Blot af Frygt at det Menneskelige Kiøn maatte un¬
dergaae ved den Tyrkiske Krig, fremkommer paa Kierlig¬
heds Skueplads Jsabelle Sædelig i sit Alders 18 de Aar
en allerkiereste nydelig Pige har deylige Øyne som ere gand¬
ske himmelblaae, med hvilke hun kan spille som en Fee,
en velbygget Næse, en rosenrød Mund, og Tænder som
Allabaster. Hun er meget beskeeden og taler næsten intet.
Dette haver Lægerne raadet hende, efterdi hendes Aande
lugter ikke just saa behagelig. Derfor bruger hun meget
Desmer og vellugtende Vande. Men hun er dog til hen¬
des Berømmelse altid forsigtig, og vender sig til Siden,
naar hun vil tale med nogen. Hun har mistet sin ene Øre¬
Lep; de tunge Øren=Ringe, som hun gierne bar efterdi
det var Moden, skal have Skyld deri. For Resten er hun
gandske brugbar, uden at hendes høyre Fod lader at være
noget kortere end den venstre, men hvilket en fornuftig Skoe¬
mager let kan forandre. Hendes Fader er nu nylig bleven vir¬
kelig Cammer=Raad, den titel kostede ham 500 Rdlr.; han
giftede sig af Bodfærdighed med sin Huusholderske, dog
med den Betingelse: at dette søde kiere Barn skulle blive
eneste Arving til en fastsadt Capital af 20000 Rdlr. Man
siger at en ung Herre gaaer ofte forbie hendes Huus, og
kiger med sit Glas efter Sandhed.
Nyt og Gammelt.
Kiøbenhavn. To Land=Junkere vare her indkommen
for at see Skue=Spil, som de aldrig før havde seet, og
havde ey mindste Begreb om. De indfandt sig da paa
Parterret, og nærmede sig til Orchesteret. Da Musiken
ophørte, som de syntes meget got om, og Forhænget blev
trukket op, og 3 til 4 Acteurs kom frem for at spille deres
Rolle, sagde den eene af Land=Junkerne til den anden:
Kom, lad os gaae, disse Herrer har noget at tale
sammen.
En af Stadens unge Thorbeks Ryttere var forleden
til Hest for at aflegge et Besøg i Dyrehavens behagelige
Huuse. (det var for længe at bie til Skoven blev grøn)
Vor unge Rytter vilde da ride over en Mose, og spurgte
en Bonde, som der gik, om Grunden var fast nok? O! ja
svarede Bonden, det er fast nok i Grunden, det skal jeg
være jer Mand for. Derpaa reed han fort. Au! hav!
der sank Hesten i til Sadelen. Vor unge Rytter (det kan
man vel tænke) pidskede, gav Hesten af Sporene, bandede
og skieldede. Du Skielm, sagde han, til Bonden, sagde
du ikke, at det var fast nok i Grunden? Ey, ja, svarede
Bonden, men J er kun endnu kommet Halvveyen til
Grunden.
J denne Tid kan man med Sandhed sige, at Oeco¬
nomien stiger til sin høyeste Spidse. En Mand her i Sta¬
den beviser det. Han er nok den største Huusholder, som
Hovedstaden kan frembringe, og nogen Tid har frembragt.
Han er ellers af de saa kaldede Pebersvenne eller gamle
Ungkarle, Han laver selv sin Mad, reder selv sin Seng,
feyer selv sit Gulv, og giør alt baade Mands= og Fruen¬
timmer=Arbeyde. Han er en Elsker af Smaa=Creature,
og har baade til sin Nytte og Fornøyelse sin Gaard fuld
af Høns. Disse Høns veed han paa en meget artig Maa¬
de at føde, at deres Underholdning ikke koster ham andet
end hans Gang. Hver Torvedag kan man see denne Huus¬
holder paa Torvene. Han fordrer da Prøver af alle Bøn¬
dernes Korn, (ingen nægter ham saadant) imidlertid faaer
vores Huusholder alle sine Lommer fulde af Korn af lutter
Prøver; han trakterer sine Høns, og finder sin Regning
vel derved. Er dette ikke en stor Prøve paa Huusholdnings¬
Kunsten. Skulde han kun ikke tage Prøver saa længe, at
han engang skulde prøve, at Ordsproget er sandt: En næ¬
rig Høne faaer enten Korn eller Knep.
Her har været et ret blodigt og krigerisk Optrin.
Det lader som heele Verden er bleven krigerigsk, siden Tyr¬
ken udruster sig. Ak! hvad er dog Verden en underlig
Tumlings=Plads! Hvor hastig kan man dog ikke bringes i
Harnisk! Ak! hvilken Scene! Jeg skielver ved den blotte
Erindring; ja, min Haand, der fører Pennen, zittrer ved
Fortællingen. Haaret staaer paa mit Hoved, og Hiertet
klapper i mit Bryst. Men mon jeg og tør fortælle den
Jlds=Lue og Flamme, som udbrød? – Hvad Snak!
Jeg sidder jo som i en Henrykkelse, tænkende paa
Tyrkerne. - Mit Feldtslag stod jo kun imellem to
Kalkunske Høns, - Nu maae man lee. Er det at for¬
skrekkes over? – Sandt nok: men jeg har jo sagt, at
jeg tænkte paa Tyrkerne. Men veed De og, mine
Læsere, hvorover denne Krig opkom? Det skal jeg have
den Ære at fortælle Dem: Den ene Høne var af Uforsigtig¬
hed kommet til paa Hønse=Jallet eller Trappen, at sidde oven
for den anden. Her begyndte da den fornærmede at kagle
forskrekkelig; ja, det blev ikke ved Kaglen allene; men det
gik tilsidst ud paa Hug og Stik. Den Kalkunske Hane
vilde have sat sig imellem disse opirrede Høns. Men ak!
han kom ret tilpas. Den fornærmede Høne slog ham med
sin ene Vinge saaledes, at havde nær tumlet ned af Jallet.
Var dette ikke et sørgeligt Optrin for Freds=Stif¬
teren. Han overlod Vald=Pladsen til Hønsene, og skiøt¬
tede smukt sig selv. - Naar to Høns slaaes, vil jeg
raade enhver ærlig Hane at skiøtte sig selv. Man
vil meene, at disse Høns bliver aldrig forligte, og at alle
Freds Forslage ere kuldkastede.
Cappadocien. Hvad Horatius fordum skrev om
Viin, at den giorde de Feye stridbare; det samme kan man
her sige om Caffee. To Matroner sadde sammen ved et
Bord, for at drikke Caffe; men neppe havde de faaet den
sidste Kop, førend de bleve forvandlede til Amazoner, de
vexlede Øresigen, saa got som de beste og stridbareste -.
Det Vers vores Poet W*, har gjort over vor Gammel¬
Strands Fiske=Kierlinger, er ret artigt; blandt andet
siger han:
Mente manuque feias nimium fortesque Camillas
Implent cuncta sono, terrore, tremore, fragore.
