1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 8
Bagtalelses Billede. (En Allegorisk Drøm.)
O
aarene reyste sig paa mit Hoved, og en sterk Gysen
rystede alle mine Lemmer. Den Skov, hvorudi
jeg var bleven vildfarende, var saa vildsom og tyk,
at jeg hverken kunde finde ud eller ind. Solen var allere¬
de gaaet ned; endskiønt om den end havde staaet lige over
mit Hoved, saa skulde dog alligevel Træernes Grene, som
vare flettede tæt iblandt hinanden, havde hindret dens Straa¬
ler at trænge igiennem. Det tiltagende Tusmørke over¬
trakte alting med en tyk Taage, saa at jeg neppe kunde see
de Løgtemænd, som hist og her antændes. Jeg vidste
vel, at de ellers ikke pleyer at være de beste Veyvisere; Dog blev
jeg nødt til, deels af det overhaandtagende Mørke, deels
af den fæle Raslen, som Vinden foraarsagede ved Træer¬
nes Grenes Bevægelse, deels og af de selvsomme Gestal¬
ter, som nogle Stubber og mindre Busker forestillede i
Skumlingen, at udvælge et af disse Natte=Lys til min
Veyleder. Jeg fulgte samme med al Jver, blot i det
Haab at jeg ved dets Anledning skulde finde Udgangen a
denne ubekiendte vildsomme Skov. Saa ofte jeg tabte
det af Sigte, saa ofte udbrød den kolde Angest=Sveed over
mit heele Legeme; og saa tidt jeg fik det at see paa nye,
skatterede jeg mig overmaade lyksalig. Jordbunden var
meget sterk begroet med Rødder, og ligesom sældet fuld
med tørre Riis, saa at jeg ikke kunde giøre noget vist Trin;
og min store Længsel, snart at komme ud af Skoven tillod
mig ikke at anvende Varsomhed nok, for at undgaae Snub¬
len og Fald. Men den Beængstelse, hvorudi jeg var, hialp
mig, saa ofte jeg faldt, at komme hastigt paa Beenene igien
som ellers ikke skulde saa let have været mig mueligt. Denne
besværlige Vey havde jeg nok fortsat omtrent en Time, da
jeg endelig med besynderlig Fornøyelse fik Enden paa Sko¬
ven at see.
Jngen var derved mere fornøyet end jeg; men ingen
var heller mere bekymret, da jeg maatte fornemme, at vel
den store Skov men ikke den smaa Krat havde Ende. Der¬
ved blev mig Veyen endnu langt besværligere, end forhen.
Jeg maatte uophørlig giøre Plads for mig med begge Arme
igiennem de skarpe Torngrene, og dog stedse være i Frygt
for at Øynene skulde rives mig ud af Hovedet. Endelig
trængte jeg mig omtrent efter en halv Times Forløb og
saa igiennem denne Egn, og befandt mig nu i en videre
Mark, som var overgroet med lave Encbærbuske smaae
Torne og Tidseler. Min lysende Veyviser var længe siden
bleven borte for mig, og jeg skulde ufeylbarlig have beslut¬
tet mig til at blive der om Natten under aaben Himmel,
dersom et uformodentlig Syn ikke havde sat mig gandske
uden for mig selv. Nogle hundrede Skridt fra mig fik
jeg en høy og viid Bygning at see, der mere lignede et
gammelt hedenskt Tempel, end et almindelig Vaanings
huus. Det indvendige Lys skinnede igiennem alle Vinduer,
hvoraf jeg paa min Side kunde tælle et hundrede to og fiir¬
sindstyve; hvoraf jeg slutter at der paa den anden Side
var ligesaa mange, men i alt ligesaa mange som der ere Dage
i et Aar. Den Tummel af mange Personer, som syntes at træn¬
ge sig ind igiennem sammes Døre, giorde mig begierlig efter,
at tage dette forunderlige Sted i nøyere Øyesyn; og i Øye¬
blikket var jeg gandske nær ved samme. Førend jeg endnu naae¬
de Trapperne til den støre Indgang, saae jeg utallige sønder¬
brudte Stykker af Træe=Steen= og Metal-Billedstøtter,
af hvis Figurer jeg tydelig kunde kiende, at det maatte ha¬
ve været Gudfrygtigheds, Retfærdigheds, Kierligheds,
Taalmodigheds og Sagtmodigheds Afbildninger, som her
laae gandske sønderslagne og adsplittede, og tildeels vare be¬
dekkede med Gruus og Jord, men tildeels og begroede
med grøn Moss. Oven paa Trappen stod ved høyre Side
af Indgangen en forgyldt Billedstøtte i et Fruentimmers
Gestalt, som loe af fuld Hals, og paa venstre Side stod
en anden, som med et spodsk Ansigt og udrakt Pægefinger
syntes at spotte og giøre Nar af de Forbiegaaende. Jeg
havde ikke saa tydelig kundet adskille dette, dersom ikke Ly¬
set havde skinnet igiennem Templets Vinduer og nogenledes
havde oplyst det altsammen.
Jeg stod i Tvivl om jeg skulde vove mig videre, og
gaae ind i Templet selv; da en stor Sværm af allehaan¬
de Folk tragte mig i Trængselen med sig, og bragte mig
imod mit Forset indtil Alteret i Templen. Sammes usæd¬
vanlige Syn forhindrede mig, at jeg ikke kunde forføye
mig hen til nogle af mine Veninder, Bekiendte og Naboer¬
sker, af hvilke jeg ikke langt fra mig blev mange vaer,
og hos hvilke jeg gierne havde erkyndiget mig om dette
Steds Beskaffenhed. Tusinde Lamper, som brændte i
samme i røde Glas, oplyste den derpaa siddende Guddom
saa sterkt, at jeg gandske nøye kunde betragte endog de al¬
lerringeste Ting. Denne Guddom var et Fruentimmer
med et meget afskyeligt Ansigt. Hvert Haar paa hendes
Hoved var en levende Slange. Af hendes Øyne udfore
lutter Jld=Gnister. Udaf Næsen udblæste hun en forgiftig
anstikkende Aande, og udaf Munden paa hende krøb Skarn¬
Basser, Humler, Bræmser, Oldenborrer, og andre Slags
skadelige Fluer, som siden sværmede om hendes Hoved.
Ligesom de gamle Hedninger har sammensat en vis Guddom
af lutter Bryster, saa bestoed denne Gudindes hele Krop
af lutter opsperrede Munde, hvilke i Stedet for Tunger,
udrakte lutter skarpe Brodde, der vare dannede som Pile,
og udskummede en Forgift. Fluerne satte sig gandske tykt
paa samme, og det øvrige flød tilsammen i det Bekken,
