deraf; og jeg haaber, at Eders Majestet og endnu vil la¬
de mig beholde det; ja jeg vil takke Eders Majestæt for
den største Kongelige Naade, om jeg maae nedlegge mit
Embede, gaae ud fra dette Pallads, og gribe til min for¬
rige Haandtering igien.
Kongen, som blev rørt over Begs strænge Dyd, lod
sig strax afføre sine Klæder, og forærede samme til Ober¬
hofmesteren. Dette er den største Ære, som Kongerne af
Persien kan beviise nogen af deres Undersaatter. Man
bragte derpaa andre Klæder, som han iførte sig, og vend¬
te tilbage igien til sit Slot.
Mahomet forestod derpaa sit Embede ligesom for¬
hen med den største Nidkierhed og utrettelig Redelighed,
og døde i samme med et berømmeligt Eftermæle. Hans
Fiender vandt derimod ikke andet derved, end Skam og
Spot, at deres uretfærdige Raadslage, som de havde op¬
spundet imod ham, havde lykkedes saa slet for dem.
Vittige Jndfald og lystige Svar.
En Spansk Officier, som vilde giøre en anden Officier
af samme Compagnie beskiemmet, sagde til ham, at han
gik ikke hidsig nok løs paa Fienderne, og røbede alt for me¬
gen Frygt ved alle Leyligheder. "Ey morbleu, svarede
den anden, jeg skulde ingen Frygt have, dersom man skik¬
kede mig stedse imod Folk, som ikke vare tapprere end du."
Ulærde Folkes daarlige Forfængelighed overtaler dem
til at troe, at en lærd Mand og en Skribent, er et svagt
Hoved uden for sin Sphære. En berømt Medlem ved
Videnskabernes Academie i Frankerig, Monfr. de Marian,
befandt sig en Dag i et Selskab, i hvilket en Mand fra
Hoffet var nærværende; de komme i Strid med hinanden
om en Sag, der ligesaa lidet henhørte til Lovkyndigheden
som til Geometrien. "Min Herre, sagde Magistrats¬
Personen med en spodsk Latter, her er hverken Spørsmaa¬
let om Euclides eller Archimedes. - "Og heller ikke
om Cujaz eller Bartholus, svarede Academisten.
En Bonde, som var nødt til, at giøre en Reyse, bad
sin Kone, som var eenfoldig, at hun imidlertid vilde skaane
hans Pande. "Og hvorfor det, spurgte den unge Kone.
Fordi dersom du ikke fører dig vel op, saa voxer der i
Øyeblikket Horn ud i Panden paa mig. - Fy, sagde hun,
det skal jeg nok tage mig i Agt for; jeg er alt for bange
for Horn. Reppe var Manden borte, førend en Galan
forklarede hende Hemmeligheden, og ledsagede hans Lær¬
domme med Beviser. Manden kom tilbage, og da Konen
ingen Horn saae paa ham, sagde hun: "Jeg tænkte det
nok, at du vilde ikkun bilde mig noget ind."
Lucas havde og en enfoldig Kone, og da hun var i
Barnsnød, og Manden kom til hende, for at trøste hende
under de heftigste Smerter, sagde hun, da han har sig meget
ynkelig ad: "Ak min Ven, bedrøv dig ikke saa meget for
min Pines Skyld; jeg veed meget vel, at du er ikke Aar¬
sag derudi."
En General=Forpagter i Frankerig havde et Par skim¬
lede Heste for sin Vogn, som vare de smukkeste og meest
udsøgte, man kunde see. Da en af dem var styrtet paa
Stalden, skikkede han sin Kudsk ud til alle Hesteprangere i
Paris, at han skulde kiøbe ham en anden af samme Slags,
den maatte koste hvad den vilde. Kudsken kom tilbage.
"Nu, sagde hans Herre, saasnart han saae ham, har du
faaet en?" "Ja, min Herre, svarede Kudsken, den
seer ligesaadan ud, som J - vil have den."
En Officier, som i Krigen havde mistet et Øye, har
i dets Sted et af Glas, hvilket han altid tog ud, naar han
gik til Sengs. Da han nu engang var i et Vertshuus,
leverede han Øyet til Pigen, som skulde legge det paa Bor¬
det. Pigen gik imidlertid ikke af Stedet. "Nu, hvad
bier du efter? sagde Officieren. - Jeg bier efter det andet
Øye, sagde hun, for at legge dem begge hen paa eengang.
En Herremand gik engang og spadserede i sin Have
paa sit Landgods, da Solen skinnede endnu meget varm.
Gartneren, som ikke ventede ham saa tidlig, havde imid¬
lertid lagt sig under et Træe og sov. Herren gik fuld af
Vrede henimod ham: "Skielm, raabte han, ligger du her
og sover, i Stedet for at du skulde arbeyde; du er ikke
værd, at Solen skal skinne paa dig.- Ja, just derfor
har jeg og lagt mig i Skyggen, sagde han, og gneed
Øynene.
En fornemme Udlænding besøgte et ungt Fruentim¬
mer i Paris meget ofte. Pigens Moder, som var i Be¬
kymring, at hendes Datter skulde derover komme i Ord,
spurgte denne Herre en Dag, i hvad Hensigt han besøgte
saa flittig: "Er det ihenseende til Ægteskab, sagde hun,
eller ihenseende til det andet (ou pour autrement.) Den
Fremmede svarede gandske aabenhiertig; "Det er ihenseen¬
de til det andet. (Cest pour autrement.)
Den vigtige Aarsag, uden Medgivt, havde for¬
maaet Harpago til at give sin Datter bort til en gammel
udlevet Mand. Da nu Præsten for Alteret spurgte den
unge Pige om hendes Samtykke, og fordrede hendes Ja,
sagde hun gandske trøchiertig og med et dybt Suk til ham:
O ærlige Mand, J er visselig den første, som har spurgt
om mit Samtykke og Ja i denne Sag."
En gammel Jomfrue, som af Alderdom var bleven
blind, blev engang af en blind Mand bedet om en Almisse,
som søgte at bevæge hende, ved at berette, han havde mistet
al denne Verdens Glæde. "Hvad fattes jer da, spurgte
hun, er J maaskee castreret?"–Ak ney, svarede han,
jeg er blind. "Stakkels Mand, sagde hun, J har
Ret, men jeg tænkte nu ikke derpaa."
En Hertug, som havde en Rangstriid med en Mar¬
schall af Frankerig, sagde: "Jeg begriber ikke, hvorpaa
han grunder sin Paastand; thi han maae dog vide, at ved
Kongens Kroning, som er den største af alle Solenniteter,
og i Parlements=Sæderne er vor Rang-Orden bestemt, og
Marschallerne har intet kunde indvende derimod. De
commanderer os vel ved Armeen, men jeg indfinder mig
jo aldrig derved.
