Een Foermand kiørte engang for 2 Procuratorer, disse
vilde underveys drive Spads med ham, og, blandt an¬
det, spurgte: Hvorfore hans 2 forreste Heste vare saa tyk¬
ke og feede og de andre saa magre og slunkne. Det er,
svarede Foermanden, fordi de forreste ere Procuratorer og
de bageste Deres Clientere.
Nogle liderlige unge Romere havde seet engang Li¬
via Keyser Augusti Gemahlinde, gandske nøgen, hvorfor
Keyseren vilde straffe dem paa Livet. Men Livia bad for
dem sigende: Nøgne Mands=Personer ere ikkun Sta¬
tuer i dydige Fruentimmers Øyne.
En Kiøbmand bragte en fornemme Mand sin Reg¬
ning og bad om Betaling. Denne fandt sig derover for¬
nærmet og sagde: Meener J at jeg vil løbe bort? Det
troer jeg just ikke om Dem, svarede Kiøbmanden, men
jeg maatte løbe bort, om jeg ikke fik Penge, og in¬
gen vilde betale mig. Best derfor at De betaler mig
min Regning, paa det at vi ikke skal løbe fra hin¬
anden.
En Storpraler, som var intet mindre, end tapper,
fik en god Dragt Prygl og har dem taalmodig, for ikke at
paadrage sig nogen større Uleylighed. Nogle Dage deref¬
ter mødte han en Poet, som havde bragt nogle Spotterier,
paa Riim om ham; til denne sagde han, at han vilde give
ham hundrede Prygel. Ey, J har got ved at kunde
give dem, svarede Poeten, efterdi J for ftire Dage
siden selv har faaet engang saa mange.
En Græker og en Venetianer kappedes om at ophøye
og rose deres Nation. Grækerne, som vilde ophøye sin
over alle andre, sagde: at alle de Vise vare komne fra
Grækenland. Det er saa sandt, sagde Venetianeren,
at man nu omstunder slet ingen mere finder samme¬
steds.
En Venetianer spurgte en Frangos, hvor den Fran¬
ske Nation havde den Saliske Act, af hvilken de Franske
giorde saa meget Væsen. Den staaer, svarede Franzo¬
sen, paa den anden Side af den Act, som forsikkrer
Venetianerne Herredømme over det Adriatiske Hav.
En Tydsk Baron opholdt sig over den Titul Marquis,
og sagde i en Fransk Marquis Nærværelse, at denne Titul
var saa gemeen og almindelig i Frankerig, at han endog
havde en Marqvis i sit Kiøkken. Og jeg, svarede den
Franske Marqvis strax, har en Tydsk Baron i min
Hestestald.
Om en Læge.
Der fortælles, at en Elsker, som var i Fare for at
miste sin Kiereste i en Sygdom, hørte sig allevegne om
efter en Læge, paa hvis Videnskab han kunde forlade sig.
Underveys traf han et Menneske, som havde en Talisman,
formedelst hvilken man kunde see Væsener, som Øyet ikke
kunde see. Han gav en Deel af sin Formue bort, for at
faae denne Talisman, og gaaer dermed hen til en berømt
Læge. Uden for sammes Dør saae han en stor Skare af
Siele; det var deres Siele, som denne Læge havde bragt
af Dage. Han gik derfra til andre Læger, og fandt som¬
mesteds flere og sommesteds færre Siele ved deres Døre,
saa at han ikke havde Lyst til at betiene sig af dem. Man
nævnte endelig een for ham, som boede paa et temmelig
afsides Sted, ved hvis Dør han ikkun saae toe Siele.
Endelig finder jeg dog en dygtig Læge, sagde han ved sig
selv; til ham vil jeg gaae ind strax. Den gode Medicus
spurgte ham fuld af Forundring, hvor han havde kundet
finde hen til ham? Det er ikke at falde i Forundring over,
sagde den bedrøvede Elsker, Eders Berømmelse og Duelig¬
hed har gjort Eder bekiendt nok. - Min Berømmelse?
sagde han; jeg har først været her i otte Dage, og jeg har
endnu ikke havt flere end to Syge under Hænder.
Den daarlige Ridder.
Keyser Sigismund havde slaget Doctor Juris Geor¬
gius Siscellus til Ridder. Da nu denne nye Ridder blev
kaldet til Concilium i Basel, hvor Lovkyndighedens Lærere
skulde sidde paa den ene Side, og Ridderne paa den anden
Side, og Siscellus var tvivlraadig, paa hvilken Side han
skulde sette sig, saa tiltalede Keyseren ham saaledes: "Daar¬
lige Menneske, hvorfor giver du Krigsvæsen Fortrin for
Videnskaberne. Jeg kan giøre tusinde Krigsbetientere og
Riddere paa een Dag; men jeg var ikke i Stand til, i
tusinde Aar at giøre en eneste lærd Mand."
En særdeles Forsonings=Maade!
Storm, en from Biskop, blev anklaget hos Pipin,
den første Karolingernes Konge. Han var engang i Hof¬
Capellet, da Pipin bad. Kongen sagde til ham: Hvor¬
for har Munkene forklaget eder hos os? Storm svarede:
Herre, omendskiønt jeg ikke er uden Synd, saa kan jeg dog
nok forsikkre, at jeg ikke har begaaet nogen Synd imod
Eder. Kongen svarede: Dersom J har giort det, saa
maae Guds Barmhiertighed forlade eder; jeg for min Part
tilgiver eder af mit gandske Hierte, og vil herefter regne
eder iblant mine Venner. Strax reev han en Traad ud af
Klædet af hans Kappe, slængte den paa Jorden og sagde:
Til Forsikkring om Eders fuldkomne Forsoning, kaster
jeg denne Traad af min Kappe paa Jorden." Det var jo
en besynderlig Ceremonie.
Nyt og Gammelt.
Hadersleb. Nylig var jeg paa en stor Bøger=Auction.
Jeg spurgte en god Ven hemmelig: Maae man og kom¬
me iblant de Lærde, og det onde Rygte udbredte, at jeg
havde sagt: Maae en Laig Mand og komme iblant Jesui¬
terne? Hvo kunde nu tænke saa latterligt. Der Pontop¬
pidans Kirke=Historie blev opraabt, bøde to anseelige Lands¬
bye=Geistlige om Kap paa dette Verk. Endelig sagde den
ene af dem med en alvorlig skiemtende Tone: Hr Confra¬
ter! De faaer slet ikke Bogen: thi De drev nyelig min
Brændeviins=Pande saa høyt op. Hvo kan nu sige, at jeg
skulde kunde have indbildet mig, at jeg var iblant Jesuiter.
