redet alle Ting, og alting lykkedes vel for ham. Lucies
Forældre, som vare fulde af øm Kierlighed imod hende,
og var retskaffen ærlige Folk, antoge Allards Audragen¬
de med Taknemmelighed, ikke saa meget fordi han var den
rigeste som fordi han var den dydigste Mand der i Egnen.
Der manglede endnu Basiles Moders Samtykke, og hans
Fader sagde, at han skulde selv bede derom. Min Søn
sagde han til ham, du veed, hvor meget jeg elsker dig. Jeg
er nu i en Alder, da vor eneste Fornøyelse er vore Børns
Velgaaende. Din Lykke, din Lykke allene, er min Be¬
stræbelse. Jeg ønsker, at du maae leve fornøyet, og
at jeg for min Død maae endnu have den Glæde, at see
din Lykke befæstet. Du er vel endnu meget ung, men
kan man vel være lykkelig for tidlig? Jeg vil gifte dig.
Lucie, just Lucie, som behager dig saa meget, har jeg
bestemt til din Kone, omendskiønt du intet har talt til
mig derom. Hendes Forældre giver dig hende gierne;
søg ikkun ved ydmyg Bøn; og ved indtagende tekkelig An¬
holdelse at udbede og forhverve dig din Moders bifald,
saa at hun ikke skal sette sig imod saa fordeelagtig
en Forbindelse for dig. Det giør hende ondt, at
hun skal være en Landmands Kone, og om endskiønt
du ikke heller er meer end en Landmand saa haaber hun
dog maaskee endnu ved hendes Families Anseelse at ud¬
rive dig fra den lykkeligste af alle Stænder, ja visselig den
lykkeligste, naar man er fød derudi. Ær din Moder og
elsk hende, men lad ikke hendes stolte Tale forføre dig.
Min Søn, min elskelige Søn, ønsk ikke, at forlade din
Faders Levemaade; den er ret et fornøyeligt, uskyldigt
og dydefuldt Liv. De første Aar i din egen Huusholdning
ville være dig lidet møysommelige. Du har Kræfter, jeg
har Erfarenhed, derved ville vi understøtte hverandre. Du
skal tiene din Fader, og følge din Vens Raad, da bliver
alting, som er om dig, dig til Velsignelse. Fred og Glæde
skal boe i din Familie. Een Aand skal regiere os, og eens
Drift skal nære vor saa meget forskiellige Alder. Mine
sidste Øyeblik vil jeg endnu leve for dig, med bevende Haand,
vil jeg vugge dine Børn. - - -
Basile vilde svare, men han kunde ikke. Hans Maal
blev afbrudt, hans Øyne vare fulde af Taarer; thi Tak¬
nemmelighed og sønlig Kierlighed udpresser og Taare. Ama¬
lie saae endnu det sidste af dette rørende Optrin. Allard
lod hende være allene hos hendes Søn. Han haabede at
Basiles Rørelse skulde meddele sig hende, og det lykkedes
virkelig og for ham i Førstningen, at røre hende. Han ka¬
stede sig i hendes Arme, og vædede hendes Kinder med de
sødeste Taare. "O Moder, raabte han med en hulkende
Stemme, o min Moder, jeg er lykkelig, dersom J ikkun
vil. Jeg skal have Lucie, Lucie den smukkeste, og elsk¬
værdigste Pige i Byen, som bliver tilbedet af alle de unge
Karle, og som elsker ingen af dem tilsammen, undtagen mig.
Betænker du, hvad du siger, svarede hun uden
Vrede, men med Foragt, betænker du, hvad du siger?
Min Søn skulde tænke paa en Forbindelse, som skulde
sette mig endnu dybere ned fra min Stand, giør mig end¬
nu ikke elendigere end jeg er; af mine Hænder maae du
antage en Kone, som er min Lige, og som jeg kan kalde
min Datter uden at rødmes derved.
Basile vilde svare, men hun faldt ham ind i Taler.
For at vinde ham, brugte hun den behændige Tredskhed
som findes ofte hos Fruentimmer i Forstandens Sted, og
hvorved de nesten immer naaer deres Øyemeed. Hun op¬
vakte i sin Søns Hierte en Forfængeligheds Drift, som
vel fik dysset Kierlighed i Søvn, men ikke gandske qvalt
den. Hun ophidsede hans Jndbildnings Kraft, og det lyk¬
kedes for hende, at bringe ham dertil, at han nu ligesaa
heftig ønskede hans Giftermaals Ophævelse, som han tilforn
havde været henrykket over sin Faders Efteretning om dets
narere Fuldbyrdelse. For endnu at giøre hendes Triumph
desvissere, skyndte hun sig hen til Lucies Forældre, for¬
at tilkiendegive dem det. Hun søgte ved en grusom For¬
nærmelse at stifte en ævig Skilsmisse og Uenighed imellem
begge Familier. Huu kom i Lucies Huus, og formør¬
kede snart den indtagende Glæde, som den Vished, med
snareste at see sine Ønsker opfyldte, udbredede over alle.
Alle stode op og trængte sig omkring hende; alle hørte paa
hende med Begierlighed. Enhver troede, at hun kom i den
Hensigt og Ærinde at dele Fornøyelsen med dem over beg¬
ge de Elskendes Forbindelse; men de bleve ikke længe i
Vildfarelse. En bitter Smiil gaaer for den Erklæring,
om hun vil giøre. Med den meest beskiemmende Foragt
bryder hun det Løfte, som hendes Mand havde giort. Hun
saater den uskyldige Lucies Hierte paa det smerteligste;
hun seer hendes Taare og spotter hende endda. J dette Øye¬
blik kommer Allard dertil, og læser sin ulykke i et hvert
Ansigt. Han gaaer bort igien fuld af Fortvivlelse. Han
kommer til sin Søn, og betragter ham med Øyne fulde
af Smerte og Foragt. Basile frygter for hans Vrede, men
hans Tavshed letter hans Frygt. Han saae ikke, at det var en
qvælet Siels Tavshed, som er nægtet al Følelse af Lykken.
Basile angrer snart sit Feyltrin; han har Afskye for sin
Svaghed og sin Forfængelighed; men hvad kan man vente
af saa letsindig en Siels Anger?
Allards Huus, som forhen var et Tilflugtssted for
Fortroelighed, Skiemt og Lykken, er nu blevet en Bolig for
Tvang, Misfornøyelse og Kiedsommelighed. De Smiggre¬
rier, som Basilis Moder giorde ham, erstattede ham ikke den
øde Fortrolighed, hvorudi han saa lykkelig levede med sin
Fader. Undertiden overlod han sig endnu til schimæriske
Forhaabninger, men oftere til Skamfuldhed over hans Let¬
sindighed, og til Smerte over at giøre den beste Fader saa
megen Kummer. Hans Dage forløbe i en uvis længselfuld
Forventning. Dog beholdt han endnu i sin Bedrøvelse en
Trøst tilovers, som han ikke havde kundet formode. Marcel,
som han havde forglemt, hvis Syster han var bleven utroe,
blev endnu immer hans trofaste Ven. Han søgte at ad¬
sprede den Kummer, som var dødelig for hans Ven. Han
ønskede, at opvekke Smag i Fornøyelser hos ham igien, som
havde været Henrykkelser for deres Ungdom; men sammes
Tid var forbi for Basile. Heftige Lidenskaber giøre os ikke
allene ulykkelige saa længe, som vi beherskes af dem, men de
røver endog vore Siele, i det de giver dem en for sterk An¬
spændelse, Kierlighed til det Naturlige og Enfoldige, som
ikke vender tilbage igien, eller og ikkun først da, naar en
langvarig Sielens Rolighed er trædet i Stedet for disse
Lidenskaber.
