indi
Himmel! Cephalion! raabte Theokrit
J Øyeblikket stod Cephalion i Kammeret, og i
Øyeblikket gav Kalikrates Tieneren et Vink, og han gik
ud. Theokrit faldt om paa en Stoel, og begyndte høyt
og lydeligt at græde. Min Herre, med disse Ord vendte
Kalikrates sig til Cephalion, er De Cephalion, Arsi¬
noes Mand? Tael reent ud, om De er det; der er intet
dulgt af Deres Begivenheder - Ja, min Herre, jeg har
været det for storten Dage siden - Uværdige Søn, raab¬
te Theokrit til ham, hans Øyne vare tørre, og hans An¬
sigt ildrødt blussende. Holdt inde og giv sig tilfreds, sagde
Cephalion, jeg seer De er Theokrit, og De har faaet
det ulykkelige Brev. Men De farer vild; jeg er ikke De¬
res Søn. Theokrit og Kalikrates tavde begge. Theo¬
krit pustede ud, og satte sig betænksom ned igien, thi han
var forhen opstaaet, og vilde nu ligesom hvile sig. Jngen,
blev Cephalion ved, lider mere Uret ved den hele Sag,
end jeg, og dog er ingen roligere. Det Brev, som Cela¬
don skrev, førend han døde, til Dem, (han vendte sig imod
Theokrit) og til Arsinde, vil oplyse Dem om den heele
Hemmelighed. De skulde havt det tillige med Arsindes
Brev, men hun havde tabt det, da hun vilde forseigle det.
Formodentlig har Guds retfærdige Dom saaledes føyet det,
at intet skulde blive dulgt for mig af det, som angik mig
saa nær. En Time for Brudevielsen fik jeg det, og for¬
nam en dødelig Smerte, da jeg giennemlæste det. Jeg
havde kundet betiene mig af den Ret, som samme gav mig,
jeg havde kundet forskyde Arsinde, trekke hendes hele For¬
mue til mig, og giøre dem begge to elendige. Men der¬
som jeg havde giort det, saa skulde jeg have været utaknem¬
melig og nederdrægtig, og jeg maatte ikke have elsket Ar¬
sinoe. Jeg gik med saa roligt Ansigt, som var mig mue¬
ligt, til Brudeskammelen og Alteret, og den følgende Mor¬
gen viste jeg hende Brevet, som en Tiener havde fundet
under Bordet og leveret mig. Hun var færdig at segne
ned i Jorden, da hun saae det i mine Hænder, og hun faldt
ned for mine Fødder; men i dette Øyeblik forekom hun mig
allerelskværdigst. Hun blev endnu mere forskrekket, da hun
overveyede, i hvad for en Tilstand hendes Brev maatte
have sat Dem; thi hun fortalte mig, at hun havde ikke
været sterk nok, til at tilmælde Dem alle Omstændigheder
tydelig, og at hun for den Aarsags Skyld vilde indslutte
hendes Faders Brev. Vi aftalte strax, at jeg vilde selv
reyse til Dem, for at staae Dem bi, og saa snart som
mueligt var, at redde Dem ud af Deres Uvidenhed. Vil
De nu behage at læse dette Brev. Kalikrates læste føl¬
gende høyt og lydeligt:
Kiere Børn! min Ende nærmer sig, og jeg skal nu
snart aabenbares for den alvidende og retfærdige Dommer.
Hvor høyligen ønskede jeg, at jeg kunde tage mine skam¬
melige Gierninger med mig i Graven, som jeg har udøvet
paa Jorden. Men jeg kan ikke være rolig; jeg maae aaben¬
bare dem. En ulykkelig Lidenskab, som jeg havde for din
Moder, min Søn Theokrit, har givet dig Livet. Jeg
var uden for mig selv af Harm, da jeg fik din Kierlighed
til din Syster Arsinde at vide. Din Moder, som jeg
endnu selvsamme Aften, da Sagen blev mig bekiendt, gav
Efterretning herom, græd, og var saaledes giennemtrængt
af Anger, at hun vilde med Graad og Taare kaste sig ned
for hendes Mands Fødder, og aabenbare ham det altsam¬
men. Mit heele Legem skielvede og gysede, men nu bæ¬
ver jeg endnu mere over den grusomme Forbrydelse, som
jeg har begaaet i det Raserie. - Jeg har forgivet
hende. -- Hvor elendig og hvor lastefuld er jeg ikke
bleven ved den Kierligheds Synd, som i Førstningen syn¬
tes mig at være saa sød! Jeg har besmittet mine Hænder
med Blod, paa det grusomste forfulgt din Moders Mand
og din Fader, og ved tusinde Krænkelser befordret hans
Død, min egen Søn har jeg berøvet hans hele Formue,
som tilkom ham med rette, og ikke tilhørte mig; jeg har
styrtet begge mine Børn i et blodskammeligt Ægteskab.
Endnu ikke nok! Min Sønne=Søn, der var avlet i et Æg¬
teskab, som i mine Øyne var afskyeligt, har jeg ladet
myrde, min egen Søn indslutte i et sex Aars Fængsel, og
min egen Datter har jeg sat i de bedrøvelige Omstændig¬
heder, at hengræde hendes beste Levetid i Elendighed og
Eensomhed. Hvilket ondt Menneske og Skarn har jeg
ikke været!
Dog alligevel har min Skaber ikke forkastet mig.
Jeg er endskiønt sildig, kommen til mine Lasters Erkien¬
delse. Jeg har selv mæglet det, at du, min Søn, er
kommen ud af Fængslet, og jeg har giort det let for din
Syster, at understøtte dig med Penge i din Fraværelse.
Jeg har selv mæglet det, at Arsinoe tog Cephalion, som
hun holdt for hendes Søn i Huset. Min Hensigt var
gandske forskiellig fra hendes Hensigt. Cephalion er en
Søn af en værdig Familie, som jeg har bragt i Elendig¬
hed, og hvis hele Formue jeg deels selv har skrabet til mig,
deels har givet til Priis for andres Rov. Jeg veed ikke,
at gotgiøre ham hans lidte Uret igien paa nogen anden
Maade, end at jeg giver ham min hele Formue, som ikke
tilhører mig, men ham. Min Datter, opfyld en døende
Faders Begiering, og giv ham din Haand. Men tilgiv
ham og din Blodskam, hans Herkomst og min Misgier¬
ning, paa det at du ikke skal krænke ham.
Denne min Villie har jeg tydelig lagt for Dagen i
mit Testamente. Min hele Formue tilhører ham, min
Søn Theokrit, saa nær som det, jeg har trakt fra
din formeente Fader. Dette giver jeg dig tilbage igien,
og beklager at jeg har intet, som jeg kunde efterlade dig selv.
Skal jeg endnu formane eder, mine Born, til at leve
et dydigt Liv? Dette er en døende Faders Pligt. Men
er mit beklagelige Exempel ikke i Stand til, at flye Laster¬
ne med Afskye: saa skal mine Formaninger og hele Verden
intet udrette.
Her har Forfatteren af dette Stykke afbrekket. Det
er Skade, at han ikke har bragt det til Endelighed.
