Et stort, sterkt og ført Fruentimmer anklagede en
Mandsperson, at han havde taget hende med Vold, og
forlangte, at han enten skulde ægte hende, eller give hende
en anseelig Sum Penge. "Men hvor har det været mue¬
ligt, sagde Dommeren, at han har kundet faae Magt med
Eder, da J er saa sterk?– "Ak, min Herre, svarede
hun, jeg har vel Kræfter naar jeg slaaes, men ikke naar jeg
leer. "
En Mand, som vilde vænne sin Hest til, ikke at æde
meere, gav ham hverken meere Høe eller Havre, og He¬
sten døde. "Hvor ulykkelig er jeg dog, sagde denne Mand,
at jeg har mistet min Hest just paa en Tid, da den vante
sig til, ikke at æde mere.
En Tiener, som Boileau sendte til sin Ven Bois¬
Robert, der laae syg af Podegra, for at lade forhøre,
hvorledes han befandt sig, bragte ham den Efterretning, at
Pinen havde fordobblet sig. "Han bander da vel retskaf¬
sent?" sagde Boileau. "Ak min Herre, svarede Tiene¬
ren, det er ogsaa endnu hans eneste Trøst.
En fattig Mand mødte en anden, som ikke var meget
riigere end han, og bad ham om en Almisse. "Ak, min
Ven, svarede denne ham, det er vel, at J har forekommet
mig; jeg var just i Begreb med, at ville giøre denne Be¬
giering til eder."
En Barberer, som var meget snaksom, spurgte en,
paa hvad Maade han skulde barbere ham: "Uden at tale
eet Ord, "svarede denne.
En Adelsmand havde kaldet sin Hund Cocu (Hanrey).
Da han nu nævnte Hunden ved dette Navn i en enfoldig
Kones Nærværelse, satte hun ham til Rette derfor, og sagde:
"De maae dog skamme sig, min Herre, at give en Hund
et christeligt Navn."
Nogle Personer stode neden for et Vindue, i hvilket
der hængte en Papegoye, og lode den sladre alt, hvad den
vidste. En Kone, som gik forbi, sagde til dem: "Skam¬
mer J eder ikke, saaledes at plage det arme Dyr! det var
bedre, at J lærte den noget."
En ung Marqvis i slette Omstændigheder, som hav¬
de giftet sig med en gammel og meget rig Grevinde, gjor¬
de sig allevegne lystig paa hendes Bekostning. Han skaa¬
nede hende saa meget mindre, da hun allerede ved Ægte¬
skabs Contracten havde testamenteret ham al sin Formue.
Den Gamle indsaae alt for vel den Feyl, som hun havde
begaaet. Men det foruroligede hende dog mindst, at hun
blev foragtet af hendes Mand. Hun befrygtede, at det
kunde falde ham ind, at tage hende hemmelig af Dage; og
da hun en Dag ikke befandt sig vel, sagde hun, at hun
havde faaet Forgift ind. "Forgift? sagde hendes Mand
i adskillige Personers Nærværelse, skulde det vel være mue¬
ligt? Og hvem skulde have forgivet eder?
13.
svarede den Gamle ham."-
Ak, mine Herrer,
raabte den gode Marquis, intet kan være mere usandfærdigt.
Lad hende strax blive opskaaren, og man skal befinde, at
det er den allergroveste Bagtalelse.
En Cavalier, som laae syg, og var i stor Gield.
sagde til sin Skriftefader, at den eneste Naade, som han
vilde udbede sig af Gud, var, at han maatte leve saa
længe indtil han havde betalt sin Gield. "Dette Ønske
er saa billigt, svarede Skriftefaderen, at J vist kan haa¬
be, at Gud vil bønhøre det. "Ak, sagde herpaa
den Syge til en af sine gamle Venner, jeg er forsikkret om,
at jeg aldrig skulde døe, dersom Gud vilde bevise mig den¬
ne Naade.
En ung Mandsperson og et uugt Fruentimmer i Lon¬
don vilde lade sig vie sammen. Præsten spurgte Brud¬
gommen, som sædvanligt, om han vilde have nærværen¬
de Jomfrue til sin Ægtefælle, og han svarede Ney. Præ¬
sten lod dem derpaa gaae bort igien. Den følgende Søn¬
dag kom de igien. Præsten begyndte atter at spørge Brud¬
gommen, og han svarede Ja. Han spurgte derpaa Bru¬
den, om hun vilde have nærværende unge Mandsperson
til sin Ægte-Hosbonde, og hun svarede Ney. Præsten
lod dem derfor atter gaae bort. De kommer imidlertid
begge To igien tredie Gang, og svarede begge Ja paa de
gjorte Spørsmaal; men Præsten sagde til dem: Da jeg
vilde vie eder, saa vilde J ikke, og nu da J vil, saa vil
jeg ikke; J maae lade eder vie paa et andet Sted; og der¬
paa gik han fra dem.
Da en Spanier om Vinteren reyste igiennem en Stad
i Braband, løbe Hundene efter ham, og giøede sterkt ad
ham. Han bukkede sig, for at optage en Steen, som
han vilde kaste efter dem; men det havde frosset sterk, og
Steenene laae saa faste, at han ingenlunde kunde faae dem
løs. "Dette er et forbandet Land, raabte han, hvor
man slipper Hundene løse, og spigrer Stenene fast!
En Gasconier havde forspillet alle sine Penge, og sov
i een Seng med den, der havde vundet dem fra ham. Da
hans Kammerat var falden i Søvn, saa betiente han sig
af Leyligheden og vilde stiele hans Børs fra ham. Men
denne som ikke var falden i alt for dyb Søvn, fornam no¬
get dertil, og greb strax efter sin Børs. Han følte imidlertid
Gasconierens Haand, og spurgte, hvad det var, han bestil¬
te? "Min Ven, svarede Gasconieren ham, jeg tager
Revance."
To gode Venner giorde et Veddemaal med hinanden
over Borde om en Karpetunge, hvilken af dem begge der
skulde have den. Den ene tog et Tegn i Haanden og sag¬
de: hvad tager du? "Kronen, svarede hiin."
"Og jeg, sagde denne, jeg tager Tungen."
