Leylighed. Endog den Stolthed, som ikke meere kan er¬
nære sig med forfængelig Ære, uddøer endda ikke, om¬
endskiønt de intet mere har, som underholder den. Den
forsmægter i det Forborgene og i Skiul, og røber sig ved sine
Smerter. Saaledes tvang og Amalie sig, da hun ikke meere
nød den Rangs Fortrin, fra hvilken hun var nedstegen, at
lade hendes Søn see saaledes, som hun endnu havde hendes
forrige Værdighed. De Klæder, som hun gav ham, vare
ikke prægtige men langt meere udsøgte, end man pleyer at
bære dem paa Landet. Noget finere accomederet Haar, og
adskillige smaae Zirater, som ikke skulde have faldet en at
den fornemme Verden i Øynene, gav ham en pyntelig an¬
seelse, der var anstødelig for dem, der ikkun ansaae ham som
et Barn af deres Lige. Det blev ham uophørlig anpriist,
ikke at giøre sig gemeen; men roste bestandig hans Forfæ¬
dres Adel for ham, og beklagede ham, at han ikke var Ade¬
lig, ligesom de; kort sagt, man giorde ham derved ulykke¬
lig, at man lærte ham at beklage forfængelige Fortrin, som
hans Fader stedse søgte at forestille ham saa undværlige.
Allard besad hiin raa og ukunstlede Philosophie, som
ikke søger Lykken i Overflødighed og Titler, men, naar ud¬
vortes Omstændigheder ikke forhindrer det, finder den i Ny¬
delsen af de gode Ting, som Naturen tilbyder alle sine Børn;
i Kierlighed, Venskab, og de Dyders Udøvelse, som forrne
Menneskene med hinanden, i det den ene bliver den andens
Velgiører. Han giorde sig derved Umag for, at indflyde
sin Søn de ømme Følelser, som besielede ham selv, for der¬
ved at qvæle Stoltheds Sæd i den Unges Hierte, som man
søgte alt formeget at ernære dertil. Han lod ham føle den
rene Vellyst, som stedse følger paa, at være vidende om,
at man har. Ellers var han en Trøst for de Bedrøvede,
en Beskytter for de Svage, og en Støtte for dem som end¬
nu vare fattigere, end han; han vilde, at hans Søn skulde
nu blive dette, at han skulde glæde sig veddet smukkeste Syn i
Naturen, see Glæde og Taknemmelighed at smile i et Men¬
neskes Øyne, som man haster at komme til Hielp i Nø¬
dens Øyeblik. Vor Naboe er syg, (saa sagde han underti¬
den til Basile) maaskee hans Agre bliver derover slettere
bestilte og tilberedte, end om han selv kunde have Opsigt
derøver; tag vore Heste, og pløy du selv hans Jord for
ham, paa det at, naar han endnu engang kan komme ud
paa sine Marker saa svag som han er til Fods, han dog
kan see, at man ikke er utaknemmelig for hans Omsorg,
at giøre sig elskværdig for andre.
Basile giorde det; men maaskee ligesaa meget af For¬
fængelighed, som af Veldædighed, søgte han ved sit Ar¬
beyde at være Agrenes Eyermand nyttig. Denne nød ikke
Frugten af hans Møye, uden at tilkiendegive ham sin tak¬
nemmelige Følelse derover. Han nævnte Basile Navn ikke
uden Rørelse og udbredde hans Berømmelse med Eftertryk
og Sandhed, som allene har sin Oprindelse af den indvortes
Føielse. Allard forenede sine Løvtaler med dem, som bleve
givne hans Søn. Han roste de gode Gierninger meget
høyt, hvortil han selv havde ledet ham. Han tænkte, at
rive ham løs fra de blindende Schimærer, hvorved man
daglig underholdte ham, i det han smiggrede for hans
Forfængelighed, naar han giorde got, naar han viste Lyst
og Længsel efter at være nyttig, naar han med en fornøyet
Mine viste Tienester og Velvilligheder, hvilken Mine er
mere værd, end Tienesten selv, efterdi den beviser, hvor
gierne man giør den. For endnu vissere at naae sit Maal,
søgte han at fængsle ham ved Venskabs milde Baand, og
Kierligheds endnu mildere Baand. Dette, meente han skul¬
de lykkes for ham ved et par Sydskende Lucie og Marcel,
som begge vare meget venlige, lige gamle med Basile, og
af en Character, som var tilbøyelig til Ømhed; men frem
for alting ventede han meget af Lucies indtagende Væsen.
Han bragte dem hiem i sit Huus, lettede deres Spil og Lege,
opmuntrede dem i deres Foretagender, anstillede selv Lystig¬
heder for dem, og formerede deres Fornøyelser, i det han
tog Deel derudi. En Faders Øyekast ere ikkun da frygt¬
bare, naar de immer ere strenge; men naar Godhed smi¬
ler frem i dem, naar de finder en behagelig Fornøyelse i
Ungdommens Forlystelser, saa giøre de dem uskyldigere,
uden at forringe deres Munterhed og Lystighed.
Basile var nu 16 Aar gammel, han fandt en For¬
andring i sit Hierte, hvis Aarsag han ikke kunde forklare.
Hans Smag i de Fornøyelser havde forandret sig; hvad
som tilforn meest havde fornøyet ham, var ham nu lang¬
villig og kiedsommelig; hans Glæde og Munterhed for¬
mindskede sig daglig, og dog havde han ikke den ringeste
Aarsag, at være misfornøyet, Marcel hans Ven, Mar¬
cel selv befaldt ham nu mindre. Tilforn var han ham uund¬
værlig, og uden ham vare alle hans Lege langvillige for
ham; men paa nogen Tid søgte han gierne en Forevending
til at holde sin Ven fra sig. Han gad heller være allene,
naar han ikke var hos Lucie. De dreve deres Hiorde til¬
sammen hen i de ensomste Egne, de tilbragte Dagene, uden
at sige et Ord til hverandre, og dog var deres Omgang,
ikke det mindste modbydelig eller udmattende for dem. De
saae paa hinanden, sukkede, og saae paa hinanden igien.
Nogle Gange overfaldt Natten dem, førend de endnu hav¬
de tænkt paa, at vende tilbage til Byen igien. Min
Fader vil skielde paa mig, sagde Lucie, min Moder vil
og skielde paa mig, sagde Basile; men om hun end¬
og skielder hver Aften paa mig, det er jeg ikke ban¬
ge for, allerkiereste Lucie, naar jeg ikkun kan tilbringe
alle Dage hos dig. Jeg veed ikke hvor det kommer sig,
men jeg finder ingen Fornøyelse, uden naar vi er allene til¬
sammen. Jeg elsker vel min Fader - - men -- jeg skam¬
mer mig ved at tilstaae det, -= Lucie, jeg elsker dig end¬
da mere, end ham. Jeg ligesaa, svarede Lucie -- - Men,
Basile, vi giøre Uret derudi, at vi ikke elsker vore Foræl¬
dre mere - - - de ere dog saa gode imod os."
De havde ikke betroet nogen deres Følelser, de kiendte
dem selv endnu ikke, og dog talede hele Byen derom. Ba¬
stles Fader og Lucies Forældre saae meget gierne deres
Tilbøyelighed til hinanden. De fandt dem hinanden vær¬
de, og tænkte allerede paa deres snare Forening. Fornem¬
melig ønskede Allard, som af Faderlig Ømhed giorde de
meest brændende Ønsker for hans Søns Velgaaende, han¬
nem en Forbindelse, som giorde ham Forliset af en glim¬
rende, men visselig mindre lykkelig Skiæbne foragtelig, i
t et den ved Kierligheds Tillokkelser og ved Landlevnets mil¬
de Glæde og Forlystelse forbandt ham nærmer med den
Stand, hvorudi han nu levede. Han havde hertil forbe¬
