Allard og hans Søn havde nu i nogle Maaneder
levet i denne Rolighed, eller rettere i en mørk Melancholie,
som maaskee endnu er forskrekkeligere, end heftig Harme,
og Amalie, som ved sin stolte Siel og farlige Raad var
Skyld i al denne Ulykke, formerede samme paa engang paa
nye. Det smertede hende formodentlig, at hun var Aarsag
til den Uorden, som herskede i deres Familie, men hun var
alt for stolt til, at lade sig merke med hendes Anger der¬
over, og en stum Smerte fortærede hendes Liv. Man
saae hende forgaae og svinde hen, men man kunde ikke op¬
dage Kilden til hendes Onde. Hun lod sig hverken røre
ved hendes Søns Smiggrerier, eller ved hendes Mands
ømme og venlige Omhyggelighed. Allard, som ikke ansaae
nogen for strafværdig mere, saasnart han var ulykkelig,
søgte paa alle Maader at forskaffe hende hendes Rolighed
og Sundhed igien. Men hans Umag var forgieves, og
hans Kones Tilstand blev daglig farligere. En hidsig Fe¬
ber, ledsaget af de verdste Følger, betog ham snart alt
Haab til hendes Frelse. Hendes Søn og hendes Mand
skilte sig ikke et Øyeblik fra hende; enhver af dem holdt
stedse fast paa en af hendes Hænder; Basile vædede sin
Moders Seng med Taare, og Allard betragtede hende
stedse veemodig med Taarene i Øynene. Dette rørende
Syn giennemborede hendes Hierte, og moderlige Kierlighed
Taknemmelighed og Ømhed vandt endelig Seyer over hen¬
des Stolthed. Hun anvendte hendes yderste Kræfter, slog
den ene af hendes Arme omkring hendes Mands Hals, og
den anden omkring hendes Søn, og trykte dem begge tillige
til hendes Bryst. Hun syntes nye oplivet med Henrykkelse
at glæde sig over denne Stilling; men hun var alt for meget
bevæget til, at hun havde længe kundet holde den ud. Hun
faldt snart i en dyb Afmagt. Basile, som laae følesløs ved
Siden af hende, behøvede lige saa megen Hielp, som hun, og
Allard, som var gandske nedsynket i Smerte, var ikke i Stand,
til at hielpe dem. Man kom dem til Hielp, og bragte dem
lykkelig til sig selv igien; men det kostede Umag, at faae
Amalie til Live igien. Neppe havde hun oplukt hendes
Øyne, saa viste sig en vild Forvirring derudi. Raserie ind¬
fandt sig i Stedet for Afmægtighed. I denne Tilstand,
rørte hun alles Hierter indtil Graad. Hun sprang op af
Sengen, uagtet al den Umag, man giorde sig, for at holde
hende tilbage, kastede sig ned for hendes Søns Fødder, som
hun holdt for hendes Mand, oversvømmede dem med Taare,
og med Graad bad ham, at tilgive hende al den Kummer,
som hun havde givet ham: "Værdigste Mand! sagde hun
"til ham, lad en Ægtekone finde Naade igien, omendskiønt
"hun har gjort sig al for uværdig dertil. Naade, Allard,
"min allerkiereste Allard." - Hun omfavnede Basilis
"Knæ endnu heftigere, og sagde videre: Skienk din Søn
"din Tilbøyelighed igien; jeg, jeg allene har berøvet ham
"den. "Hun vendte sig derpaa til dem, som vare nærvæ¬
"rende ved denne Scene, og raabte: "Han svarer mig
i ikke kommer mig til Hielp; tvinger ham til, at give mig sin
"ømme Kierlighed igien, som jeg har forsmaaet, hvis gandske
"Værd jeg nu erkiender; men de tier! de ere stumme! De
"vare det og virkelig." Præsten, Lægen, Opvartersken,
allesammen græd, imidlertid at Allard og hans Søn udbrø¬
de i Fortvivlelses Tone.
Tilskuerne vare nu komne til sig selv igien af deres sterke
Forbavselse, hvorudi de vare faldne ved et saa rørende uventet
Syn, og enhver trængte sig hen til, for at komme den Syge
til Hielp, som indtog alles Hierter saa stærkt. Man bragte
hende hen i Sengen igien, og Hr. Chabblais, som af Men¬
neske Kierlighed havde opofret sig til Landvæsenets Tieneste og
Landfolkenes Hielp, og formedelst sin store Flid var bleven en
af de største Læger i Frankerig, havde den Lykke, at bringe hen¬
des Livs=Aander i Rolighed; han haabede endog, at den
heftige Bevægelse, hvorudi hun havde været, skulde ikke en¬
gang blive skadelig, men meget mere fordeelagtig for hende.
Han tog, heller ikke feyl; thi Lægemidlerne sloge meget got
an. De syntes endda at faae mere Kraft af deres Hænder,
som gave hende dem, og dette giorde stedse Allard og hans
Søn. Lægen søgte og intet mindre, end at afholde dem
fra hende. Thi ofte kan man allene derved skaffe Legemet
sin Sundhed igien, at man atter skaffer Sielen Rolighed.
Amalie maatte uden Tvivl for hendes Helbredelse takke den
reene Vellyst, som kommer af den Vished at være elsket.
Hun læste det i hendes Søns Øyne, i hans bævende Stem¬
me, i den Befrygtelse og Bekymring, som malte i alle hans
Bevægelser, opdagede hun, hvor høyt hun var elsket af
ham, hvor meget hendes Tilstand havde bekymret ham. Hun
trøstede ham i det Øyeblik, da hun inderlig forlystede sig ved
hans Smerte. Hun saae i hendes Mands bemøyelser, i
den ømme Omhyggelighed, som han har for hende, i den
Nidkierhed, med hvilken han trængte sig til, for at hielpe hen¬
de, hvor meget han befrygtede at miste hende. "Saaledes
"kunde jeg være lykkelig, sagde hun med Veemodighed til
"hannem; jeg havde i dig den beste Ven, den kierligste Ægte¬
fælle, den dydigste Mand - -- Men ak, jeg har gjort
"mig saadan en Mand uværdig; og først i det Øyeblik, da
"jeg snart ikke meere skal være til, lærer jeg at kiende den sande
"Lykke. Dit Hierte har immer tilbudet mig den; og min
forhadte Stolthed har immer foragtet dit kierlige Hierte.
O, at jeg kunde vende om tilbage igien til Livet, hvilken For¬
skiel skulde Du see i mine Tanker og Sindelav! Allard
svarede hende ikkun ved sine Kierligheds Beviisninger og sine
Taare. Men snart behøvede han ingen flere at udgyde. Hr.
Chablais gav ham Mod igien. Amalies Helbredelse var
vis. Det varede længe; men i hvor længe det end varede,
saa blev Allard dog immer lige eens i sin Opførsel. Det
var en følende Vens Opførsel, som med Henrykkelse føler den
Fornøyelse, at hans Ven bliver givet ham igien. Han var nu
uden Sorg og Bekymring ihenseende til hendes Sundhed, men
han vilde og befrie sig fra de Bekymringer, som endnu kunde
blive tilovers for ham, efterdi han kiendte hendes Character.
Tænkende var han bleven gammel, og Erfarenhed havde lært
ham, at have Mistanke til de Beslutninger, som man fatter
i de Øyeblikke, da man bliver henreven af Følelse. J sin
Hidsighed giør Følelsen ofte Løfter, som man forglemmer saa¬
snart den kiølnes. Maaskee ingen blev lettere rørt end han,
men dog vilde han allene have Amalies Omvendelse skreven
paa Fornuftens Regning. Frimodighed har immer en
uimodstaaelig Magt, naar den ikkun ey bliver ledsaget af ond
Lune og Misfornøyelse, som Uvenlighed. Allard talede
uden Omsvøb om sin Befrygtelse og Bekymring, og om de
Ønsker, som Amalie endnu skulde opfylde." Himmelen
