hendes Huusholdning, og at giøre sig Veninder med hvilke
hun kunde tale aabenhiertig om hendes Venner og om her¬
des Bekymringer. Amalie takkede hende, førend hun gik
fra hende, omfavnede hende kierligen, og bad hende, at til¬
bringe Aftenen hos hende.
Det første og vanskeligste Skridt, som man har at
giøre, naar man vil vende tilbage igien til Dyden, er det,
at man overvinder enhver ilde forstaaet Skam, som er saa
ofte til Forhindring i vor Forbedring. Amalie havde Mod
og Dristighed nok; hun frygtede ikke for at have den An¬
seelse, som at hun skulde være sig selv ulig, efterdi hun var
vis forsikkret paa, at hun fra nu af stedse skulde blive sig
selv lig. Hun gik i Kirken; hendes Mine var fædelig,
men stadig; naar hun gik ud, havde hun saa megen Magt
over sig selv, at forekomme de Koner med Høflighed, som
hun ellers meest havde foragtet. Hun mødte Lucies Mo¬
der; hun rødmede og beviidnede for hende, hvor høyt hun
fortrød det, at hun havde fornærmet hende. Jndvaaner¬
ne i Byen faldt i Forundring over Amalies utvungne An¬
tog, men endnu meere over hendes venlige Opførsel, og
vidste ikke, hvem de skulde tilskrive Aarsagen til saadan
Forandring. De elskede alle Allard, de bleve gandske hen¬
rykkede, og hastede til ham, for at ønske ham til Lykke.
Hans Hierte svømmede i Glæde; nu nød han den første gang
Fornøyelsen i sin hele Styrke, i sin hele Puurhed. Hans Hen¬
rykkelse gav ham ligesom Vinger, at haste til sit Hiem. Her
fandt han Amalie, som trykte sin Søn op til sit Bryst,
han omfavnede dem begge, og Tøinette kom over dem i
denne behagelige Stilling. Henrykt over dette Syn klap¬
pede hun i Hænderne, sprang omkring i Stuen, omfavne¬
de den ene efter den anden, og henreven af Følelse løb bort
derfra, for at fortælle hele Byen, hvad hun havde seet.
Børn, J faaer et Bryllup, raabte hun til de unge Karle
og unge Bonde Piger. Gaaer og henter Skalmeyer og Sek¬
kepiber, der bliver Dands af. Jeg vil nu drage Omsorg for
Eders Aftensmaaltid; nu fløy hun hiem, tog al den Forraad,
som hun der fandt, bragte den til Amalie, og fortæller hen¬
de sit Forehavende: Amalie bifaldt det med største Fornøyel¬
se. Allard, Basilie og begge Konerne giorde de behørige An¬
stalter. Der giøres Jld paa, Steegvenderne gaar, og inden
kort Tid var Aftensmaden færdig. Enhver bringer Borde,
Bænke og Stole derhen. Præsten skikker og Huusgeraad og
god Viin derhen. Han kommer selv, for at bivaane Høytide¬
ligheden, ikke for at giøre den Frihed, som skal harske derved,
nogen Tvang, men for at tage Deel i Fornøyelsen. Allerede
havde Hr. Germain læst til Bords, og man var i Begeeel
med, at sette sig need, da Allard merkede, at Lucie og hendes
Familie endnu fattedes ved Giestebuddet. Jntet Skridt,
sagde han til sin Kone, som Du giør til Dydens Ære, er dig
i mindste Maader videre besværligt; gak derfor, og hent de
Folk, som elsker os, som vi har fornærmet, og som maaskee
gierne ville forene sig med os igien. Hun trykte hendes Mands
Haand og gik med Toinette og med hendes Søn til
Lucies Forældre. J Førstningen kostede det hende nogen
Møye, at overtale dem; men Basile som faldt dem til Fode,
og Toinette, som med Magt trakte dem afsted, nødte dem til
at gaae med sig. Allard bad dem være velkommen med et tak¬
nemmeligt Sindelav, og deres Nærværelse formerede hans
Fornøyelse og Sinds Rollighed. Aldrig havde Lucie været
saa smuk; hendes Bryst og Barm vældede og hendes Blufær¬
dighed farvede hendes Kinder med den samme Rosenglands,
hvormed Basiles Henrykkelse overtrakte hans Kinder. Alles
Øyne vare henvendte til dette elskværdige Par; alles Hierter
ønskede, snart at see dem forenede.
Amale tillegemed hendes Mand beværtede Giesterne
med de Tekkeligheder, som Glæden allene kan give os. Hun
var ligesom nyefødt for Naturen, og overlod sig med Lyst til
de Følelser, som Glæden indflyder, da hendes Broder med et
kom ind i Selskabet, for at formere dette hendes indtagende
Væsen. Det havde været hendes meest brændende Forlæng¬
el, at have ham til Vidne ved hendes Lykke, og han ønskede
intet mere, end at see hende lykkelig; men han meente at kiende
hende alt fornøye til, at han torde have ventet det. Han gior¬
de i sin Henrykkelse tusinde Spørsmaal. Amalie vilde ikke
gierne selv tilfredsstille hans Nysgierrighed, og lod ham derfor¬
ette sig ved Siden af Hr. Germain, som hun bad, at give
ham Efterretning om alle Ting. Præsten fortalte ham disse
to Ægtefolkes Historie. Han talede med Beundring, og li¬
gesom besielet af Allards kloge Opførsel, og ophøyede Amali¬
es Forandring med de meest levende Berømmelser. Han ud¬
trykte sig med al den Munterhed af en eftertrykkelig Veltalen¬
hed, som betegner og udmerker en retskaffen MandsTale, naar
han overlader sig til den Fornøyelse, at prise Dyden. DOr¬
moad hørte med Opmerksomhed og Taknemmelighed paa
ham. Hans Hiertes Følelse forekom alt det, som Præsten
vilde sige, og hans Øyne søgte hans Søsters Øyne, for¬
at skildre sin Henrykkelse for hende.
Efter Aften Maaltidet lode Skalmeyerne sig høre. Allard
og hans Kone aabnede Landsbye=Ballet. Am akie optog siden
Lucies Fader. De omfavnede hinanden med et sandt Venskabs
Tegn, og Lucie maatte trædei Amalies Sted. Dette hen¬
des Faders Val havde været meget besynderligt, dersom man ikke
havde opdaget hans Hensigt. Han omfavnede sin Datter med den
Tekkelighed, som en ømt elskende Fader aldrig søger at skiule og be¬
falde hende, at optage Bafile til Dands. Hun gik skielvende
til ham. Kierlighed, Fornøyelse og Blufærdighed havde opvakt
al hendes Følelse. Basile skielvede og, og, da han saae hen¬
de komme, hans rørte Hierte klappede af Glæde og Kierlighed. Alles
Øyekast vare henvendte paa hende. DOrmond nød første
Gang i sin Livstid det sødeste Syn, som er mueligt i Naturen, at
see to Elskende, hos hvilke Ungdom og naturlig ædel Tekkelighed
forener sig med den elskværdige Redelighed, som er endnu mere ind¬
tagende, end Skiønheden selv. Da deres Dands var til Ende, be¬
gyndte de unge Landsbyefolk nye Dandse. Glæde og Munterhed
fremlyste af deres Ansigter, og Fornøyelse oplivede deres Spring.
Saaledes forlystede Mennesket sig i Verdens Ungdoms Alder, i
Uskyldighedens Skiød, og med Landsbye=Høytideligheder og Dandse¬
høytidelig holdt Handlinger, som vare Guddommen tekkelige. Mor¬
genrødens første Straaler giorde Ende paa Ballet. Enhver gik atter
til sit Arbeyde, og beholdt endnu det milde Jndtryk, som man endda
stedse beholder, efter de rene og sande Fornøyelsers Nydelse.
DOrmond, som var fortryllet af alt det, han havde seet,
som var giennemtrængt af en om Ærbødighed for Allards
Character, og Venskab, og Beundring over hans Syster, beslutte¬
de af Kierlighed til sin unge Syster=Søn, at tilbringe sit Liv iblant
Folk, som nødvendig maatte giøre det ret lykkeligt. Han var træt
og kied af den omkringsvævende Levemaade, som han i lang Tid
havde ført. Det Selskab, hvorudi han hidindtil imod sin Villie
havde maattet leve, var slet ikke overeensstemmende med hans
Tænkemaade. Som Philosoph havde han levet i en Stand, hvor
man næsten ikke sysselsetter sig med andet, end meget ringe Smaa¬
ting, hvor man sover, for at undgaae Langvillighed og Tidens Kies¬
