Afvexling forløb de sex Aar, efter hvis Fuldendelse min Hu¬
strue satte mig i Friehed. Jeg fik min Friehed igien, men
paa ingen anden Condition, end at jeg som en Landflygtig
skulde leve uden for mit Fæderneland indtil min Svigerfa¬
ders Død. Jmidlertiid skulde jeg heller have udvalgt mig
Døden, end samtykt i en saa haard Condition. Men hvor
meget kan ikke Tiden forandre, Uden Knurren underkaste¬
de jeg mig denne Lov, som ikkun allene kunde sette mig i
Sikkerhed for videre Fare, saa meget havde min Elendig¬
hed og langvarige Fængsel hærdet og nedslaget mig. Jeg
reyste, dette veed De allereede, igiennem adskillige Lande
og nedlod mig endelig her for et Aar siden, for roelig at
oppebie Enden paa min Ulykkes=Tilfælde. Desverre! jeg
har blot alleene ventet den; den er endnu ikke kommen.
Det haardeste Stød er forbeholdet og giemt til mig ind¬
til de sidste Dage. Jeg Daare! Hvorfor har jeg ladet
mig dysse i Søvn igien? Havde ikke min falske Skiæbne
nok kundet lære mig, at den ikkun søger at giøre mig sikker,
for at bibringe mig de ømfindtligste Saar? Allereede saae
jeg Enden paa min Lidelse og Elendighed. Allerede ud¬
rakte jeg mine Hænder, for at gribe efter den skiønneste Lyk¬
ke, som jeg havde ønsket mig; men jeg tog feyl af den
jeg giorde endnu ikkun et Skridt, for at bringe mine Hæn¬
der nærmere dertil, og sank ned i en bundløs Afgrund. Da
jeg var sluppen ud af mit Fængsel, saa var dette min stør¬
ste Rolighed og Tilfredsstillelse, at jeg fik den lykkelige Tiden¬
de, at det ulykkelige Pant paa min forrige Kierlighed, den lille
Cephalion var bleven skiult for vor grusomme Forfølgers Ef¬
terstræbelser. Han havde ikke været i vor Vaaning, og Arsi¬
noe havde fundet Middel til, ikke allene at lade ham opdrage
paa Landet, men endog i hans niende Aar at bringe ham ind i
hendes Faders Huus, hvor han blev opdragen. Undertiden
slog Hiertet sterkt i mit Bryst over hendes Forvovenhed,
og den Fare, som hun udsatte den lille Cephalion for;
men min Glæde var meget større derover, at jeg saae
ham under hendes Opsigt. Den lille Cephalion, tænkte
jeg vil trøste min elskelige Arsinoe over min Fraværelse, og
vedligeholde mig hendes ømme Kierlighed, i fald den skul¬
de blive vaklende. Men læs engang det Brev, som jeg
har leveret Dem. Jeg er ikke i stand til at fortælle dem
den allerskammeligste Utroeskab, som nogensinde er begaaet.
Ak at De dog var i Stand til at rive mig ud fra Fortviv¬
lelsen, og afværge den allerafskyeligste Forbrydelse.
Arsindes Brev til Theokrit.
Himmelen er mit Vidne, elskeligste Theokrit, at
jeg har elsket Dem paa det ømmeste. Jeg elsker Dem
endnu; men jeg gider ikke meer, ney, jeg har en Afskye der¬
for, at elske Dem som Ægtemand. O, hvorfor har
jeg nogensinde overgivet mig til denne Lidenskab? Underkast
De sig taalig denne Skjebnens Villie! Har vi ikke noksom
erfaret at den fortørnes over vor Forening? Skulde vi
endnu videre opirre dens retfærdige Vrede? Min døende
Faders sidste Villie, som staaer i indsluttede Brev, og
hvorpaa jeg beraaber mig, forbinder mig til en anden
som jeg herefter skylder det Ømme og Kiælne i Ægtekier¬
lighed. Hverken den guddommelige eller nogen menneskelig
Ret kan kalde vort hemmelige fuldførte Giftermaal got.
Jeg anseer mig endnu som Ugivt, og med Fornøyelse opfyl¬
der min Faders sidste Villie, som jeg ved min Ulydighed
alt for meget har krænket i hans levende Live; jeg ægter
Cephalion, for at forsone mine og min Faders Synder.
J Dag er min Bryllupsdag. Dersom de ikkun endnu har
en Gnist af Fornuft, saa kommer de slet ikke hid i vor Egn,
for at forstyrre vor lykkelige Forening; Deres Hustrue og
Ægtefælle kan jeg ikke meere kaldes. Jeg antager altsaa
det kielne og kierlige Syster=Navn igien, under hvilket vi
forhen har smagl de reneste Fornøyelser.
K. Hvem vil hun ægte? Cephalion, hendes
Th. Ja, Cephalion vor Søn, ham vil dette Uhyr
tage, og hun blues ikke engang ved, at rose sig af en Blod¬
skam. Dette er den befaling, som den forrykte Fader
endnu paa sin Dødsseng har udspeculeret, for endog efter
sin Død at slifte den hesligste og afskyeligste Last en Afmin¬
delse om, at han har levet. Hvad siger jeg? Hun vil ægte
ham. Ney, han er allerede hendes Ægtemand.
K. Reys De endnu bort i Dag, og aabenbar det
for hele Verden, om de ikke godvillig ville adskilles igien.
Th. Jeg maae og vil giøre det. Blot allene for den
Aarsags Skyld, tykkes mig, lader Himmelen mig endnu
leve. Jeg ønskede at være død. Hvert Trin, som jeg giør,
er en Pine for mig. Det nager og skierer mig ind i Sie¬
len - - O, at Arsinde ikkun maatte være troløs og
elske en anden! Var hun ikkun ey æreløs og saa reent for¬
glemte sin Pligt, at hun ved en forbandet unaturlig Blod¬
skam skulde opfordre Himmelens og hele Verdens Hævn!
K. Men hvor har De det indsluttede Testamente?
Th. Hvad veed jeg deraf? -- og det ligger mig
heller ikke Magt paa at vide det. Jeg har intet Te¬
stamente fundet.
K. Dette er besynderligt. Naar har De faaet Brevet?
Th. J Forgaars Eftermiddag, efterat jeg 3de Dage
tilforn havde faaet Efterretning om Celadons Død, og en
kierlig Hilsen og Jndbydelse fra Arsinoe. Jeg gik reent
fra min Forstand, da jeg fik disse ugudelige Linier; jeg slut¬
tede mig inde i et Kammer, og talede ikke med nogen levende
Siel. J to Nætter har jeg nu ikke havt et Øye lukket.
J Gaar gik jeg ud, og enhver, som saae mig, holdt mig
for at være afsindig. Jeg besøgte Artemon, men endog
han kunde ikke trøste mig.
K. Sagde han Dem ey, at der maatte endnu være
en Hemmelighed ved den hele Sag, som vi ikke kunde begribe?
Th. Ney, derom talede han ikke et Ord. Jeg var
alt for fortredelig i mit Sind til, at jeg skulde have fortalt
ham det allerringeste. Jeg var saa fortredelig, at jeg var
færdig at opæde mine egne Hænder. Han var i Dag hos
mig igien, for at besøge mig; men han var bleven mig saa
utaalelig i Gaar med sin Prædiken om den menneskelige
Elendighed og sammes visse Hensigter, at jeg lod nægte mig
hiemme.
K. De har derudi ikke gjort vel -
J samme Øyeblik kom en Tiener ind og meldte, at
en Fremmed, som kaldte sig Cephalion, forlangte at blive
