Herren behage, at give mig en Opskrift paa, hvad jeg skal
giøre. Derefter kan Herren immer jage mig paa Døren,
om han vilde jage mig til Tyrken, om jeg forseer mig der¬
imod. Herren indgik dette med Tieneren. Den anden
Dag gik Herren ud i Byen, igiennem en skiden Gade, snub¬
lede og faldt i Moradsen. Da han nu udrakte sin Haand,
og meente, at Tieneren skulde hielpe ham op, sagde denne:
Jeg erindrer mig nok, at der staaer paa Seddelen, at jeg
skal gaae bag efter Herren i Byen; men at jeg skal hielpe
ham op af Moradsen, derom er ikke meldt noget Ord.
En Soldat blev ført ind i en Kirke, som var meget
brøstfældig, saa og fandtes der meget faa hele Ruder i Vin¬
duerne, og den saae overhovedet gandske slet ud. Han
spurgte: hvad det var for en Kirke. Man svarede ham:
Det var Alle Helgens Kirke. Seer man vel, sagde han
derpaa; Her treffer Ordsproget rigtig ind: jo flere Hyr¬
der, jo slettere vogtet. Dersom Kirken tilhørte en eneste,
saa skulde han gandske vist for længe siden have ladet den
reparere: men saaledes stoler den ene immer paa den
anden.
Paris, Naar en fremmet Gesandt første Gang faaer
Audientz, taler han gemeenlig det Lands Sprog, som han
er udsendt fra, hvad enten de, som hører paa ham, for¬
staaer ham eller ey. Greve af Konigsmark, der som Svensk
Gesandt blev skikket til det Franske Hof, fandt derudi sin
Fordeel. Thi da han uformødentlig standsede i sin Tale,
begyndte han Svensk at læse Fader vor, og siden Troens
Artikle, hvorved han giorde en Mængde Bukninger og
Bevægelser med Haanden, saa at ingen merkede det, und¬
tagen de Svenske, som vare i hans Følge, og neppe kunde
bare sig for at lee.
Kong Ludvig XI. gik en Aften ind i et af sine Lysislot¬
tes Kiøkken og fandt der en Dreng paa fjorten til femten
Aar, som sad ved et Bradspid og vendte Steg. Kongen,
som denne Drengs gode Bildelse faldt i Øynene, spurgte
ham: Hvor er du fra? Had heder du? hvor megt fortien¬
ner du? – Jeg er fra Berry, jeg heder Stephen, er
Kokkedreng og fortienner ligesaa meget som Kongen-
Hvad fortiener da Kongen, spurgte Ludvig:
Hans Udgivter, og jeg mine, svarede Stephen. Dette
Svar befaldt Kongen, som gjorde ham til sin Kammer¬
tiener.
En Kone, som formedelst slet Vandel og Opførsel
blev forviist Byen, kom, da hun blev bragt ud af den ene
Port, ind igiennem den anden igien. Da Øvrigheden sik
dette at vide, lod den hende kalde for sig, og atter forvise
ud af Staden. Hun keerte sig dog ikke om alt dette,
men gik anden Gang ind igiennem en anden Port i Staden,
igien. Hun blev da tilspurgt, hvorfor hun ikke adlydede,
men ligesom spottede Øvrigheden? Derpaa svarede hun;
at hu: kunde amuelig kives eller ligge i Uenighed med sin
Landsherre; hun vilde leve og døe hos ham i hars Re¬
sidentz.
En Haandverksmand drak, svirede, og var paa Kroen
den hele Uge igiennem. Konen kom til ham om Fredagen,
og formanede ham, at han dog engang skulde komme hiem,
for at arbeyde og fortiene noget. Nu, nu, tie stille, kiere
Kone, sagde Manden; i Morgen vil jeg begynde, og saa
vil jeg arbeyde hele Ugen igiennem.
En Bonde havde en Proces, som havde kostet ham
meget. Da den nu var til Ende, forlangte han Acterne
af Skriveren, hvilke han og fik. Men da Bonden saae,
at Bogstaverne vare skrevne meget vidtløftige, saa at neppe
den tredie Deel af Papiret var fuldskrevet, sagde han:
Hvorledes kan det komme sig, at der er ladt saa meget
Rum, og jeg maa dog alligevel betale dette saa dyrt?
Skriveren svarede: Det forstaaer J Bønder eder ikke paa;
det kaldes at skrive Acter. Bonden tavde stille, og lagde
Merke dertil; og da han ikke var ved Penge, tilbød han
sig, med Arbeyde at aftiene Skriver=Pengene, hvormed
og Skriveren var fornøyet, leverede ham Acterne og lod
ham gaae. Efter nogle Ugers Forløb bestilte Skriveren
ham, til at terske. Bonden kom, gik ind i Loen, tog
Pleylen, og tarsk frisk paa Negerne, hvilke han dog lagde
temmelig vidt fra hinanden, og slog ikkun gandske løselig
oven paa dem, saa at det halve Korn blev sidende i Axene.
Da Skriveren kom ind i Loen, og saae det, begyndte han
at skiende paa Bonden, og sagde: er det at tærske? det hal¬
ve Korn bliver jo siddende i Axene. Den snilde Bonde,
der vilde betale Skriveren med lige Myndt, svarede:
Det forstaaer J jer ikke paa, Hr. Skriver, det kaldes at
tærske Acter, og han blev ved at tærske, uden at sige et
Ord meer.
En riig Kiøbmand, som ikke gierne vilde høre tale
om Døden, efterdi han endnu længe ønskede, at tilbringe
sit Liv i Verden med Fornøyelse, blev engang af en Fattig
ombedet om en Almisse. Han lod sig hans Nød gaae til
Hierte, greb i Lommen og gav ham en Daler. Den Fat¬
tige blev glad, og ønskede ham derfor det ævige Liv.
Got, sagde Kiøbmanden; men ikke saa snart, ikke saa
snart.
Rom. En Romersk Catholsk Bonde blev engang til¬
spurgt af Præsten i Skriftestolen, hvorledes han havde for¬
holdt sig i Fastetiden, om han ogsaa havde spiist Kiød?
Ney, sagde han, jeg har intet andet spiist end Høe. Ey
sagde Præsten, det er umueligt, at et Menneske i saa man¬
ge Uger har kundet æde Høe, han maatte gandske vist have
spiist noget mere dertil. Ja undertiden, sagde Bonden,
slagtede jeg en Kalv, undertiden et Faar, et par Ender,
en Gaas, og spiiste dem op. O, raabte Præsien, det er
jo Kiød. Herre, sagde Bonden, J har jo ofte præt iket
for mig, at alt Kiød er Høe.
