Rom. En Kardinal sagde engang, at han kunde
kiende Tydskerne, Franzoserne og Jtalienerne ved et Glas
Viin. J dette Glas ligger en Flue, sagde han: - Jta¬
lieneren leverer Glasset fra sig. Franzosen tager Fluen op;
men Tydskeren svælger den ned med Viinen.
Chantilli. Æren, eller den Attraae, at blive høyt
agtet af alle Mennesker, er øm at røre ved. Vatel, Her¬
tugens af Orleans Huushofmester, har maaeskee havt den
allerømmeste Ære; thi han tog Livet af sig for sin ømme
Æres Skyld. Hertugen trakterede Kongen en Torsdag
Aften. Spadseregangen, Collationen og alting var efter
Ønske. Man gik til Aften=Taffel; og Stegen mang¬
lede paa nogle Taffeler, formedelst de mange Middags¬
Maaltider, som man ikke havde giort sin Bereigning paa.
Vatel merkede det. Min Ære er forloren, sagde han
denne Skam kan jeg ikke overleve." Hertugen, som fil
dette at vide, gik selv til Vatel, og sagde. "Alting var
meget got; Kongens Soupee var fortreffelig.
Monseignieur, svarede han, Deres Godhed beskiemmer mig;
jeg veed at der manglede Steeg paa to Taffeler." Her¬
tugen bag ham være roelig, og sagde, at alting var me¬
get got. Men da Vatel havde bestilt Stokfisk paa adskil¬
lige Steder til Dagen efter, og der ikkun kom en om Mor¬
genen, som bragte to Bundter, saa spurgte han, om det
var al Stokfisken? Ja min Herre, svarede Drageren, som
ikke vidste, at Vatel havde bestilt paa flere Steder. Vatel
biede endda en Tid lang, og da ingen flere kom med Stok¬
fisk, saa gik han ind til en af Hertugens Folk, og sagde:
Ney, denne Skam kan jeg ikke overleve; i Aftes manglede
Stegen paa to Taffeler, og i Dag skal der mangle Stok¬
fisk paa fleere. Fra ham gik han ind i sit Kammer, satte
sin Kaarde imod Muren, og stak sig selv igiennem. Jmid¬
lertid kom der Stokfisk fra alle Kanter; man søgte efter
Vatel, at han skulde inddeele samme; man gik til hans
Kammer; man bankede paa; man sprængede Døren op
og fandt ham der liggende i sit aget Blod. Er det et for¬
nuftigt Menneske en Ære, at have saa øm en Ære?
Caliste.
O Læser! stil dig dog med ømt og kielent Sind
Den største Skiønhed for;
Foraaret smilende i Flor paa hendes Kind;
Hvis Hierte i lang Tid et ædelmodigt Chor
Jndtagne unge Karle søgte
Med Stræbsomhed, som Lyst forøgte.
Dig hende forestil i Tankerne,
Og føel det ret, hvor smuk hun var at see.
Hun, om hvis Skjebne du kan her Beretning vente,
Caliste, høy af Byrd, men høyere ved hendes ædle Siel,
Lod, fordi hun befandt sig ikke vel,
Og fordi Doctoren, hvis gode Raad udbades,
befalede, hun skulde aarelades,
Den første Hof=Chirurgus hente.
Han, denne saa berømte Mand
Som hemmelig forsmægtende tilbad Caliste,
Da han for hendes høye Stand faae sig at miste
Den større Fryd og den Lyksalighed,
At faae den Skat at deele Livet med,
Tog denne Leylighed med megen Glæde an.
Han kom. O, at han aldrig kommen var!
Han tager hendes hvide Arm for sig,
Og stryger samme op ret ængstelig
Og føler, tagen ind af Kierlighed og Ahndelse,
Med Skielven efter Aarerne,
Og udi drukken Angst endnu tit stryger Armen op.
Hans Rystelse en god Veninde saae,
Og hemmelig det til Caliste sagde.
O, siger hun: Lad De kun Herren rolig slaae,
Slog han to Gange feyl; han mig dog ikke plagde:
Jeg veed, han mener det ret got med mig,
Lad ham kun foreføle sig.
Chirurgen sagde da: Das wollen wir nicht hoffen,
Og slog, og skreeg: O ungluckseelger Schlag!
Jch habe ja den Puls getroffen¬
Og tumlede og faldt som af et Slag.
Hun, omforgfuld for den, (hvad ædlere at tænke?)
Af hvem hun var saa farlig saaret,
Forbød ham tidt, sig ey for hendes Skyld at krænke,
Og i to Dage har al Smerte taalig baaret.
Men denne Lidelse
Kun var den ringeste.
Thi Lægerne nu saae den dødelige Fare,
Og bleve grusomt ens, for at afværge dette,
At hendes hvide Arm de vilde strax afsette,
Da alle Midler her forgieves ellers vare.
Hun, uden at beklage sig for dem,
Strax rekker hendes Arm, den hvide Arm her frem,
Og beder kun, med ham sig at raadføre,
Som havde Skyld deri, at man det maatte giøre.
Saaledes blev da nu Caliste Livet
For hendes Arms Forliis til Giengield givet?
Beholdt hun hendes Liv til Løn for hendes Pine?
Betragt kun Doctoren, betragt hans bange Mine.
Han Branden seer, og maae de haarde Ord udbæve:
Tre Dage, længer ey, De kan endnu kun leve.
O Gud, hvor kort er denne Tid!
J Læger, er der Raad, saa giører nu jer Flid.
Endogsaa her det ædle høye Hierte
Ret taaligt var og talte ey om Smerte.
Saa skal jeg døe, hun sagde: Nu, velan!
Han ey er Skyld deri den kiere gode Mand.
Han vist for mig selv gierne døde.
Gud har for mig beskikket det, jeg veed;
Gud ærer jeg da ved Taalmodighed,
Og er bereed, at gaae min Død i Møde;
(Chirurgen kom nu i det samme ind igien,
Men Dem, blev hun da ved, jeg alt mit Gods vil give;
Thi ulyksalig De vel ellers maatte blive.
Det sagde hun, og sov saa ædelmodig hen.
