endnu neppe holde mig for Graad, naar jeg tænker paa
denne Lykke! Ak den er borte, den er forloren!
En Strøm af Taare flød her ned over hans Ansigt.
Kalikrates trøstede ham, og ved mange Spørsmaal lok¬
kede endnu en Mængde af nye Taare frem, og Theokrit
kunde ikke blive træt af, frievillig at fortælle de mindste Om¬
stændigheder af deres forrige Fortroelighed, og det med
saadanne Udtryk, der noksom forraadede, at han ikke blot
talede, men endog følede.
Hendes indtagende Skiønhed og Yndighed blev han
endelig ved, udviklede sig efterhaanden for mine Øyne.
Under en og samme Læremester lærte vi de smukke Kunster
og alt, hvad Verden udfordrer til en god Opdragelse. For¬
middagen tilbragte vi hos vor Lærere, og Eftermiddagen
i nogle gode Venners Selskab, som caresserede os. Afte¬
nen min Ven - denne var den reneste Fornøyelse
Om Aftenen sadde vi snart i en Løvhytte, snart i
et Kammer ved en fortrolig Bog tilsammen. Vi læste og
alle de Skiønheder, som hun med en huldrig Mine viste
mig, befaldt mig dobbelt. Men ofte lagde vi denne Bog
til Side, for ved en Samtale at give vort Hiertes Følelser
Luft. Da var min Jndbildningskraft oplivet, da var al¬
ting omkring mig idel Fortryllelse, og i saadan en Time
tildrog det sig engang, at vi allerførst aabenbarede vor
uskyldige Kierlighed for hinanden. Ney, sagde hun een¬
gang til mig, jeg finder ingen Glæde mere i denne Ver¬
den, naar jeg er borte fra Dig, min Theokrit. Og jeg,
svarede jeg, er færdig at døe, naar nogen Time undtager
mig din Nærværelse, din Omgang og din Kierlighed. El¬
sker hinanden ævig, mine Børn, sagde min Fader, som
i det Øyeblik kom ind til os, elsker hinanden, dette har væ¬
ret alles vores Ønske. Han græd af Glæde. Vi gik hen
og kyste hans Haand. Og endnu samme Dag gik han til
Celadon, for at bringe vor Forbindelse til Endelighed.
Gruesomme Celadon! – Jeg veed ikke, hvad de begge to
talede tilsammen. Saa meget erindrer jeg mig endnu, og
kan aldrig forglemme det, at min Fader kom med et forvir¬
ret Aasyn til mig førend han gik Sengs, saae alvorligt paa
mig, og tiltalede mig saaledes: Søn, sagde han, vær intet
Barn, og forglem Arsinoe. Dette er min Villie, J skal
ikke elske hverandre, og aldrig, saalænge jeg lever, skal J
faae hverandre. Forskrekkelse giorde mii gandske maal¬
løs. Vi taugde begge, og han gik hen tl Vindnet, satte
Ryggen derop til, og blev saaledes staaende i lang Tid, og
betragtede mig med Opmerksomhed. Gandske forbiteret sag¬
de han endelig til mig: Er du saa nederdræctig, at lade dig
bedaare af en barnagtig Kierlighed, og vil du ikke ad¬
lyde og følge en Faders Formaninger, saa viid, at det er
nødvendigt at du forlader hende. Jeg skammer mig ved
at have talet til Celadon derom. Af blot Egensindighed
afslaaer han det, at besvogre sig med mig. Maaskee den
Lykke giør ham saa stolt, at Hoffet har ophøyet ham til
dets fornemste Minister. Men jeg er ogsaa stolt. J g
skiøtter heller ikke om en nederdrægtig og utaknemmelig Hof¬
mands Venskab. Han sagde mig endnu meget mere, men
jeg erindrer intet meere deraf; Disse Grunde, som han si¬
den hver Dag har igientaget for mig ere mig endnu i frisk
Hukommelse. Himmelen veed hvorledes vor Samtale maat¬
te have endtes, ved hvilken jeg bestandig blev sium. Et Op¬
rør, som reyste sig i Huuset imellem Tienestefolkene, forhin¬
drede os. En af dem kom og berettede os, at min Moder
var død. Forestil sig engang, om det er mueligt, vor For¬
havselse, og hvorledes vi kunde blive til Mode. Vi sprang
begge to til hende, og fandt hende liggende død paa Sen¬
gen; hun laae uden al Følelse, og der var tydelige Kien¬
detegn til, at en voldsom Forgift havde endt hendes Liv.
Mit hele Legeme gysede; strax derpaa kom mit Blod i Væl¬
delse; jeg løb ængstelig omkring i Huset for at søge Arsinde.
Men hun var allereede om Dagen reyst bort. Jeg søgte
herpaa min Fader igien, og fandt ham i en beklagelig Til¬
stand. Forvirret og uden Sammenhæng talede han snart
om sin døde Hustrue, snart om Arsinoe og den stolte Cela¬
don. Fuld af Angest kastede jeg mig ned for hans Fødder,
og lovede ham ved alt det, som helligt er, at jeg nu fuld
og fast vilde beslutte, aldrig mere at see Arsinoe igien. Ce¬
ladon havde strax den følgende Dag reyst bort fra Slottet,
som han beboede tilfælleds med min Fader. Efter dette
ulykkelige Tilfælde fordreve vi de første Dage i en Tilstand,
som var lidet forskiellig fra Fortvivlelse; de følgende Dage
græde vi, og trøstede hverandre; endelig forbarmede Gud
sig over os, og vi bleve efterhaanden rolige. Min Be¬
slutning blev fast, at skye Arsinoe. Men inden et Aar
døde min Fader. En Uge derefter kastede Arsinoe sig i
mine Arme, for at trøste mig; vi flygtede begge to med hinan¬
den om Natten ud af Landet, og den følgende Dag blev hun
min Hustrue. To Aar levede vi ubekiendt tilsammen, vi leve¬
de vel tilfreds og fornøyede, og fandt begge vor Lykke i vor
fælleds Besiddelse. Men vi vare dog ey gandske og fuld¬
kommen saa vel tilfreds og fornøyede, som vi hævde været
ved vor første Omgang. Jeg veed ikke om Frygt for at bli¬
ve opdagede, eller en Aandelse eller hvad det har været, var
Skyld derudi: men nok, at vore roligste Timer bleve
ofte travrige ved uformodentlig Kummer; vi forskrekkedes,
uden at have Aarsag dertil; jeg forsikkrede hende paa det al¬
lerfyrigste om min bestandige ømme Kierlighed, og i Ste¬
det for Svar trillede et Par Taare ned af hendes Kinder.
Men denne Kummer, denne urolige Fornøyelse har jeg dog
ikke vildet bortbytte for nogen Krøne. De græder min al¬
lerkiereste Ven?
K. Ja, hvo skulde kunde bare sig for at græde.
Th. Lad mig da afkorte min travrige Historie. Er¬
indringen giør mig heller ingen Fornøyelse. Paa en ulyk¬
salig Dag kom tre Justitz-Betientere med Vagt, og førte
os bort fra vor Landvaaning. Sex Aar tilbragte jeg i
Fængsel; ofte forekom mig mit foregaaende Levnet som en
lang Daarlighed, for hvilken jeg nu blev straffed; i nogle
Uger sørgede jeg meget; jeg græd og troede nu først at skul¬
le blive dydefuld igien. Men det varede kun et par Dage,
saa forestillede min Jndbildning mig min forlorne Lykke
igien; jeg giorde mig ret Umage for at ernære og vedlige¬
holde den, og fornyede i hele Timer den mindste og største
Kierligheds Fornøyelse, som jeg havde nydet. J denne
