som Lykken opvækker til Stolthed; Men i en beslan¬
dig Erindring om sin forrige Trang og Mangel for¬
ømte han ikke d en store Pligt, at staae Betrængte bi.
Han fordybede sig ofte i en Betragtning over Herrens
Veye, og over hans veldædige Førelser. I denne søde
Tungsindighed sukkede han undertiden: O Gud
du som har gjort mig menneskelige Støv saa lykkelig, ef¬
terdi dog Verden kalder Rigdom en Lykke! - Hvad
hielper den mig, naar jeg skal miste og savne den søde For¬
deel, ogsaa at giøre andre lykkelige. Mig skal end¬
nu immer fattes noget, indtil du giør mig til en Kanal,
hvorigiennem det Gode, som jeg fik af andre, kan flyde
tilbage til dem igien.
Engang fandt han en gammel Kalender som, som hav¬
de tilhørt hans Salig Fader, og hvorudi han, ligesom
gamle Folk, der ere meget accurate, pleyer at giøre, hav¬
de optegnet adskillige Merkværdigheder som vare forefaldne
i hans Lives Tid. Han fandt iblandt andet følgende Ef¬
terretning: Den 19 Martii 169=- reddede jeg et ungt Men¬
niske, ved Navn A===G--, som beklagede sin store For¬
legenhed for mig, og med 100 Gylden befriede ham fra
hans heele Undergang, og førte ham paa Dydens og Ret¬
skaffenhedens rette Vey.
Hvor forskrekkedes
vor lykkelige Mand, da det her anførte Navn just var den
Kiøbmands, som havde giort ham selv lykkelig paa et Kaf¬
fehuus. -
- Han skrev strax til ham og bekiendt¬
giorde ham sin Opdagelse. Han bad ham tillige meget
bønlig, at han skulde tilkiendegive ham paa hvad Maade han
ligeledes kunde vederlegge og betale ham hans Velgierninger.
Han var ligesaaledes sindet som alle andre Mennesker. De
ville ikke gierne for intet modtage og oppebære Velgierninger
men de søger immer at blande en liden Fortieneste med
deriblant.
Svaret udeblev i lang Tid. Endelig fik han den be¬
drøvelige Efterretning fra en fremmet Haand, at hans ædel¬
modige Velgiører var død, efterat han havde liidt og igien¬
nemgaaet mange ulykkelige Tilfælde. Han havde vel efter¬
ladt sig en Søn, men man vidste nu ikke paa hvad Sted
han opholdt sig.
Dette foruroligede ham. Han søgte at tilfredsstille
sig og lindre sin Uroelighed derved, at han med sit Gods
og Midler uformerkt vederqvægede og oplivede gandske
ubekiendte Huusarme, som ere alt for ædle og frygtsom¬
me at tilstaae, at de ere fattige.
Faa Dage derefter fik han en anden bedrøvelig efter¬
retning. Hans eeneste Datter, som han havde avlet i sit
Ægteskab, var, jeg veed ikke ved hvad for Omstændigheder
og Leylighed, kommen i Bekiendtskab med en ung Kiøb¬
mandssvend der i Naboelavet, og havde forlovet sig med
ham, i Haab om hendes Faders Samtykke. Han tog
hende for sig – Han truede, han bad, at hun skulde
affiaae fra en Forbindelse, i hvilken han ikke kunde see no¬
gen Fordeel til hendes Lykke. Men det var altsammen
forgieves. Hun faldt paa sine Knæe. Beste, allermilde¬
ste Fader, græd hun, lad mit Hierte have gjort et Val
til min Lykke eller Ulykke, nok at jeg ikke egensindig har
samtykket derudi. Vi stakkels dødelige Mennesker maa
ofte giøre et Skridt, som vi ikke havde foresat os
at giøre. Min hierte Fader, er forhen bleven lykkelig.
Giør nu en ung fremmet Person lykkelig igien, som ingen
andre gode Egenskaber mangler, end denne, at han ikke
er riig.
Faderen blev rørt ved denne Philosophie. Han lod
den unge fremmede Person komme til sig. Han spurgte
om hans Navn og hans Forældre. Og hvor forbauset
blev han, da denne Fremmede just angav sig for en eneste
Søn af hans Velgiører, der af Armod og Fattigdom var
flygtet hen til dette Sted.
Han betænkte sig nu ikke noget Øyeblik at samtykke
i Giftermaalet, og efter en kort Tid, da Alderdommen
nærmede sig til ham, afstod han sin Handel og heele For¬
mue til sin Svigersøn og Datter. Hvor deyligt og skiønt
havde disse Personer i denne Historie anbragt og udsat de¬
res Penge. Det var meer end almindelige Renter, de
trakte deraf!
Hvor herlig og deylig er den Dyd at giøre vel! Vor
Gud lader ingen Drik koldt Vand blive ubelønnet. Det
er en betydelig Forjettelse af Religionen. Hvor mange
Exempler af samme Art skulde ikke giøres bekiendte, som
virkelig findes! Gid der i dette Aar maatte findes mange
saadanne Menneskevenner, som saaledes kaster deres
Brød paa Vandet. Gid endda en Eneste maatte giøre
en eneste Fattig ret lykkelig. Den Periode i hvilken vi
lever, giør tusinde ulykkelige, som ikke engang tør sige, at
de ere det. Skulde der findes saadan en skiøn egennyttig
Mand, som vilde saa got anbringe og udsætte sine Penge,
at man i en liden Bye kunde understytte en Fattig=Skole
saa vil han lettelig kunde opspørge saadant et Sted. (Sy¬
ge=Cassen fortienner og den Opmerksomhed til Penges ud¬
settetse paa vis Rente, som adskillige Veldædere under
den.) En vis Lærer i Reformations Tiden gav en Fattig
en Almisse med disse Ord: Hvo veed, hvor Gud skal ville
erstatte mig det igien - Hans Ven Luther, som var
hos ham, sagde: Hvad? Han skal ville erstatte eder det
igien? Jeg tænker, han har allereede giort det for lenge
siden!
O du Guddommelige Fornøyelse at staae de Fat¬
tige og Syge bi! Udbred dig stedse mere og mere
iblant os!
Man maae ikke forestille sig, at denne Historie er
i alle Henseender en Opdigtelse, for at behage Læserne.
Det var alt for ubilligt, at tænke eller sige.
