1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 11 og 12
Den lykkelige Familie.
(En Fortælling af Hr. Marmontel)
D¬
en unge Basille var Frugten af et ulykkeligt Æg¬
teskab. Hans Moder udstammede af et gammelt
Huus i Prigord, men som var geraadet i den
dybeste Armod. Dette havde bevæget hende, til at ægte
en velhavende Landmand, efterdi hun ikke vilde fornedre
sig saa dybt at gaae i nogens Tieneste. Hendes Ægtemand
havde en ærværdig Præst til Morbroder, som havde givet
ham en ædlere Opdragelse, end ellers Landsbye Folk pleyer
at have. Han havde forhvervet sig sine Foresattes saavelsom sine
Ligemænds Høyagtelse ved hans veldædige Character, ved
hans Store Maadelighed, og ved hans strenge Redelighed.
Amalie, saaledes heed hans Kone, havde i hendes ærlige
men lidet agtede Stand, antaget en høy Tænkemaade;
ikke de høye Følelser, som fordrages med hver Stand,
men en Stolthed, som man ikke engang tilgiver den rige
Adel selv. Hun erindrede sig stedse det Navn, som hun
forhen førte, men hun tænkte ikke paa, at Trang og Ar¬
mod havde tvunget hende til at aflegge det. Allard, som
forædlede sin Stand formedelst hans Dyder, hans ædle
Følelse, og formedelst hans Sæder, gjorde sig stedse Umag
for, at betage hende den Afskye, hun havde for hendes nær¬
værende Stand; men hans bemøyelser vare forgieves. Han
havde forsøgt alt det, som kan giøre Jndtryk paa en øm¬
findtlig Siel, for at forsøde sin Ægtefælles bittre Lune.
For at trænge fuldkommen ind i hendes Hierte, havde han
ladet hende smage de saa sande og saa rørende Fornøyel¬
ser, som Naturen tilbyder alle Mennesker, og som de skul¬
de nyde med større Henrykkelse, dersom de ikke saa meget
vare afvigede fra deres første Enfoldighed. Allards Føye¬
ligheder bleve haanlig forkastede, og en høyst fornærmende
Foragt var hans Løn. Denne Opførsel var ham meget
smertelig, men den forbittrede ham dog ikke. Han Elske¬
de. Dersom jeg ikkun havde et Barn, sagde han, dette
skulde skaffe mig dets Moders Hierte igien. Naturen skul¬
de blødgiøre mit Hierte, som Stolthed har forherdet. De
kielne Smiggrerer og Uskyldigheds Smiil skulde røre Ama¬
lie; jeg skulde da gribe det Øyeblik, naar hun gav efter
for Følelsens Magt, og skulde nøde hende til, endog at
føle for mig.
Mange Aar forløb, førend hans Ønske blev opfyldt.
Endelig blev Allard Fader, og troede, at hans Lykke-Time
var nær for Haanden. Han tog sin Søn og med fyrrig
Henrykkelse trykte ham op til sit Bryst, dette dyre Pant,
som forsikkrede ham om hans tilkommende Lyksalighed. Han
haabede formeget. En Character, som engang er dannet, lader
sig ikke let forandre. Amalie beholdt endnu længe sin Tænke¬
maade, og hendes Mand maatte befrygte, at hendes Søn skul¬
de arve den. Han smigrede sig, at hans Barn, skabt til Kier¬
lighed, og selv elskværdig bildet, skulde efterligne Faderens
Tænkemaade. Han tænkte at Naturen skulde trøfte ham for de
Smerter, som Kierlighed havde foraarsaget ham. Han ind¬
skrenkede Ømheden for sin Søn ikke til blotte Caresser. Den
Underviisning, han selv havde faaet, megen og nyttig Læs¬
ning, og fornemmelig egen Betragtning satte ham i Stand,
at give en fortreffelig Underviisning, og han anvendte al
Flid, for at give den unge Basile en god Opdragelse,
som lærte ham at være fornøyet med sin Tilstand, og at
undgaae de Klipper, som havde været saa farlige for hans
Moder. Han laae endnu ved hendes Bryst, da Allard
allerede søgte at opdage hans Tilbøyeligheder, og hine Til¬
skyndelser til at studere, hvilke, i hvor svage de end ere i
vor Barndom, tiener dog alligevel til Kiendetegn, hvoraf
man kan dømme, hvorledes Sielen vil danne sig ved tilta¬
gende Aar. Han saae ogsaa med den største Opmerksom¬
hed paa de ringeste Smaating; og ikke en eneste kan være
ligegyldig for en øm og forstandig Fader. Han lod der¬
for oppynte sit Huus han lod det kalke indvendig og lod
det male med Blomster og Løvverk. Han bad de artigste
Børn i Byen til sig; han oplivede deres Leeg og Spil,
paa det at Glæden kunde stedse smile frem i deres Ansigter.
Han vilde, at de første Syn, som faldt hans Søn i Øy¬
nene, skulde være et Syn at være vel tilfreds, og af de
første Jndtryk paa ham skulde blive gjort af Glæden; thi
maaske vor Characteers Dannelse hænger ofte af de første
Jndtryk, som rører vore Sandser. Skulde denne Chara¬
eteer ikke være bleven lykkeligere derved, dersom man meere
havde omgivet vore Vugger med henrykkende Gienstande?
Den lille Besile voxte til. Han røbede snart et følen¬
de Hierte, en oprømt Forstand, og en fyrrig Indbildnings¬
Kraft, men og megen Letsindighed og Tilbøyelighed til For¬
fængelighed. Hans Gestalt var behagelig, hans Ansigts
Trek fine og hans Mine munter. Jo mere han indviklede sig,
jo ivrigere søgte hans Fader, at indflyde ham de milde Dy¬
der, som giør et hvert Menneske lykkelige, i hvad for en
Stand Naturen endog har sat ham. Han giorde sig Umag
for at befæste de gode Begivenheder, som han merkede hos
ham; og søgte at dreye dem derhen, at de bleve fordeelagti¬
ge for hans gode Egenskaber selv. Han begyndte ikke dermed,
at vænne ham til Eftertanke, han lod ham føle og fornem¬
me. Han tog ham med sig paa Marken; han udvalgte smi¬
lende Landskaber til hans Spadseregange; han lod ham høre
Fuglenes Concert; han lod ham fornemme de friske Sletters
Køling, og Høyenes indtagende Syn. Han lod ham væ¬
re Vidne til Hyrdernes Spillen og til Landsbye Folkenes For¬
nøyelse, som det udmattende Arbeyde uformerkt bortsnigede
sig for, under deres Sange. Saaledes haabede han at
Basile skulde faae Lyst til Landlevnet, naar han stedse lag¬
de ham dets behageligste Udsigter for Øyne. Men Allard
maatte med rette befrygte, at Moderen skulde hindre Søn¬
nen fra at antage det Jndtryk, hvortil han gav ham megen
