1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 4
Det lykkelige Land.
B¬
egierlighed, til at besee fremmede Lande, tilskynde¬
de mig at forlade mit Fædernelands Grændser,
og at give det vilde Hav Fortrin for samme. Jeg
seylede igiennem det store og øde Verdens Hav med det For¬
sæt, at ville udforske de Americanske Egne, og som en
Diogenes opsøge Mennesker. Lykken syntes i Førstningen
at styre for os, og vort Haab for den tilkommende Tid,
var lige saa udspilet som Seylene. Vi havde lagt over
tretten hundrede Mile tilbage i mags Veyr og med en føye¬
lig Vind, da d.r reyste sig en brusende Orcan. Bølger¬
ne kastede Skibet op i Skyen og ned igien i Afgrunden.
Vi saae i hver Vandvaag Døden for vore Øyne; og alt
hvad den navnkundige Robinson fortæller om de optaarne¬
de Bølger og den formørkede Himmel, syntes ikkun at væ¬
re en Skygge imod dette fæle Syn. Denne Storm ved
varede længer end een Uge, og vor Skræk og Angest lige¬
saa længe; den sønderrev efterhaanden alle vore Tovverker,
splittede vore Master fra hinanden, og kastede endelig Ski¬
bet op til en uhørlig stor Klippe med en forskrekkelig Kna¬
gen. Mine Kamerater bleve strax henrevne af Bølgernes
Magt; men jeg sprang tilligemed en af Skibsfolkene i den
ved Siden udsatte Baad, i hvilken vi og i en hast kastede
en Kiste af middelmaadig Størrelse. Vi overlode os her¬
paa til Skiebnen, og efter at vi hvert Øyeblik med Taal¬
modighed meere ventede end befrygtede vor Undergang, saa
blev Baaden med eet staaende. Vi meente i Førstningen
at det var en Sandbanke, og at vor Grav var os af Skiæb¬
nen her bereedt; men ved videre Undersøgning saae vi
at det var Bredden af et fast Land. Vi giorde os Umag,
med vore vaade og halv lamme Lemmer at krybe til Landet,
og ligeledes at slæbe vor Baad op paa det Tørre. Vi
giorde den fast ved Stammen af et nær derved staaende Træe,
og lagde os gandske udmattede ned under en Busk. Her
faldt jeg i Søvn, og glemte alle Klager og Elendighed.
Neppe vare vi opvaagnede ved Solens Opgang, saa
saae vi en Røg noget fra os at opstige, hvoraf vi sluttede
at der maatte findes Mennesker; og efterat vi havde gaaet
nogle Skridt derhen imod, kom en heel Deel Mennesker
os i Møde, hvis Lige vi endnu aldrig hidindtil havde kiendt.
Vel hverken bukkede eller skrabede de for os, men vi merke¬
de dog heller ikke, at de vare uhøflige. Man betragtede
vore Klæder meget nøye, dog uden at lee ad dem; man
forundrede sig over vore Hatte, Parykker, Haarpunge,
Manskietter, bebremmede Klæder og Skoe o. s. v. og det,
som jeg siden fik at vide, af den Aarsag, fordi man deru¬
di havde fundet os saa meget afvigede fra Naturen. Men
i Stedet for, at man hos os vidtløftig visiterer de fremme¬
de, og næsten over alt lader det være det første Spørsmaal.
om de har bragt noget med sig? saa bleve vi derimod før¬
te i et Huus, hvor os blev givet Forfriskninger, uden no¬
gle saadanne Spørsmaal.
De første Uger af mit Ophold her foraarsagede, at
jeg aflagde mange af Opdragelsens og Omgangens Fordom¬
me, som jeg hidindtil havde beholdt i mit Gemyt, og jeg
fandt, at dette mig forhen ubekiendte Folk havde fattet langt
sundere Begreeb om mange Ting, end jeg. Den første
Umag jeg giorde mig var at lære at forstaae disse Jndvaa¬
neres Sprog, og det faldt mig ikke vanskeligt. De fleste
Udtrykke derudi vare naturlige, og grundede paa Tingenes
Væsen. Dyden kiender man her, men ikkun efter faa
Navne, i det man udøver den, uden at man pynter den med
prægtige Udtryk. Efterat jeg havde fattet saa meget af
dette Sprog, at jeg derved var i Stand til at forklare
mine Tanker, saa spurgte jeg min godgiørende Vert om
dette Lands og hans Medborgeres Navn? Men jeg fik in¬
gen anden Svar af ham, end at dette Rige blev bebøet af
Mennesker, hvilket fornøyede mig saa meget kraftigere, ef¬
terdi jeg nu her har truffet eet, hvorefter jeg saalænge havde
stræbet med Længsel. Min Nysgierighed drev mig videre til
at spørge, hvem der regierede øver dette Land? Men dette
forftod de ikke, og efter en lang Beskrivelse over hvad jeg
dermed vilde tilkiendegive, berettede de mig, at dette Folk
levede i Friehed, og at de, til hvilke man havde betroet
Opsigten over Landet, kaldtes de øverste Fædre, efterdi
man ikke viiste Lydighed imod dem saa meget af Tvang
som af foreenet Kierlighed, og de betiente sig hel¬
ler ikke videre af deres Magt, end til den almindelige Vel¬
færds Befordring. Deres Regierings=Form havde blot
Landets Lyksalighed til Formaal, og deraf kom det, at
dette Baand imellem dem og de andre Borgere ikke saa let
blev opløst. Jeg indbildte mig, at jeg her havde fundet
det forlorne Paradiis. Jndvaanernes Artighed aabnede
mig allevegne Adgang; og jeg giorde mig Umag for at kien¬
de deres Skikke saameget desto nøyere, som de syntes at
være meere overeensstemmende med Naturen; endskiøndt
jeg heller ikke kan nægte, at endog her undertiden blander
sig noget imellem som bærer Vidnesbyrd om Menneskenes
Ufuldkommenhed. Saalænge jeg var fremmet for dem,
vare de saa kloge, ikke at værdige mig stor Fortrolighed.
Mange Ting, som de merkede ved mig og min Cammerat,
forekom dem meget forunderlige. Jeg prisede disse Folk
lykkelige for deres Uvidenheds Skyld, efterdi de ikke kiendte
meget af det, der mere vidner om Menneskets Fordervelse
end om dets Lyksalighed. Disse Folkes Huse vare mere be¬
qvemme end ziirlige. Fandtes der undertiden nogle Tyve,
saa bleve de ikke ophængte men med Søm naglede til Portene,
