Nyt og Gammelt.
Nom. En meget fattig Kone, som havde en overmaade
smuk Datter, hvis beskedene Væsen vidnede om hendes Dyd,
kom med denne unge Person til en Kardinal, og beklagede
sig at hun tilligemed hendes Datter skulde drives ud af deres
Vaaning, fordi hun var ham fem Zequiner skyldig, og
ikke strax kunde betale ham dem. Af den sædelige Tone,
hvormed hun beklagede sin Ulykke, saae Kardinalen, at
hun ikke var geraadet i samme for nogen anden Aarsags
Skyld, end fordi hun elskede mere Dyden end Rigdom.
Han skrev strax en Ordre, og sagde, at hun skulde gaae
med den til hans Casserer, hvilken strax talte hende 50 Ze¬
quiner til, saasnart han havde læst den. Min Herre:
sagde Konen til ham: Jeg har ikke udbedet mig det af hans
Eminentze; det er visselig en Misforstaaelse." For at
hæve den Tvivl gik Casseren med begge Personerne selv, til
Kardinalen, som tog Ordren tilbage, og sagde til begge
Fruentimmerne:Det er sandt, det er en Misforstaaelse.
Han skrev da i Steden for 50 i Ordren 500, og nødte
Moderen til at tage imod dem, for at udstyrre hendes Dat¬
ter paa en anstændig Maade.
Frankerig. En her værende forelsket Bonde, navn¬
lig Blasius, vilde ægte en ung og meget artig Bondepige,
og Bryllupet var allerede berammet at skulle staae snart.
Jmidlertid blev Tiden temmelig lang for hans utaalmodi¬
ge Kierlighed; men den skielmske Pige anstillede sig gandske
døv og koldsindig til alle hans Forestillinger, og vidste fuld¬
kommen at holde ham i Skrankerne. Da nu endelig den
med saadan Længsel forønskede Dag var ankommen,
og Blasius faae Høyden af sine Ønsker opnaaet, saa prise¬
de han sin Bruds Sædeligded meget høyt, og roste hende
fordi hun ikke havde givet ham Gehør; thi imellem os
sagt, sagde han, dersom jeg den gang havde bragt dig saa¬
viidt, saa skulde jeg i min hele Lives Tid ikke have skiøttet
om, at see dig igien.Ney, tænk ikke, svarede
hun strax, at jeg skulde have indrømt dig saadant noget,
thi jeg er ofte nok blevet bedragen forhen."
Et Fruentimmer fik en Dag Audientz her hos Cantze¬
leren de Sillery, og forglemte sig saa meget, at hun ud¬
lod sig imod ham i fornærmelige Udtryk, og lagde ham
det til Last, at hun havde tabt en Proces. Cantzleren lod
sig nøye med, i Steden for al Hævn, og uden at blive sat
i Bevægelse, blot at spørge den Mand, som ledsagede hen¬
de, om det var hans Kone, Og da denne Mand svarede
Ja, sagde Cantzleren. J Sandhed beklager jeg eder, ta¬
u ger hende ikkun hiem igien med eder.
Et forevidende Fruentimmer, som vilde betyde noget,
og kom til Ober Præsidenten i Høyeste=Ret, for at ind¬
tage ham i henseende til hendes Sag. Da han nu ikke hav¬
de imodtaget hende med alle de Complimenter, som hun
meente at kunde forlange, sagde hun, i det hun gik ind
Forgemakket, men saa høyt, at Præsidenten meget vel
kunde høre det: Gid Pokker tage den gamle Abe! Den
følgende Dag kom hendes Sag for, og hun vandt Proces sen.
Hun hastede strax til Præsidenten, for at betakke sig hos
ham, der ikke hævnede sig videre, end O han sagde til hende.
Madame, vid nu smukt en anden gang, at en gammel
Abe er altid i Stand til, at giøre Markatterne en For¬
nøyelse."
Denne samme Magistrats Person fulgte et Fruentim¬
mer, og da hun ikke vidste, at han var hende saa nær, ud¬
mumlede hun hemmelig nogle nærgaaende Talemaader imod
ham. Men da hun i det samme blev ham vaer, sagde
hun: Ak! min Herre! er de der? Madame svarede Præ¬
identen, De siger saa artige Ting, at man ikke saa strax kan
forlade dem." Han ledsagede hende derpaa til hendes
Vogn.
Anekdoter om Kritiken.
Den er et Verks strengeste Censor, siger en nye Skri¬
bent, som selv har skrevet Verket. Hvor megen Umag
anvender han ikke for sin egen Skyld derpaa. Han kiender
de forborgene Feyl, og en Criticus rører sielden ved nogen
af disse med en Finger. Man kan her erindre sig, hvad
en Philosoph siger: De taler ilde om mig; men ak, der¬
som de kiendte mig saa got som jeg -- - -
En berømt Maler fattede en Dag det daarlige For¬
set, at forfærdige et Stykke som skulde faae almindeligt
bifald. Da han havde sit Malerie færdigt, paa hvilket
han havdt udtømmet sin hele Kunst, saa udsatte han det
offentlig til Skue, og havde neden under tilføyet den Be¬
giering, at Tilskuerne skulde anmerke alt det som mishage¬
de dem derved. De Nysgierrige løbe i Hobeviis dertil, og
beundrede i Førstningen overalt Malerens Arbeyde; men
da enhver vilde vise sig som Kiender, saa anmerkede han
alle Feyl, som han meente at finde derudi. Da Maleren
imod Aften kom igien, havde han den Fortrydelse at see,
at hans hele billede var dadlet. De gode Critici havde
ikke skaanet et eneste Trek. Men da disse Kiendelser og
Domme ikke syntes ham tilstrekkelige, vilde han endnu en¬
gang udforske Publicum, og bad, at enhver vilde den føl¬
gende Dag anmerke alt det, som fortiente hans bifald el¬
ler hans Beundring. Man samledes da igien til Malerict,
og Kunstneren fik af enhver de meest smiggrende Berømmel¬
ser. Alle de Feyl, som Dagen forhen vare blevne Dadle¬
de, bleve nu anseete som Skiønheder. Jeg falder slet
ikke i Forundring derover, sagde Maleren, at det er saa
vanskeligt, at forene alle Liebhaberes Stemmer; hvad den¬
ne holder for en Ufuldkommenhed, det er en Skiønhed i
den andens Øyne.
Man fortæller om Apelles, en af de berømte Alder¬
dommens Malere, at han pleyede offentlig at udsette sine
Malerier til Skue, for at faae de Forbigaaendes Domme
at vide. En Dag anmerkede en Skoemager, at der var
noget forseet ved en Skoe; han sagde det høyt og lydeligt,
og Apelles forbedrede billedet. Skoemageren, som gior¬
de sig noget til deraf, at man havde agtet paa hans Erin¬
dring, vilde nu og dadle Benct. Dette har givet Oprin¬
