1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 7
Theokrit. En Historie.
J¬
heokrit, henrykt af nogle poetiske Linier, som han
havde læst og opteignet, var sprungen op af sin
Stoel, og udtalte samme med fuld Styrke. Han
saae og hørte intet omkring sig, undtagen det, som var
i hans Jndbildnings kraft. Kalikrates kom ind i Kam¬
meret, og forundrede sig over, at finde en Vanvittig i
Stædet for en Ven; - thi anderledes forekom han
ham ikke. Jmidlertid medens Theokrit blev klar med sin
Læsning, fik Kalikrates Tid til at reereere sig af sin Forbav¬
selse, som havde overrumplet ham, uagtet al hans sædvan¬
lige Taalighed. Herpaa vendte han sig til ham, og til¬
talede ham saaledes: Theokrit, kiender De ikke meere
deres elskelige Ven, deres Kalikrates? Jeg har været her
over et Qvarteer i Deres Kammer og staaet for Deres
Øyen, og De lader som De ikke seer nogen. De seer saa
adspredet ud; De læste just noget saa forunderligt Tøy,
og med en saa forunderlig Anstand, at jeg ikke troer mit
Syn, og neppe veed, enten jeg skal lee, eller beklage Dem.
Fattes Dem noget? I den hele Tid Kalikrates saa¬
ledes talede, saae hans Ven ham stivt under Øynene, og
med et saa vildt Øyesyn, at man ikkun allene deraf kan
begribe, hvorfor Kalikrates ikke strax udbrød i en høy
Latter, og tilsidst giorde det forunderlige Spørsmaal, om
hans Theokrit fattedes noget. Paa engang trekker han
Pande=Huden ned over Øynene saavidt som det nogensinde
var ham mueligt, udspiiler sine fyrige Øyne, og brum¬
mer græsselig imellem Tænderne nogle Ord af de poetiske
Linier han havde læst. Gandske utaalmodig og gandske
forlegen slænger, Kalikrates sig paa Kanopeen, og over¬
veyer, om det ikke var bedre, strax at skikke Bud efter en
Chirurgus, end at bie nogen Tid dermed, paa det at de
ikke begge to skulde give sig til Priis for Byens Latter.
Theokrit gaaer, uden at see ham, med lange Skridt og
thrasoniske Øyekast frem og tilbage paa Gulvet med Næ¬
ven i Siden. Rimelig skulde denne Scene endnu have
varet længe. Men uformodentlig kommer han med
sin Gesticulation for nær til Theebordet, og river en
Theekop ned, som stod for nær ved Hiørnet. Stykkerne
af Koppen faldt paa Gulvet; den poetiske Ubesindighed fil
Ende, og Theokrit blev roligere, da denne Ulykke var
skeet. Den forbandede Karl, sagde han - - man
saae tydelig paa hans Læbers Bevægelse, at han vilde sige
mere. Men han afbeed Ordene, ret ligesom det fortrød
ham, at han var bleven fuld af Harme. Det var Skade
at Koppen gik i Stykker, sagde Kalikrates, siig mig nu
hvoraf det kommer, at jeg er bleven saa ligegyldig for Dem,
som en Billed=Stytte, De, min Ven, svarede Theokrit
med en halv smilende Mund, og halv fuld af Forundring,
jeg elsker Dem endnu ligesaa sterkt, som forhen. Kon
og omfavne mig. Jeg glæder mig over, at De besøger en
Elendig.
Ralikrates. Men vil De og sige mig, hvorfor De
holder sig for elendig?
Theokrit. Min allerkiereste Ven! jeg er visselig elen¬
dig.
J Gaar var jeg hos vor Ven, den viise Artemon.
Han selv var ikke i Stand til at trøste mig.
Kalikrates. Saa tael dog, og fortæl mig hvad
der fattes Dem. J Dag vilde De reyse bort herfra, og
jeg kommer, for endnu at tage Afskeed med Dem. Jeg
havde før formodet at Himmelen skulde falde ned, end at
finde Dem saa nedslagen. Den Glæde, snart at see Deres
Arsinoe.
Theokrit. Tael ikke mere til mig om hende, tie ævig
stille med hende. Arsinoe er et Uhyr, et vederstyggeligt
Uhyr, en lastefuld troeløs Siel.
Kalikrates. Hvad gielder, at disse Griller har de
faaet i Hovedet over Deres Vers.
Theokrit. (Fortredelig) Over mine Vers? Gril¬
ler! Hvad snakker De om mine Vers? Det kan fortryde mig,
at nogen vil fordømme og laste min Fortrydelse. Veed De
min Forbindelse med Arsinoe.
Kalikrates. Jeg veed slet intet, uden hvad de selv
har sagt mig herom. Jeg er fremmet i Deres Fæderne¬
land; det er neppe et Aar siden, jeg blev bekiendt med Dem.
De kan allerbest selv besvare dette Spørsmaal.
Theokrit. Tag dette Brev og læs det, men hør
først min Historie, paa det at de kan læse det med den sam¬
me kolde Gysen, som jeg har læst det med og bandet det
tusinde Gange.
Kalikrates. Deres Smerte, min allerkiereste Ven--
Theokrit. Giv nu Agt! Da jeg var i min første
Barndom var Arsinde min fortroeligste Veninde. Der
gik ingen Dag forbie, at vi jo saae hinanden. Vi saae
hverandre, vi leegte, vi spøgte sammen, jeg var sindrig,
i immer at Opfinde nye Leege til hendes Fornøyelse, og
hun var daglig bereed til at belønne mig ved en nye Smi¬
len, ved nye Høfligheder, eller, naar vi vare flere, som
legte, ved det Fortrin, som hun gav mig frem for andre,
eller forskaffede mig ved hendes Jndfald. Vore Forældre
saae os hver Dag, og beviidnede deres Fornøyelse over vor
barnlige Glæde. Vi vare ikke to, men ligesom ikkun en
Familie. Hvor ofte har Celadon, Arsindes Fader,
sagt til mig. Søn, elsk din lille Syster. Det fortroe¬
lige Broder= og Syster=Navn var det, hvormed vi nævn¬
te hinanden. Barn! sagde han herpaa til sin Datter, troe,
at dette er din Broder. Min Fader, som stod derved,
sagde med sammentrakte Øyne: Himmel hvilket sødt Par
skal dette ikke engang blive! Ak allerkiereste Ven! jeg kan
