Kongen viiste engang Stor=Prioren en Hest, spurgte
ham, hvad han syntes om den, og sagde iblant andet:
"Man vil sælge mig den for en Tyrk, og jeg veed, J for¬
staaer eder paa Heste, siig mig eders Tanker om den."
Sire, svarede Stor=Prioren: "Denne Hest er slet ingen
Tyrk; det er en Christen ligesaavel som De og jeg.
Et enfoldigt Menneske havde kiøbt sig en Auditeur¬
Plads. Da han nu kom i Kirken, stod han op under Præ¬
e diken og bukkede gandske dybt, hver Gang Præsten sagde
p mes chers Auditeurs (mine kiere Tilhørere), efterdi han troe¬
n de, at det var ham meent.
En Fader havde sine Aarsager, hvorfor han, i sin
le Datters Nærværelse, ikke alt for meget vilde rose og op¬
høye den Lykke, at være gift. "Den, som tager sig en
Mand, sagde han, giør ikke ilde; men den giør endnu be¬
dre, som ingen tager." Min kiere Fader, sagde den
uskyldige Pige, jeg vil da ikke giøre ilde; bedre maae
den giøre, som har Lyst."
En enfoldig Kone, som havde forrettet sin Bøn for
St. Michaels billede, havde sat et Voxlys ved St. Mi¬
chael og et ved Dievelen, som laae under hans Fødder.
Præsten, som gik forbie, og saae det, sagde: "Hvad er
det J giør Kone! seer J ikke, at det er Dievelen, som J
ofrer det ene Voxlys til? ""Kiere Herre, sagde hun,
man har altid sagt mig, at det er got, at have gode
Venner overalt; man kan jo ikke vide, hvor man kan
komme hen.
Forstanderne for en Kirke i Paris, lode en Guldsmed,
som var en Hugonot, kalde til sig, at han skulde reparere
St. Michaels Figur i deres Kirke. Guldsmeden besaae
J gode Herrer! Eders Dievel er
billedet og sagde:
god, men Jer St. Michael duer ikke."
En Abbed, der var meget anseelig, saavel ihenseende
til sin Stand, som sine Embeder, læste en Dag Messe, og
hørte nogle tet ved Alteret at snakke temmelig høyt, saa at
han blev forstyrret i Messen. Han vendte sig derfor om
til dem og sagde: "Det er i Sandhed en Skam, mine
herrer; om det var en Laquay, som læste Messe,
saa kunde J ikke bruge mindre Respect."
En ung Dame skriftede hos en Ordens=Geistlig. Da
Skriftefaderen havde hørt hendes Skriftemaal, og giort
hende adskillige Spørsmaal i Anledning deraf, var han
tillige nysgierrig for at vide, hvem hun var, og spurgte om
hendes Navn. Dette holdt Damen ikke fornødent, at sige
ham; men svarede: Mit Navn er ingen Synd.
En Matros sagde til sin Skriftefader, efter at han
havde faaet Afløsning: Min gode Pater, der falder mig
endnu en liden Skrupel ind; Da jeg engang var i mit
Fartøy, raabte en af mine Kamerater til mig, at jeg skulde
fare nærmere til Landet; men jeg vilde ikke. Da han nu
immer blev ved, saa gav jeg ham et Stød med Albuen i
Siden, saa at han faldt ud i Vandet, og jeg veed ikke,
hvor han er afbleven; thi jeg har ikke seet ham siden.
Da man reparerede Taget paa et Huus, faldt nogle
Stykker af Tagstenene ned paa en Forbigaaende. Denne,
for at hævne sig, tog Stenene op, og kastede dem ind igien¬
nem Vinduerne paa første Etage. Da man nu spurgte
ham, hvi han giorde det, svarede han: Fordi jeg havde
ikke Kræfter nok, til at slaae dem høyere.
Et Menneske, som var adskillige gange bleven be¬
stiaalen paa Gaderne i Paris, vovede sig ikke meer ud af
Huset. Man raadede ham, at han skulde bære Pistol¬
ler eller Lomme=Pufferter hos sig. "Hvad kunde det
nytte, sagde han, Spidsbuberne stial dem gandske
vist med.
Den sidste store Formørkelse i Solen havde indjaget
saadan Frygt i Bønderne, at en Præst kunde neppe absol¬
vere saa mange, som der kom til at Skrifte hos ham.
Han fik derover det Jndfald, at han sagde til dem paa
Prædikestolen: "Mine Børn! J behøver ikke at skyn¬
de eder saa, for at skrifte; thi Formørkelsen er opsat
i fjorten Dage.
En god ærlig Mand sagde til sin Kone: "Jeg tro¬
er gandske vist, at der i denne hele Bye ikke er meer, end
"Hvem
en eneste Mand, som ey er Haurey. "-
skulde da det være, spurgte Konen. - Tænk dig om,
sagde Manden, du kiender ham dog. " Ney, jeg
maae besinde mig, og tænke paa hvem, jeg vil, sagde
hun, saa kiender jeg ham ike."
Cøln. En Frankisk ung Adelsmand blev Page hos
en Fyrste; og da han første Gang opvartede ham ved Taf¬
felet, gav han ham Tallerkenen med Maden, hvoraf han
ikkun havde spiist lidet. Pagen meente, at han fik Taller¬
kenen, for han skulde spise, hvad der var blevet lævnet paa
den, og gik derfor ud og spiste. Reppe var han kommen
ind igien i Spise=Gemakket, førend han fik den anden Tal¬
lerken, med hvilken han giorde ligesom med den første.
Han traadde derpaa atter bag ved sin Herre, og fik den
tredie, hvilken han ligeledes redelig giørde bar. Derefter
gik han ind igien, og stod bag ved Printzen, som nu rakte
ham den fierde Tallerken. Men Pagen rystede med Hove¬
det, og vilde ikke tage imod den, men sagde: Jeg formaaer
ikke mere. Printzen sagde til ham: tag dog Tallerkenen
bort fra mig. Men Pagen sagde: jeg kan visselig ikk:
mere, naadigste Herre! jeg er allerede saa mæt, at jeg ikl.e
kan spise mere.
Ved et Compagnie Soldater døde 4 Patienter, hvor¬
udi Feldskierens Vankundighed var Skyld. Da han der¬
over blev sat til rette af Capitainen, svarede han: "Med
Guds Hielp skal jeg nok komme efter Hemmelighe¬
den, om det endog skulde koste det halve Compagnie.
En gammel forunderlig Herre kunde ingen Tienere
holde ret længe. Da han nu engang tog et ungt forslagent
Menneske i sin Tieneste, sagde denne: Herre, paa det at
det skal ikke vederfares mig, som det er gaaet andre Tienere,
og at jeg ikke skal blive hortiaa¬
et uden Aarsag: saa vilde
