1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 6
Samtale
Jmellem vores Hovmester og en Hob unge Messieurs.
L¬
ibertin. Ey! Serviteur, Hr. Hovmester! hør et Ord.
Hvor hen
Hovmesteren. Deres Tiener. Jeg har at bestille. Adien.
Libertin. Parbleu, bie lidt, que Diah. - --
Hovmesteren. Hr. Libertin! Jeg har ikke Tid denne
Gang.
Libertin. Naa, om du blev gal, saa skal du ind paa dette
Caffe=Huus
Hovmesteren. Ney, megen Tak u v. -.
Libertin. Jo, uden Snak, der er got Compagnie.
Hovmesteren. Hvem?
Libertin. Der er Frisure, Du Crin, Galon, Kiæp¬
knap, Scandale, Fason.
Hovmesteren. Jeg mærker da, Junkerne ere samlede. Bon¬
jour, Messieurs!
Frisure. At! fattige Hovmester! Du seer ud, som du
havde ondt af Philosophie. Allons, Peder, en
Kop Chocolade. See, Libertin er her og (de
kyste hinanden) du Tosse! hvor meget tabte du i
Gaar Aftes?
Libertin. See, De Dievler sidder her, medens Folk lider
ondt. Du Crin, lever du endnu? Du havde et
raisonabelt Ruus i Gaar. Fason, traf du hen¬
de siden? Du Skielm "" ja, det er en Die¬
vels deylig Pige. Gud forstyrre den Pilar, som
stod mig i Veyen i Kirken i Gaar. Ak! see,
Scandale, hvor lever dit Best? (de kyssedes) Tak
min Hierte=Unge for sidst. Har du narret Kiær¬
lingen siden?
Kiæpknap. An,
"jeg troer, jeg har Lopper.-
a propos, Du Crin, maa jeg snart følge med til
din lille Bruunøyede? Men Galon, hvor boer din
Skoemager!
Fason. See nu alle efter, om min Kiortel ikke sidder vel.
Galøn vil nægte
Frisure. Hvem er din Haarskierer? Fy! hvilken Fold paa
min Kiol!
Hovmesteren. Adieu, Messieurs, man kan faae Colik af
Eders Tale.
(Her vankede en heel Time ikke andet, end de største Daarlig¬
heder: Man gav hinanden Kys og Skieldsord paa eengang.
Man slog hinanden med Stokke, for Lyst og Kierlighed.
Man fløytede, sang Lapperier, sprang over Borde og Bæn¬
ker, betragtede hinandens Been, Taille, Klæder &c. pralede
af alle Slags Liderligheder, og syntes, ingen Ting var
skammeligere end Dyd, usmageligere end Viished, og for¬
agteligere end Sandhed; at foragte al Blufærdighed, og
ikke have den mindste sunde Tanke i Hovedet, var her i
dette Selskab de største Mesterstykker). (Det er ofte ikke
fornemmere at være blandt vore Smaa=Herrer, end hos
Gaardskarle og Hønse=Piger).
Klygtige Jndfald.
On dydig Kone blev engang adspurgt, hvad Hemme¬
lighed hun vidste til at have sin Mand i bestandig god Lu¬
ne? Jeg giør, sagde hun, alt hvad der kan behage
ham, og lider taalmodig alt det, som mishager mig.
En Pige blev engang besvangret. Hun havde to
Liebhabere, som ikke kunde blive enige om, hvem af dem
var Barnefader. Da disse havde længe trættedes, sagde
den ene: Hør Broer! jeg skal skille Trætten ad. Du
seer at jeg har et Træe=Been, dersom nu Varnet
bliver født med et Træe=Been, saa vil jeg være Fa¬
deren; hvis ikke, saa maae du være det; thi hvem
Barnet ligner, den maae være dets Fader. Den an¬
den, som var en Tosse, var hermed fornøyet, og lod
det altsaa komme an paa Træebeenet.
En Præst lod engang paa sin egen Bekostning anleg¬
ge en nye Vey, for sine Sognefolk. Da han nu engang
var taget ud at besee Arbeydet, kom just hans Herskab paa
samme Vey. Ey Hr. Pastor, sagde Herremanden, De
giør sig stor Umage og Bekostning hermed, og dog holder
jeg ikke denne Vey for den rette til Himmelen. De har
Ret, svarede Præsten, thi om saa var, maatte jeg un¬
dre over at de var kommet paa den.
To Husarer rede engang forbie en Bonde, som gik
og saaede paa Marken. Ret, min gode Mand! sagde den
ene, saae kun væk, vi skulle dog høste Frugten af dit Ar¬
beyde. Kan nok være, sagde Bonden, thi jeg saaer
Hamp.
En vis Præst i Paris prædikede engang; men gjorde
sine Sager meget slet. Den Poet Santeul, som just var
i Kirken, sagde: Forrige Aar giorde han det bedre.
En anden, som hørte dette, sagde: Da havde han endnu
ikke prædiket. Just derfor, sagde Santeul og gik bort.
Den rige Kiøbmand Fugger bad engang Keyser Carl
den Femte til Bords hos sig en Aften. Han bevertede
Keyseren paa det prægtigste, og blandt andet lod indbringe
et Sølv=Bekken fuldt af vellugtende Sager, som han hav¬
de antændt; Derpaa kastede han 3 Obligationer, hver paa
en Mellion, som han havde forstrakt Keyseren, og opbrænd¬
te dem, sigende: Dette er et Taknemmeligheds Tegn for
