"har hørt mig, og givet mig dig igien; saaledes sagde han til
"hende; ja det synes, at han ikkun derfor har ladet dit Liv
"komme i Fare, paa det at du maatte lære at kiende dig, og
"forbinde dig med den igien, som du havde skuldet elske a
"Pligt, men endnu mere for hans ømme Kierligheds Skyld.
"Jeg havde Rettighed til at klage over dig. Din Koldsin¬
"dighed, din Foragt, din Stolthed havde gjort mig util¬
"bøyelig for dig; jeg maae tilstaae det; jeg tænkte det skulde
"vare ævig. Men den Kierlighed kan ikke fuldkommen udsluk¬
"kes, som holder op at brænde i den Retskafnes Hierte. Min
"ømme Kierlighed til dig opvaagnede, og fik dens gandske
"Styrke igien, da jeg saae dig i Fare. Mit Hierte blev
"atter tilbøyeligt til dig, og du blev rørt derved; vore Taare
forenede sig; Følelsen udpressede dem, og jeg fornam, da
"min Smerte var paa det høyeste, at det var en Vellyst for
"mig, at kunne græde. Den bittre Anger, som du følede
"og dine Lidelsers Heftighed, styrtede mig i Fortvivlelse;
"men Haabets søde Fornøyelse fulgte den. Ligesom du
"kom til Live igien, saa tilbagebragte du Fornøyelse og
"Rolighed i min Siel; du lod Lykkens Morgenrøde skinne
"i den; og endda havde jeg ingen Lykke seet. Endda aldrig
"elskelige Amalie, endda aldrig havde du kastet et ømt kier¬
"ligt Øyekast til mig. Dine - dog bort med alle Be¬
"breydelser! Lad os ikkun tænke paa det Øyeblik, som har
"givet os en Ægteveninde. Lad det immer være nærværende
"for os, paa det at alle følgende Øyeblikke kan blive det lige.
Amalie vilde tale; men jo meer man fornemmer, desto
mindre veed man at udtrykke sig. Hun kastede sig i hendes
Mands Arme, omfavnede hannem fast, og hendes Øyne
allene vare hendes Hiertes Tolk.
Allard havde forberedet sig til sin Samtale, og var
altsaa i Stand til at fortsette den. "Min elskeligste Amakie
"blev han ved, du maae ikke blive vred over, at din Mand,
"din Ægtemand, som de sødeste Følelser tvang til at blive
"din Ven, at han taler saa oprigtig med dig, som Venskab
"befaler. Tænk ikke, at jeg er endnu ømfindtlig. Dersom
"jeg endnu tænker paa dine forrige Feyl, saa skeer det blot
"allene, for desto mere at glæde mig over de Dyder, som
"har indtaget sammes Sted. Hine giorde mig, men og tillige
"dig ulykkelig. Man er det immer, naar man af Stolt¬
"hed adskiller sig fra de Folk, iblant hvilke Skiebnen befa¬
"ler os at leve. Nedlad dig til de Koner, som ved vort Gif¬
"termaal ere blevne dine Lige. Maaskee finder du i deres
"Omgang ikke saa meget nedrigt og modbydeligt, som du
"har indbildet dig. Du har tilbragt din Ungdom i et Huus,
"som dine Forældre kaldede et Slot. Din Fødsel tillod dig
"da ikke, at foretage dig Forretninger, som ere et Middel
"imod Langvillighed for dem, der boer paa Landet, ja geraa¬
"der dem endog til Fornøyelse, fordi de arbeyder ikkun for
"elskelige Øyemed. Ofte tungt og besværligt Arbeyde, men
"som de deler med deres Paarørende, de Omsorger og Be¬
"kymringer, som deres Familier fordrer af dem, Bevæ¬
"gelser, Glæde og Lystighed, Land=Levnet, alt dette giver
"dem langt flere fornøyelige, langt flere afvexlende Fore¬
"stillinger, end Fruentimmer af en høyere Rang sædvanlig
"har, hvis Opdagelse ikke kunde være meget omhyggelig.
"Min Morbroder har ofte sagt mig, (han havde reyst viidt
"omkring, og hans ædle Enfoldighed, hans Redelighed,
"og den Kundskab, som han havde forhvervet sig, giorde,
"at han var allevegne velkommen,) han har ofte fortalt
"mig, at han meer end eengang har seet stoere Herrer,
"ja endog Lærde selv, som have faldet i Forundring over
"Land=Mændenes Samtaler, og havde fundet Fornøyelse
"i deres Tale, og beundret deres Rigtighed i at dømme.
"Forsmaae altsaa ikke meere de Folk, som ingen Foragt
"fortiener, da de ere retskafne og fornuftige. Omgaaes
"med os som med Mennesker. Føer dig din Stand paa
"det beste til Nytte; giør dig elsket hos alle Jndvaanere i
"vor Bye du veed det at din Søn og din Mand allerede
ærer dig."
Jeg lover dig intet, faldt Amalie hendes Mand ind
i Talen med Munterhed, i det hun omfavnede ham, jeg
lover dig intet; men du skal see det.
Fra det Øyeblik af lod hun hendes forrige Klæder
ligge, som tiente hende ikke til mere Ziir, men til Forskiel
fra de andre Bønder=Koner, En slet Livstykke, et hvidt
Skiørt, en Hue uden alle Zirater vare hendes gandske Pynt,
og i denne Klædning, som paffede sig for Allards Kone,
besøgte hun hendes Naboeske. Den gode ærlige Toinette,
forbavset over en Besøgelse af Amalie, og over hendes
Landsbye Antog, kunde ikke bare sig, at lade sig merke med
hendes Forundring. Du kiere Himmel! sagde hun, er
det Eder, og J har klædet Eder lige som vi andre Bønder¬
Koner, og kommer til en fattig Bondemand i hans Huus?
Min Mand, svarede Amalie, har aabnet mine Øyne.
Hans Føyelighed, Godhed og Venlighed, har opvakt
Taknemmelighed og Kierlighed i mig. Følelse har til¬
bagekaldet Fornuften i min Siel. Nu blues og rødmes
jeg over en Opførsel, som giorde mig saa afskyelig. Jeg,
jeg hader min Hoomodighed, min daarlige Forfængelig¬
hed. Jeg vil nu nyde den Lykke, som man, efter Allards
Forsikkring, ikke bedre fornemmer, end paa Landet, jeg
vil søge, at være elskelig; jeg beder Eder derfor om Eders
Venskab, (saaledes blev Amalie ved); jeg tilbyder Eder
mit, og jeg vil være høystforbunden, om J vil tage der¬
imod." Med Fornøyelse imodtog den redelige, milde,
muntre og aabenhiertige Toinette Amalies Venskabs Til¬
bud. Deres Omgang blev snart en hiertelig Fortrolighed
ligesom deres Samtale snart blev muntrere og fornøyelig
for dem begge to. Toinette talede om hendes Huushold¬
ning, om hendes Mand, hendes Børn, endrægtige Fami¬
lies Lykke, om den Fornøyelse, som man faaer ved en troe
Omgang med Naboerne, naar man veed, at giøre sig dem
forpligtede, eller faaer Tieneste af dem, som Beviser paa
deres Kierlighed til os. Hun indklædte sit Foredrag i et
saa fyrrigt, sterkt Udtryk, at Amalie blev inderlig rørt. Hun
følte det levende Jndtryk, som Fortællinger om ædle Gien=
stande, Malerier af det behagelige Liv kunde giøre, hvil¬
ket man allene fører i Roligheds og Dydens Skiød.Ak
hvorledes, raabte hun, jeg har kundet leve saa nær Lykken,
uden at smage den! den fløy ud af Allards Huus, saa¬
snart jeg kom derind. O min Veninde, min elskelige
Toinette, hielp mig at bringe den derhen igien." Toi¬
nettes eneste Raad var at fornægte Ærgierrighed, at føl¬
ge hendes Hiertes Stemme, at elske hendes Mand og hen¬
des Søn, med Glæde, ligesom hun, at sysselsette sig med
