed kan udvirke i besyn¬
derlige nye befalinger, efterdi disse Hemmeligheder kom¬
mer an paa det frie Val. Jeg vil derfor fortælle en
Fabel:
Et Barn fandt engang en gammel Mand siddende
med et Timeglas i Haanden, hvilket han rev fra hinanden,
og begyndte omhyggelig at ville tælle hvert Sandskorn. Vær
ikke saa enfoldig, gamle Bestefader, sagde Barnet - Naar
har man nogen Tid hørt, at nogen har kundet tælle San¬
den. Jeg setter, at J spilder nogle Korn, J kan jo faae
flere end tusinde Hænder fulde i Stedet derfor? - Den
Gamle saae smilende paa Barnet: Min lille Ven, sagde
han, du lever af den fulde Skieppe, og forstaaer dig ikke
paa at holde Huus. Jeg giorde forhen ligesaa, og blev
fattig. Naar jeg taber nogle af disse Sandskorn, saa ta¬
her jeg en Minut, og naar jeg mister flere eller allesammen,
saa har jeg mistet en Skat, som jeg ikke faaer igien. Naar
jeg derimod veed, hvor megen Forraad jeg besidder, saa
kan jeg giøre en Slutning, hvor mange gode Handlinger,
jeg kan udøre i de mig endnu tilkommende Øyeblikke!
Dersom du havde to Hænder fulde af Lindser, og du kaste¬
de en Deel deraf bort, saa synes dette et ringe Tab. Men
havde du saaet disse bortkastede Lindser i Jorden, saa havde
du faaet fire og flere saadanne Hænder fulde igien, og din
Forraad skulde da altsaa være bleven større.
Den gamle Mand var en smule underlig og sær, som
alle gamle Folk gemeenlig ere, - og dog troer jeg ikke, at
det var ham saa meget om sine Sandskorn at giøre, som
om den Sædelære, han derved kunde anbringe
Hvorledes skal man vel kunde giøre Menneskene det
begribeligt, hvad de ere for slette Verter og Huusholdere
ihenseende til deres Tid? – Tiden er et Klenodie, som
enhver faaer til Medgivt ved Fødselen. Den koster ikke
Penge, og man kan dog ikke kiøbe den igien for Penge.
Hvo tager ikke gierne for intet, hvad han ikke kan faae at
kiøbe! -- Daaren har det, og veed ikke, at han har
det. Han klager, at Tiden er ham for knap og kort, og
han deeler, alt for barmhiertig, Halvparten deraf til dem,
som ikke takker ham derfor - til sit Spillebord,- til
sine Vellyster - og til sine Kaffeehuse!
Tiden er en liden Ting, som man hverken bærer i
Haanden eller i Lommen, eller i en Æske, og dog har man
den allevegne med sig - En eneste vel anvendt Time &k
meere værd, end et heelt Liv fuldt af Fornøyelse - Men
Menneskene ere ikke saa kloge, at de vide hvad det er: at
anvende Timer! - Kiøbmanden, - Advocaten - Dig¬
teren - og Bonden - Svalen og Storken vide deres Tid
ikkun Mennesket veed den ikke. Thi i denne Fald ere
de ikke alle Mennesker, men sysselsatte Kreature, som om¬
vexler deres Forretninger med deres Væsen.
De almindeligste Huusholdnings=Regler skulde giøre
os fuldkommen lykkelige, dersom vi overdroge dem i vor
væsentlige Lyksaligheds Udarbeydelse. Og jeg lader enhver
have Frihed, at giøre Sammenligningen, hvorledes vi i
disse Poster ere slette Oeconomer.
At giøre sig selv Skade - og først at give Hundene
det Brød, som tilhører Børnene, er Daarlighed.
Intet at samle, da man kan samle, og forud maae
befrygte en Dyr=Tid, er Daarlighed.
Jkke at lade sig sine Regninger qvittere, naar de alle¬
rede ere betalte, styrter os i den retmæssige Nødpendighed,
endnu engang at maae betale dem.
Et delicat Menneske overlader sig ikke med slet Mad,
naar han er i Begreb med at gaae til Giestabud.
Man søger at snoe sig igiennem Verden saa got man
kan. Hvo som ikke kan seyle til Peru bliver hiemme, og
giør det, som han har lært. Man skammer sig ikke ved
at betle sit Brød, - og hvo som ikke vil betle ved Døre¬
ne, lærer den Kunst, at betle høfligere - ved Breve¬
Suppliguer og Miner -- Hvad man i Dag har for
sømt, det indhenter man i Morgen.
Man giøre Anvendelsen paa sit Hierte - og paa
sin tilkommende Bestemmelse, saa er man gode Huus¬
holdere! -
