sommelighed, hvor man meget ofte anseer en Mand, som tænker,
for en overordentlig og besynderlig Skabning, i denne Stand hav¬
de han længe sukket efter det Øyeblik, da han kunde boøfrie sig fra
de Baand, som vare ham saa utaalelige; men hans meget mid¬
delmaadige Lykkes-Omstændigheder havde indtil denne Tid endnu
ikke tilladt ham, at overlade sig til sin Drift til Rolighed og Fri
hed. J Allards Huus merkede han, at ham vel fattedes Rig¬
dom til at leve prægtig, men at han var rig nok, for at leve lyk¬
kelig. Han besluttede derfor, at blive sammesteds sin Lives Tid.
Alle syntes her at fmage Glæden paa en nye behageligere Maade.
Eendrægtighed havde atter bragt den gode Tillid og en indtagende
Fortrolighed i Huset igien. Allard og Amalie, som nu vare
lykkelige ved hunanden, sysselsatte sig blot med Bafiles Lykke.
Lucie, den indtagende Lucie, kunde allene befæste dem. Præ¬
sten, som var en Fader og Ven for sin Menighed, blev ombedet,
at giøre et nyt Forsøg, for at erholde Ja-Ord af bendes Forældre.
Det lykkedes meget let for ham. En retskaffen Mands Raad har
fuldkommen Kraft af en Lov hos godhiertige dydefulde Siele. For¬
ældrene paa begge Sider beagte snart alting i Rigtighed. De øn¬
skede lige inderlig deres Børns Lykke, og med lige sterk Utaalmodig¬
hed førte dem til Alteret. Her svore Baflle og Lucie hverandre
en ævig Kierlighed. Deres Eed kostede dem ingen Moye. De
lovede hverandre, at være ævig lykkelige.
Lucie formerede Allards Families Lyksalighed ved ben¬
des Forbindelse med samme; Amalie og hendes Mand betrag¬
tede hende som en Gave af Himmelen, hvorved den vilde belønne de¬
res Dyd. DOrmond fandt Lucies Caracter mild, elskvær¬
dig, munter, fuld af Følelse, og sig selv stedse lig, ligesom hans Jnd¬
bildningskraft vel havde udkastet ham Monsteret deraf, men som
han ey troede at finde i Naturen. Basile - som kiendte hendes
Værd endnu bedre, var hendes Mand.
Den brave Allard, som efter sin Maade var Philosoph,
og maaskee paa den allersikkerste Viis, fordi han saavel fulgte Er¬
farenhedens Lærdomme, som Naturens Jndgivelser, tænkte paa den
tilkommende Tid, i det han nød den nærværende. Han kiendte
Menneskenes Svaghed, og vidste, at Sielen ikke bliver frie fra al
Ekkelhed endog midt i Lykkens Skiød.
Han aabenbarede sine Tanker herom for DOrmond, og
de sysselsatte sig begge to, for at udfinde Midler, til at forekomme
saadant. Derved, at de forøgede Landvæsenets Forretninger,
uden dog alligevel at giøre dem udmattede; derved, at de lode dem
være benvendte til behagelige og nyttige Gienstade, forvandlede de
enhver af dem til en Forlystelse.
DOrmond, som ikke var født meget rig, men aldrig hav¬
de havt andre, end de elskværdige Tilbøyeligheder, som ikke koster
os vor Formue, Kierlighed til Videnskaber og Rundhed, DOr¬
mond havde endnu en maadelig Sum Penge samlede, som han
havde arvet efter sin Fader. Han eyede endnu 20000 Gylden,
men havde Viisdom nok, til at bruge og anvende dem vel. Den¬
ne liden Sum syntes ham ikke allene tilstrekkelig til hans Under¬
holdning, men endog til hans dydige Venners Omstændigheders
Forbedring, hvilke hans Hierte antog sig som fine Børn. Han
gav en Deel deraf til at kiøbe et vakkert Huus for, som laae paa
Brinken af en Hey; det øvrige anvendte han til at kiøbe de om¬
liggende Jorder for.
Han indrettede sin Bolig efter Philosophens (Rousseaus)
Grundsetninger, som var saa velskikket til at skaffe Naturen Til¬
hængere, dersom vi ikkun havde Mod og Hierte nok, til at være vir¬
kelig lykkelige. Han fandt hos sin Syster=Søns Kone Julies
retskaffen elskende Character (beskreven i Rousseaus nye He¬
lvise.) Det manglede hende ikkun Julies Opdragelse, men
den Mangel kunde hendes Breve erstatte. Han gav Lucie dem
at læse, som troede at finde meget derudi af det, hun allerede hav¬
de tænkt paa en utydelig Maade, uden at kunde fuldkommen ud¬
vikle det. Denne Bog blev en kostbar Skat for hende. Naar hun
om Søndagen havde opfyldt Religionens Pligter, saa indelukte
hun sig med samme Bog. Fornemmelig søgte hun at studere J u¬
lies Opførsel i det, som angik det Jndvortes af hendes Huushold¬
ning. Hun tilegnede sig alt det, som passede sig paa hendes Om¬
stændigheder, og naar hun havde udlæst, var hun vel ikke bleven
mere omfindet imod hendes Forældre, men hun havde opklaret hen¬
des Forstand, og lært nye Midler, til at tekkes og behage dem.
DOrmond havde indrettet sin Landsbye=Bolig ligesaa
beqvemt som ukunstlet. Udsigten var indtagende. Enge, hvor¬
igiennem slyngede sig en med Pile omgiven Bek i utallige Krum¬
ninger, Marker bedekkede med riig Sæd, og Frugt=Haver, hvor¬
udi Træernes Grene bugnede af Frugternes Byrde, omgave dette
bebagelige Opholdssted. Den Dag, paa hvilken han trakte ind
i dette Huus, var en Festdag; men en Fest, som DOrmond
anstillede, og hvortil Lucie giorde Tilberedelsen, kunde hverken
være støyende eller prægtig. Mild Glæde og Munterhed, uskyl¬
dige Tekkeligheder og Fornøyeligheder, og en ædel Landsbye¬
Eenfoldighed, udgiorde dens hele Lystighed; og Naturens Frug¬
ter dens eneste Pragt. DOrmond havde aabenbaret sit dele
Forehavende for Lucte, og hun giorde Anstalterne dertil i den
største Stilhed, og med den fine Smag, som man finder i enhver
Stand, og som bliver gjort fuldkommen ved den Begierlighed
efter at befalde.
Allard og Bafile kom just tilbage fra deres Arbeyde.
Heden havde været meget flerk, og de syntes at trænge til Veder¬
qvægelse og Rolighed, da DOrmond foreslog dem, at nyde
den kølige Aftenluft paa Brinken af Høyen. Am alie, som
havde lært at kiende en ombyggelig Tienstfærdigheds Pligt og
Føyeligheds Værd, samtykte med en fornøyet Mine i D Ormonds
Forlangende. Af hvilken Fornøyelse bleve de ikke betagne og
overfaldne, da de ved Indgangen til en Have, hvis Eyermand
de endnu ikke kiendte, saae en Dør aabnes, og fik Lucte at see,
som var net klædt med en stor Rosenkost paa Brystet, og Blom¬
ster i Haaret, og hastede glad og fornøyet hen imod dem. Hun
lod dem ikke faae nogen Tid at tale. Hun tog Allard ved den
ene Haand, og Amalie ved den anden, og førte dem under
en bedekket Gang af Kirsebærtræer. Bafile fulgte stiltiende
efter dem, og DOrmond forlystede sig over deres Forundring
og Fornøyelse. De fandt under Kirsebærtræerne i den bedekkede
Gang et reenligt dekket og tillavet Bord. Det var besat med
god Mad, som Lucie havde tillavet, med Melkmad, med friske
Æg, og med de beste Frutter, som kunde faaes paa den Aarets
Tid. Græsbænkene vare i Stedet for Stole; de smaa Grene
og Løv, som blere lettelig bevægede af Norden=Vinden, vare gien¬
nemflettede med Blomster, og Fuglene, som pleyer at forsamle
sig ved Solens Nedgang, lode deres bebagelige Toner høre. De¬
res Sang, den skiønne iølige Aften=Stund, Bogfinkernes og Jr¬
skenernes Sang, en nær derved liggende Kildes Surren, Blom¬
sternes Duft, men for alting Følelsen af Ømhed og Velfornøyelig¬
hed, hvoraf Giesterne vare giennemtrængte, alt dette foraarsage¬
de en henrykkende Stilhed iblant dem. Hiertet klappede i Livet
af Glæde paa den brave Allard, og hans Øyne fløde over af
Taare. Am alie faae vexelviis fuld af sød Beemodighed paa
hendes Mand, hendes Søn, hendes Broder og hendes Datter.
Bafiles Ansigt udtalede Taknemmelighed og Kierlighed, og nye
Yndigheder og Munterhed giorde Luctes Ansigts=Trek endnu
smukke. DOrmond følede, at han ikkun nu begyndte at leve.
Lucie og han afbrøde endelig Tavsheden. De besang med hin¬
anden Kierligheds Yndighed og Tillokkelser, Venskabs Tekkelighed
og Bebagelighed, og et roligt Livs Glæde, som var fuldt af Uskyk¬
dighed. DOrmond havde en villig, bønelig og behagelig Stem¬
me, og Følelsen havde lært ham hans Sange. Lucie havde in¬
gen anden Læremester havt end Naturen, men hendes Sang var
fortryllende. Begges Tone trængte ind til det Inderste af Ste¬
len, og formerede deres Henrykkelse. Denne blev fordobblet da
DOrmond førte sine Paarørende i Værelserne, efterat de hav¬
de spiist, hvor de bleve indtagne af deres nette og artige Indret¬
ning; men i sær bleve de henrykte, da han forkyndte dem, at de
vare hiemme. Forgieves satte de Forsøg paa, at svare ham; de
kunde intet andet giøre, end med Fyrighed trykke ham i deres Arme.
Allard og Amalie vare alt for bevægede, og alt for fuld
af Glæde, at de havde skuldet kunde salde i Søvn, og de tilbragte
den hele Nat dermed, at de talede om deres Lykke."Din Bro¬
der, sagde Allard, er en Engel, og Himmelen har sendt ham
hid for at giøre vor Lykseligh ed fuldkommen. Jeg ønskede in¬
