derens Opsigt, med befaling, at han skulde lade ham
underviise.
Det unge Menneske, som af Naturen havde et hur¬
tigt Nemme og færdig Forstand, tog inden kort Tid saa¬
ledes til, og forestaaede adskillige Forretninger udi Stadt¬
holderens Huus, som bleve ham betroede, saavel, at da
Kongen fik det at vide, ophøyede han ham til sit Huuses
Ober=Hofmester, og tillagde ham særdeles Ære, ved at
kalde ham Mahomet Ali=Beg. Efterat Kongen havde
noksom erkiendt hans Troeskab, og hans særdeles Duelig
hed i alle Ting: saa skikkede han ham som en Gesandt to
Gange til den store Mogul, og blev begge Gange meget
vel fornøyet med hans fuldførte Forretninger.
Mahomet Ali=Beg elskede Retfærdighed, og tog
ikke imod de allerringeste Foræringer. Saa rar denne Dyd
er at finde iblant Mahomedanerne: saa stor Berømmelse
fortiener Begs Opførsel. Denne ugemeene Oprigtighed
skaffede ham alle de Store ved Høffet til Fiender i sær
Gildingerne og Fruentimmeret, som altid havde got Ge¬
hør hos Kongen. Men saa længe Schach Abas
levede, stod Mahomet Ali=Beg med fuldkommen Ret saa
høyt i Kongens Naade, at ingen understod sig at tale et
Ord imod Oberhofmesteren, thi de maatte være bange for
at det skulde gaae ud over dem selv.
Schach Sofi fulgte Schach Abas i Regieringen.
Han var endnu meget ung, og Begs Fiender troede at
have faaet vundet Spil, ved det man kunde indbilde den
unge Konge, at Oberhofmesterens Forhold var ikke med det
allerbeste. Gildingerne, som altid ere om Kongen. snakkede
mange Ting for ham, til Mahomets Fortred; men saa ofte
de talede derom, lod Kongen, som han ey hørte det. Da Kon¬
gen endelig engang fandt Behag i at ville see nogle med Ædel¬
stene besatte Sabler og Dolke, sagde en af Kammertienerne,
om Hans Majestæt ikke vilde see den Sabel, som var bleven
Schach Abas sendt fra Stor=Tyrken; thi den var ligesom
oversaaet med Diamanter og andre kostbare Steene? Nu¬
var det vist nok, at Stor=Tyrken havde sendt Schach
Abas en Sabel af Stor Værdie, men længe førend Ma¬
homet Ali=Beg kom i Tienesten havde Schach Abas la¬
det den slaae i Stykker og forfærdige et andet kostbart Ge¬
vær af de Ædelstene, som vare derudi. Man søgte efter
Sabelen i den Skat, hvorover Mahomet havde Opsigt,
men kunde ikke finde den, efterdi det var allerede mange
Aar siden, at den ey havde været der. Herover blev Kon¬
gen fortørnet, som let kan sluttes, i sær da den enddnu
stod anført i den Bog, hvorudi Foræringerne vare optegne¬
de. Adskillige andre Store ved Hoffet toge heraf Leylig¬
hed, at giøre Oberhofmesteren forhadt hos Kongen ihen¬
seende til hans Forretninger, og at afmale ham med de
hæsligste Farver. De dadlede og udlagde alle hans Gier¬
ninger paa det værste, og forestillede Kongen, at Maho¬
met havde i sit eget Navn ladet bygge mange Huuse for de
Reysende, samt et prægtigt Huus for sig selv; og dersom
Hans Majestæt vilde giøre sig den Uleylighed, at besee hans
Fallads: saa skulde Kongen deraf kunde slutte, at han ikke
havde kundet opføre alle saadanne Bygninger, uden at trek¬
ke noget til sig af de offentlige Jndkomster. Og dersom
man fordrede Regnskab af ham, saa skulde alt hans Under¬
slæb blive lagt for Dagen. Under denne Tale kom Ma¬
homet til Kongen. Kongen tog ikke saaledes imod ham, som
han pleyede; men satte ham i rette, fordi Sabelen ikke
var bleven funden, og føyede til, at han vilde eftersee, om
og alt det var i Skatkammeret, som fandtes opteignet, og
inden fjorten Dage skulde alting være bragt i Orden. Ma¬
homet svarede: uden at forbauses derover: at dersom
Hans Majestet saa behagede, kunde han Dagen efter kom¬
me ind i Skatkammeret og besee alle Ting.
Dagen efter forføyede og Kongen sig derhen om Mor¬
genen, og forefandt alle Kostbarhederne i en meget smuk
Orden, efterat han allerede havde faaet Efterretning om
hvad der var passeret med den Sabel, om hvilken han
havde spurgt. Fra Skatkammeret forføyede han sig i Ma¬
homets-Huus, hvor ham blev overleveret en maadelig
Foræring, thi det er saaledes Skik i Persien, at den, som
Kongen beærer med sin Besøgelse, skal give ham en For¬
æring. Kongen imodtog Oberhofmesterens Gave gik igien¬
nem alle Sahle og Gemakker, og forundrede sig meget
over, at han fandt dem beklædte og betrukne med slet Filt
og grove Tapetzerier, i Stedet for at man i andre Herrers
Huuse finder Tapetzerier af lutter Guld og Silke.
Kongen forefandt nu virkelig alting langt anderledes,
end man havde beskrevet ham det, og kunde ikke noksom
tilkiendegive sin Forundring over den store Beskedenhed ved
saa høy en Lykke: Ved Enden af en vis Gang saae man
en Dør, for hvilken der var spendt tre sterke Jernlænker
og Laase. Kongen var gaaet forbie, og havde ikke givet
Agt derpaa; men da han gik tilbage igien, viste Ober¬
Kammerherren ham samme. Dette giorde Schach Soft
begierlig efter at spørge, hvad han havde paa dette Sted,
som var forvaret med saa megen Omhyggelighed? Mæg¬
tigste Konge! sagde Mahomet: Dette Kammer maae jeg
vel forvare; thi derudi har jeg al min Eiendom. Alt hvad
Deres Majestet har seet i mit Huus, tilhører Eders Ma¬
jestet, men det, som jeg har giemt i dette Gemak, tilhø¬
rer mig selv; og jeg er forsikkret paa at Deres Majestet er
saa naadig, ikke at tage det fra mig.
Disse Ord opvakte endnu mere Kongens Nysgierrig¬
hed til at see, hvad det var, som han havde giemt der?
Han befalede Mahomet, at lukke Døren op; men hvor
blev han ikke forundret, da han derudi ingen andre Zira¬
ter fandt en Mahomets Hyrdestav, som laae paa to Søm,
hans Hyrdetaske, hvorudi han havde havt sit Mad, en
Flaske, som han havde fyldt med Vand, hans Fløyte og
hans Hyrdedragt, der altsammen hengte hver paa sit Sted,
paa Søm paa Murene.
Oberhofmesteren vilde ikke længer lade Kongen blive
i sin Forundring og Taushed over dette Gemaks Udzirelse,
men sagde: Mægtigste Konge! See dette er alt det, som
jeg eyede den Gang, da Schach Abas traf mig ved Hior¬
den paa Biergene. Man har endnu intet taget fra mig
