1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 9
Brev=Vexling.
Mine Herrer!
Oeg beder Dem, at De dog, for al den Medliden¬
hed De besidder, vil bekiendtgiøre følgende Skri¬
velser. Jeg er en plaget Mand, og nok sagt
Jeg er en Hypochondrist, og dette kan være mig nok
til at giøre mig Livet suurt og ubehageligt. Jeg har dog
med al muelig Taalmodighed baaret paa denne Sinds
og Legems Lidenskab, uden at lade mig mærke dermed.
Jndtil da jeg forleden fik et Kierligheds=Brev fra en
gammel forliebt Matrone, der forlanger, at jeg for
medelst vor fælles Svaghed, skulde gifte mig med hen¬
de. Denne Skrivelse har saaledes oprørt mig, at jeg
offentlig vil bekiendtgiøre hendes til mig indløbne Skri¬
velse, samt mit Svar, der vist nok er forfattet i Tor¬
den=Ord for hende, og det til Skræk og Advarsel for
denne forføriske Verden. Her er da hendes Brev:
Herr von Jernstrup!
Deg veed, at De er ugift, at De ere over 40 Aar gam¬
mel og at de besidder smukke Midler. Ved alle disse Om¬
stændigheder skal de ikke bekymre sig om den Daarlighed,
som man kalder Kierlighed, og dette er just det, som jeg
vil. Vil De giøre et Partie med mig, saa gifter jeg mig
med Dem. Jeg maae gierne lide hypochondriske Folk; og
jeg er selv plaget med Dunster. Min Alder er temmelig
høyere end Deres, jeg er en Enke af god Familie; har to
skiønne Land=Godser; kan, trods Dem knurre og murre,
og har mit Hoved for mig selv, det kan jeg forsikkre Dem!
Uden Omstændigheder: Vil de have mig? Jeg er Deres
Tienstvillige
N. N.
Snar;
Og om De end var tive Gange ældre end jeg, saa vilde
jeg dog ikke gifte mig med Dem, det kan jeg forsikkre Dem,
ikke, om De besad alle de Land=Godse, som ere i Verden
det maae De troe. Deres Naade skal finde denne hypo¬
chondriske Skrivelse meget vel tilbagesendt, efterdi De er
en Veninde af Hypochondrie, og haver Dunster. Ney
Madame, lad os begge langt hellere knurre og murre for
os selv end i Sælskab. Mit Hierte er saa aldeles hengi¬
ven til Eenlighed, at jeg snart paa saadan Maade kunde
forekomme Dem utroe. J øvrigt er jeg med dybeste Respeet.
&c. &c.
Nu har vi da fyldestgiort Hr. Jernstrups Forlangende.
Hvad Hævn han venter sig heraf, kan vi ikke see, uden
dette, at man tydelig nok seer, at de ere begge to Knurre¬
Potter, og haver Dunsler.
Fortegnelse
Paa nogle Mands=Personer og Fruentimmer, som i
Andledning af den Tyrkiske Krig tænke at indtræde i den
hellige Ægtestand for at vedligeholde det menneskelige Kiøn,
og love med al muelig Flid fuldkommen at opfylde deres
saa berømmelige Hensigt.
Hans af Bindelwvitz, en ung Herre paa 26 Aar.
Hans Hr. Fader har en meget anseelig Betiening, og hans
Formue lader sig ikke bestemme uden efter Tønde=Maal.
Der blev ingen Ting sparet for i Tide at danne denne un¬
ge Herres Vittighed.. Man holdte allerede i hans 18de
Aar, da han første Gang havde besvangret den ældste Bon¬
de=Pige, en Hovmester som var en Canditatus S. S. Mi¬
nisterii, 3 gange havde offentlig disputeret og var 50 Aar
gammel; desuden en Francoise som underrettede ham tilli¬
gemed hans Frøken Søster fra de spæde Aar af i fornem¬
me Stands=Personers Catechismus, det er i Gramairen,
og han bragte det i sit 20de Aar allerede saavidt, at han
paa Fransk kunde kalde paa sin Papa og paa den gamle Mops
som var lige i Alder med ham. Det Latinske Sprog og
hans Christendom syntes ham alt for pedantisk. Han spil¬
dede derfor ikke megen Tid med disse Skole=Sager. Hvad
kan vel ogsaa Christendommen hielpe saadan en nng Herre?
hans Frue Moder, der er af de Sterkodders gamle Adel,
var enig med ham i disse høye Tanker, efterdi hun, som
en forstandig Dame, var overbeviist, at saadanne pedan¬
terier passede sig ingenlunde paa en retskaffen Cavalier, men
kuns paa det borgerlig Slæng. Men imidlertid vilde hans
Hr. Papa efter Degnens Tilskyndelse, at den unge Herre
af Bindelivig skulde studere. Han sendte ham derfor til
det store Universitet, og gav ham i stæden for en Hovme¬
ster 2000 Rdlr. med. Dette prægtige Selskab lærte ham
meget hastigen den høyere Adels Verdslig-Viisdom (Phi¬
losophie) Han havde i sig selv en practisk verdslig Viisdom
og derfor befattede han sig slet ikke med de abstracte Viden¬
skaber, endnu mindre var det hans Sag at lade sig exami¬
nere, eller at holde en Disputatz de invisibilibus. Ride,
handse og fægte lode at være Ting, der vare værdige for
en Adelsmands Fliid eller i det ringeste saadanne, som paa
en kort Tiid kunde fornøye ham. Jmidlertid som en Mand
der veed vel at iagttage det almindelige Beste: var hans
fornemste Øyemærke stilet paa det væsentlige af hans Aca¬
